Naturalismen - J. P. Jacobsen

De ideer, Georg Brandes skabte røre om med sine forelæsninger i efteråret 1871, var ikke nye for den fem år yngre Jens Peter Jacobsen (1847-85). Han studerede naturhistorie ved universitetet og blev medarbejder ved Vilh. Møllers Nyt dansk Maanedsskrift, som udkom fra oktober 1870. Her offentliggjorde han fra 1870 til 1873 en række artikler, hvoraf fire gengav hovedtankerne i Darwins Om Arternes Oprindelse (1859) og Menneskets Afstamning (1871). De to bøger udkom som helhed i hans oversættelse 1872 og 1874-75. Jacobsen var mest interesseret i botanik og rejste sommeren 1870 til Anholt og Læsø på Botanisk Forenings regning for at registrere øernes planteliv. Derefter specialiserede han sig i ferskvandsalger, som han opsøgte i vandhuller over hele landet. I 1873 fik han guldmedalje for sin afhandling „Systematisk og kritisk Oversigt over Desmidiaceerne [en algeart] i Danmark“. Den blev optaget i Botanisk Tidsskrift (1874-76), hvor også hans plantelister blev trykt 1879-80.

J.P. Jacobsen havde frigjort sig fra kristendommen og tilegnet sig et realistisk, naturvidenskabeligt livssyn. Han erkendte, at mennesket er en del af naturen, styret af sine drifter og underlagt udviklingens lovmæssigheder. I artiklen „Darwins Theori“ (januar-februar 1871) sluttede han med at fastslå, at udviklingen erstatter den frie naturs poesi og skønhed med civilisation og dannelse, og at det også ændrer samfundets religion og livsopfattelse. „Vi ombytte Underets gamle Poesi med Lovbestemthedens nye Poesi, vi bytte en vilkaarlig, overnaturlig personlig Styrelse med en klar Naturordning“. Det er et fremskridt, fordi „det Sande altid tillige er det Gode og det Skjønne“. Da Georg Brandes begyndte sine forelæsninger, fulgte Jacobsen dem og sluttede sig til hans kreds. Han kom i bestyrelsen for „Litteratursamfundet“ og blev en nær ven af Edv. Brandes.