Peder Syvs mest yndede værk blev den såkaldte Tohundredevisebog fra 1695, der bestod af et optryk af de godt 100 viser fra Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog, forøget med endnu 100 viser. Den kom i tre oplag det første år og endnu tre udgaver inden 1800.

En stor del af de folkeviser, der i 1800-tallet blev indsamlet blandt almuen i Danmark og på Færøerne, stammer fra netop denne bog. Her viser Syv sine læsere, hvad genren byder på, men allerede i afhandlingen om de cimbriske sprog fra 1663 havde han gjort sig umage for at give læserne et indtryk af deres kunstneriske niveau og historiske betydning ved at sammenligne dem med antikkens frembringelser. Dér fik han sat visen om „Svend Vonved“ (DgF 18), „Grimilds Hævn“ (DgF 5) og „Rosmer“ (DgF 41) i rangklasse med Vergil.

I indledningen til sin Tohundredevisebog skriver Syv, at „Dette Andet Hundret Viser ere samlede fra Døde og Levende; Hines Haanskr. Bøger, disses levende Røst“. Hermed viser han, at han er klar over folkevisernes dobbelte overlevering, den mundtlige og den skriftlige. Skal man tage Syvs formulering for pålydende, har han også selv indsamlet og nedskrevet efter den mundtlige overlevering, der på hans tid åbenbart stadig var en levende tradition.

Han arbejder i Tohundredevisebogen med den samme periodiske opdeling af litteraturhistorien, som han har fastlagt i Betenkninger, og anbringer de fleste af folkeviserne under den „Mellemste Poeteri“, idet han er opmærksom på, at netop anvendelsen af rytme og stavelsesantal skiller den mere primitive, tidlige poesi fra den senere – og med Syv samtidige – poesi.

På Syvs tid har der åbenbart været nogen modstand mod viserne. Nogle mente, at de blot var for gamle kællinger og kun handlede om opdigtede og uvæsentlige emner. En sådan modstand kan han fx imødegå med følgende ordsprogsagtige udtryk: „Viser, som Bien, gavne og glæde, give Lyst og Lærdom.“ (§ 4).

Syv giver også et bud på dateringen, der ikke er mere upræcis, end hvad man kan finde i moderne litteraturhistorier. Han anfører, at folkeviserne må være de samme som dem, Saxo omtaler og oversætter i sin Gesta Danorum. Syv redegør for visernes ælde, nytte og belæring gennem eksempler. Han taler om deres gode moral og deres værdi som underholdning, men han undgår omhyggeligt at rose dem æstetisk for sprog og stil. Hans nationalt orienterede historiske og sproghistoriske interesser er tilsyneladende den vigtigste drivkraft: „Men der burde intet agtes ringe, som kunde tiene til vore Historiers og gamle Sagers, samt Sprogets Oplysning.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet 200 viser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig