Øjenkundskab - Bo Reinholdt

Også Bo Reinholdt (f. 1948) har ydet sit bidrag til den sværm af engle, som i store skarer er fløjet gennem dansk og i øvrigt også megen udenlandsk litteratur i de sidste par årtier. I novellen „Engleskåret“ fra Øjets purpur (1996) holdes en engel fangen af en fotograf, der har fået til opgave at restaurere en altertavle, som i et tomt felt netop mangler en engel. Fortælleren, som er fotografens nevø, finder den fangne engel i en kælder, og fundet giver anledning til en refleksion over billedlykke og billedtabu.

I den realistiske litteratur er synet den sans, der sikrer adgangen til virkeligheden. Det, som er virkeligt, er det, man har set med sine egne øjne. Men den fantastiske litteratur er ikke mindre, snarere mere interesseret i den visuelle virkelighed, og den borer sig med forkærlighed ned i spørgsmålet om synsbilledets virkelighed og hele forholdet mellem ydre syn og indre syner. Og udviklingen af den moderne visuelle kultur, fra fotografi og film til fjernsyn og computerbilleder, har været en udfordring for de forfattere, der helst arbejder inden for det fantastiske register.

„Bøger (…) er helt ude af trit med tiden – næh, lad os se billeder!“ hedder det i „Kamysen“, også fra Øjets purpur, og det gennemgående i Reinholdts forfatterskab er netop den intense, insisterende, næsten monomane beskæftigelse med blikket. Det er tæt befolket med filmklippere, fotografer, træskærere, kunstmalere og andre billedmagere, og det søger gerne ud i billeddannelsens yderste udkantsområder. „Engleskåret“ handler således om en fotograf, der knipser en engel.

Titelnovellen „Øjets purpur“ handler om en fotograf, der har lært at fremkalde de sidste synsindtryk, der har fæstnet sig på nethinden hos døde dyr og mennesker. Det er kun logisk, at denne fotograf efterlyser faget „øjenkundskab“ i skolen. Fortælleren i „Øjets purpur“ er også fotograf, og hans bekendtskab med den sære fotograf, der mestrer „nethindefremkaldelsens“ kunst, er fra starten indhyllet i fantastik. Da han banker på døren til hytten, der ligger ude i skoven, noterer han, at „Det hele mindede påfaldende om et eventyr“. Senere forvandles eventyret til en kriminalnovelle, da fotografen anklages for mord på en ung kvinde, hvis lig findes i hans hytte, øjenløst. Afsløringen af kriminalgåden fører dog ikke novellen over i almindelig realisme. Under afsløringen indgår nethindefremkaldelse af den dræbtes sidste syn som et afgørende bevis.

Bo Reinholdt debuterede med novellesamlingen Akefalens vidnesbyrd (1983), og han placerede sig straks i traditionen fra Villy Sørensen og Preben Major Sørensen: En akefal er et fabelvæsen, som med hovedet anbragt på brystet symboliserer en forening af hjerne og hjerte. I Odinstårnet eller Blow-up-44(1985) fortsatte han med fantastiske noveller, hvor tredimensionale fotos er et af emnerne.

Det sære dominerer i romanerne Til sprogmesteren. Billedroman (1987), der slutter med flere hundrede fotos af alle slags billeder, gerne med en drejning mod det groteske, og Molter (1992), som synes inspireret af tv's reportager fra Golfkrigen, „den første mediekrig“. Men i den lille roman Salveren (1997) forenes det sære med realisme i en blanding af julehistorie, kunstnerroman, landsbyskrøne, gyser og krimi. Salveren er en konservator, som får til opgave at restaurere landsbykirkens gamle kalkmalerier, og det viser sig, at han med hjælp fra en gal og halvt overnaturlig lærerinde, kaldet Miss Florens ligesom mellemkrigstidens legendariske bakkesangerinde, restaurerer de gamle billeder af bl.a. barnemordet i Betlehem med blod tappet fra en stribe personer, som på mystisk vis forsvinder fra byen. Romanen er udformet i korte og ultrakorte afsnit, der krydsklipper mellem troskyldig beretning i tredjeperson og Salverens ekstatiske tanker om sit bloddryppende skaberværk. Undervejs gives der prøver på ægte og uhyggelig fantastik med indslag af en overnaturlig verden, men ingen stemninger får lov at bundfælde sig, hverken de ekstatiske kunstoplevelser eller de fantastiske uhyggescener. Allerede i romanens første linjer antyder fortælleren, at det følgende er skrevet med stor ironisk distance: „Dette er Salverens bog“.

Med I sit billede (2003) har Reinholdt spændt buen til det yderste, men undertitlen „prosaisk oratorium“ antyder, at det højspændte brydes af en belysning, der er prosaisk i betydningen jævn, hverdagsagtig, måske ligefrem åndløs. Ligesom Preben Major Sørensen skifter Bo Reinholdt gerne fra det metafysiske register til en komik, der undertiden nærmer sig slapstick. Men komik er jo også som en mental bedøvelse et middel, hvormed man kan skære den metafysiske gru ned til en menneskelig målestok.