Afsked med bondekulturen

„Indtil for nylig“, skriver Jens Smærup Sørensen, har bønderne været den dominerende samfundsgruppe i Danmark; de har sikret det økonomiske grundlag for købstædernes liv, de har forsørget embedsstanden, hæren og flåden, og de har „naturligvis“ også skabt det overskud, der skulle til, for at vi kunne udvikle en national litteratur. „Så meget desto mindre imponeret må man undre sig over, at denne bondefinansierede litteratur så sjældent har forsøgt sig med at fremstille bønder som noget, der kunne minde om mennesker.“

Smærup Sørensen udfolder sine betragtninger om den bondefinansierede litteratur uden bønder i et essay om Jakob Knudsens roman Sind (Passage, nr. 50), og i hans eget forfatterskab finder man genklange af såvel Knudsens opgør med „alle gængse degneforestillinger om danskeren som et udpræget tamdyr“ som dennes evne til i sproget at virkeliggøre det stejle sind. Men mens Knudsen skrev sin roman omkring det politiske systemskifte i 1901, da bønderne kom til magten, indledte Smærup Sørensen sit forfatterskab i de år, da det store flertal af bønder måtte forlade deres gårde, en udvikling, han bl.a. kommenterer i Byggeri (1975) og i Skoven nu (1978).

Men hvis den bondefinansierede litteratur var uden rigtige bønder, så rykkede rigtige, kriseramte bønder ind i den litteratur, der havde mistet landbruget som sit finansieringsgrundlag. I de samme år, hvor traktorer og tvangsauktioner lagde landet mere eller mindre øde for mennesker, begyndte landet at skyde op i litteraturen. Jens Smærup Sørensen fik følgeskab af en stribe forfattere, fortrinsvis prosaister, som Peder Hove, Niels Hav, Bjarne Nielsen Brovst, Knud Sørensen, Knud Erik Pedersen, Vibeke Grønfeldt, Anne Marie Løn, Kirsten Thorup, Gynther Hansen og Hans Otto Jørgensen, der på omslaget af sin første bog præsenterer sig som „bondefødt og kvajet opdraget“.

Den bondesøn eller bondedatter, som bogstavelig talt havde oplevet jorden forsvinde under sine fødder, kunne i litteraturen søge at genskabe en helhed – eller gestalte sin oplevelse af sammenbrud. Og fælles for de fleste af disse forfattere med en baggrund i landsbylivet er, at sammenbruddet har inspireret dem til at trække de historiske sammenhænge op i lange eller endog meget lange romaner som Arthur Krasilnikoffs to store romaner om Lindas vandring fra land til by og Kirsten Thorups fire romaner om Jonnas vandring fra land til by.

I striben af moderne forfattere med landbobaggrund finder man også Jørgen Christian Hansen (1956-89). I løbet af sit korte liv nåede han at skrive flere romaner, bl.a. Guldsmeden (1981), Hermelinen (1982) og Knæleren (1983), og i et posthumt udgivet essay, „Tanker om en romanserie“ fra Den skrigende Buddha (1989), skrev han, at han i litteraturen søgte at genskabe den tabte kultursammenhæng:

Jeg er opvokset på landet, og dyr og hav og landskab var dele af min verden som baggårde, gader, biler og larm er det for bybørn. Jeg sad nu og studerede bøger, hvis indhold intet forhold havde til mit tidligere liv. Sådan var mit liv gået midt over, og måske var jeg fremmed begge steder, selv om jeg aldrig har lidt af kulturchok, tværtimod. Men måske begyndte jeg at skrive for at gøre verden hel igen.