Aandelige Siunge-Koors Anden Part

I fortalen til Siunge-Koorets Første Part lovede Kingo kongen at „anvende ald muelig fliid, til ikke allene dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-Koor at forfærdige“. Der skulle dog gå syv år, inden løftet blev opfyldt, og det kun med en anden del. Om det skyldtes tyngende embedspligter, som man har gættet på, kan i dag ikke afgøres, men man kan konstatere, at der ikke blot er stor afstand i tid mellem de to udgivelser, men også i tone og holdning. Det har fået flere forskere til at gætte på en krise i digterens liv. Årsager til en sådan er det dog ikke muligt at få øje på. Karrieremæssigt havde Kingo i disse år vinden i ryggen. I 1677 var han for sin indsats som digter blevet udnævnt til biskop over Fyn, og i 1679 var han blevet adlet. Forhold i andenpartens komposition tyder imidlertid på, at Kingos arbejde med stoffet har ført ham frem til en ny erkendelsesmæssig position, der har fået ham til at skifte kurs undervejs.

I undertitlen kaldes samlingen „Siælens Opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande Tilfælde“. Dermed synes også andenparten at føje sig til den tradition af håndbøger til husandagten, som med bønneformularer til enhver af livets situationer og tilpasset den bedendes kald og stand var udbredt i tiden. Det er imidlertid kun andenpartens fem sidste (og kunstnerisk svageste) sange (tre bordbønner og to andagter forud for rejser over henholdsvis land og vand), der falder i denne kategori. Som førstepartens salmer passer disse til et traditionelt hverdagsliv, der udviklingsløst gentager den samme livsrytme. De øvrige 15 adskiller sig grundlæggende ved ikke at tilbyde sig som valgmuligheder ved „Allehaande Tilfælde“, men tværtimod (for de ti første sanges vedkommende) kompositorisk at forpligte bogens bruger på et sammenhængende kristeligt bods- og indvielsesforløb, der fører denne frem til et definitivt gennembrud, hvis åndelige resultat formuleres i de følgende fem sange, numrene 11-15.

Aandelige Siunge-Koors Anden Part (1681) pointerer med undertitlens optaktsled, at det er bogens intention at virke til „Siælens Opvækkelse“. Hvor andagtsbøger tidligere stiltiende forudsatte, at sindet var redebont, og bogen blot skulle sætte ord på sjælens trang, tager Kingo afsæt i en psykologisk tidligere fase og en dybere syndsopfattelse, hvor sjælen slet ikke er stemt til andagt, men først skal vækkes. Denne vækkelse og dens trinvise vækst gennem syndserkendelse, anger og bod frem mod skriftemål og forening med Jesus er tråden i den gudfrygtigheds-øvelse, der sammenknytter samlingens første ti salmer. I forhold til dette indre drama er al ydre hverdagslig anledning visket bort. Men det er ikke et indre drama i den forstand, at sjælen selvterapeutisk overlades til sig selv. Ved at inddrage skriftemålet og lade mødet med Jesus virkeliggøres i alterets sakramente, overskrider andenparten husandagtens præg af selvbetragtning, hvilket sandsynligvis er grunden til, at Kingo valgte at skrive andenpartens salmer til kirkelige melodier. Tre af disse sange blev da også medtaget i Kingos senere udkast til en ny kirkesalmebog.

Selviagttagelse og selvkritik er hovedanliggendet for den indre dialog, der strækker sig gennem samlingens indledende „Bekiendelses og Bedrings-Psalmer“. Selv om den første salme, „Andægtigheds Opmuntring“, med sit appellerende anslag: „Op, op med Himmel-stemme / Mit Hierte, Siæl og Sind“ umiddelbart kan lyde som en morgensalme, opfordrer den ikke til at tage fat på en ny dags gerning, men til at væk ke sjælen af „Kiødets-qvalme / Og Blodets dorske Saft“, selv om jeget erkender selv at modsætte sig nåden og „mig i Jorden grøfter [graver], / Langs ned ad Dødsens Vey“. Det er denne illusionsløse selverkendelses spor, som forfølges i de første salmer. Metoden vækker opslidende følelsesudbrud, men også en ubønhørlig erindring om, hvor lidt gråd, anger og gode hensigter tidligere har udrettet.

Med tredje sang åbner fortvivlelsen dog en forvandlingsvej for sjælen, hvor bod og nåde virker sammen. Udgangspunktet er her ikke selvindsigten, men oplevelsen af at være dømt og fortabt, der invaderer sjælen med et martrende kompleks af psykiske symptomer. Jeget kastes ud i paranoide tilstande af frygt og bæven; det er skræmt og jaget af dødsangst, samvittighedsnag og mareridt. I denne fortabthed bliver den lidende Jesus imidlertid det spejl, hvori jeget både kan genkende sin egen smerte og erkende, at det selv er skyldig i Jesu lidelser. Og paradoksalt fører skyldfølelsen til en form for identifikation, af hvilken et håb om frelse kan vokse frem:

Jeg kand vel i Troen see, Hvor du, Jesu, selv har ligged, Og din Trøst fra Himlen tigged,Udi mine Synders Vee! Du for mine blodig SynderOg Missgierning svedte Blood Heraf ald min Trøst begynder,Her er Glædens rette Flod.

Boden afføder således ikke i sig selv nåden, men den nedbryder jeget, så det åbner sig for Jesus. Med en analogi mellem Jesu død og jegets selvopgivelse, der fastholder Jesus som frelsens kilde, siger jeget om Jesu „grumme Død“, at „den Tiid det [Jesu hjerte] brast i stykker, / Slap jeg nærmer ind til dig“.

Denne indsigt efterlader sjælen i en oplevelse af at eksistere på dobbelte vilkår: „Sorrigfuld og dog trøstefuld“, som det siges i præsentationen af 4. salme. Livet balancerer på en knivsæg: „Aldrig er jeg uden Vaade, / Aldrig dog foruden Naade: / Altid har jeg Suk og Vee, / Altid kan dog JESUM see“. Muligheden for at blive udfriet af denne tilstand åbner sig først, da jeget med bønnen: „Knuus selv mit Hiertis Stene“ kan anråbe Jesus om endegyldigt at drive bodsprocessen igennem. Her ender bodsgangen i de fem „Bekiendelsis og Bedrings Psalmer“, der leder op til de kirkelige handlinger, som beskrives i de flg. fem salmer.

Bønnen om hjertets sønderknuselse får sit svar i skriftemålet. At Jesus i bodshandlingen både er det handlende subjekt og bodens mål, bekræftes i det Hierte-Suk, der følger skriftemålet, hvor Kingo lader Jesus tale direkte til sjælen: „Jeg vil hele Syndsens Skaar! / Aldrig skal du finde Smerte / I dit dybe saaret Hierte, / Naar jeg legger Saar paa Saar!“ Skriftemålet lægger op til fire „Beredelser“ til sjælens møde med Jesus i den hellige nadver. Fuldbyrdelsen kulminerer her som andagt i 10. sangs tyste taksigelse ved mysteriet og som refleksion i det tilknyttede Hierte-Suk, der teologisk forklarer nadveren som åbenbaringsform. Dette suk sammenfatter samlingens teologiske og digteriske selvforståelse.

Dets centrale tanke er, at Jesus ved at hengive sig til os i nadveren („Det er jo visselig, korsfæste JEsu, Dig / Som med dig selv har holt et Maaltjd her med mig!“) lader os overskride de grænser for erkendelse og kærlighedshengivelse, vi ellers er bundet til. I nadveren møder vi Gud selv, ikke som tegn (manna, påskelam) eller billede (lignelse eller skygge), men som den levende sandhed og kærlighed selv, på én gang konkret og inderliggjort:

Og vaar det ey dig selv, da kunde jeg vel ædeEt slagted Paaske-Lam, og mig i Skygger glæde Men du togst Skyggen bort, og sagde selv: Det er Mit Legeme, mit Blood; der er ey Skygger her.Lad andre nøyis med din Tilsagns bare Skygge,Og deris Salighed og Troo der paa opbygge! Mens det er Glæden som mig ind i Hiertet gaar, At jeg min JEsum selv i Sacramentet faar!

Med denne erkendelse har sjælen, som det udtrykkes i „Taksigelse efter Herrens Nadvere“, nået sit mål: at kunne afvise „Verdens Lyster“ med et: „Jeg eder nu beleer [ler af]“.

Med denne indsigt har Kingo ikke blot som teolog formuleret sin kristendomsforståelse, men også som digter erhvervet et blik og en ro, som samlingens fem følgende digte er skrevet på. De er tilsyneladende forskellige, da de to (XII og XV) i medgang og modgang accepterer livets tilskikkelser i tillid til, at „Alle Ting tiene dem til Gode, som elsker Gud“, som titlen på den XV. sang lyder, mens de tre (XI, XIII og XIV) forsager verden og (med titlen på XIII. sang) lader „Dend Betrængde paa Jorden søge Bood i Himmelen“. Fælles for alle fem er imidlertid en uforstyrrelig ligevægt, med hvilken de anskuer – eller rettere gennem skuer – verden. Dette verdensblik forvandler dybtgående Kingos digteriske sprog.

Med sin kunstneriske metamorfose giver Aandelige Siunge-Koors første og anden part en enestående mulighed for at iagttage, hvorledes erkendelsens udvikling afspejler sig i billedsprogets forvandling. I Siungekorets første part er frelsens og fortabelsens mulighed for øje i den skabte orden, som gennem naturbilleder i vekslende belysning belærer os om vore livsvilkår. I andenpartens indledende salmer er det skabte univers tabt af syne, og frelsesordenens positioner inderliggjort i psyken. Med nadverens billedløse sandhed når Kingo dette erkendelses-forløbs sidste stadium. Her på dette punkt, hvor billedet er tømt for åbenbaret sandhed, får billedet imidlertid en heftig kunstnerisk efterglød i to henseender, både hvor det destrueres som blændværk, og hvor det som forestillingsbillede bliver afsæt for en åndelig tilblivelse af ny erfaring.

Det afslører sig som blændværk i de for deres artistiske brillans beundrede verdensforsagende salmer, „Keed af Verden, og kier ad Himmelen“ (også kendt som „Far, Verden, far vel“) og „Hver har sin Skæbne“, hvor billedernes forførende glans konfronteres med deres bedrageriske tomhed. Denne antitese udfoldes i „Keed af Verden (…)“ i en storslået arkitektonisk komposition, hvor målene for menneskets længsel og begær arrangeres symmetrisk under synsvinklerne: jordisk blændværk og himmelsk vision. Eller den foldes (i „Hver har sin Skæbne“) ind i en modsætningfuld samtidighed i kontrastspændte billeder („Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke, / Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!“), eller komprimeres i ét sætningsled, hvor adjektivets glans undermineres af substantivets substans („prægtig Muld“, „skiøn Uroe“). Ved at gennemskue denne modsigelsesfyldte ubestandighed bliver jeget i stand til i en heroisk viljesakt stolt og opstemt at lægge verden bag sig:

Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye Om ikke Verden gaar efter min Agt!Ingen Bekymring skal kunde mig bøye, Intet skal giøre mit Hierte forsagt! Sorrig skal døe, Lystigheds FrøeBlomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

Den anden konsekvens af, at Kingo opgiver det metafysisk funderede billede, kan iagttages i hans passionssalmer. Her opbygger Kingo en række forestillingsbilleder, hvis værdi ikke hviler på deres overensstemmelse med en metafysisk orden, men af deres evne til sanseligt at vække den bodfærdiges følelser.