Andagtsdigtning - Aandelige Siunge-Koors Første Part

I denne genre træder han frem i 1674 med Aandelige Siunge-Koors Første Part. Trods udgivelsens helt igennem gejstlige karakter sættes den dog – som den tidligere digtning – i relation til konge og nation. I en fortale til Christian 5. forklarer Kingo sit dobbelte forsæt med bogen. Dels det religiøse: at give sine medkristne anledning til at „ihukomme de særdelis sukke, som de ikke allene for sig self, men ogsaa for Guds Kirkis og vor reene Evangeliske Lærdoms floor og fremgang, saavelsom for Eders Kongl. Maysttz Arve-Husis Lyksalighed og det gemene bestis fremtarv ere skyldige at udøse“. Dels det kunstneriske: at bidrage til, at dansk sprog „udi Riime-kunsten“ ikke står tilbage for andre. „Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger.“

Kingos betoning af sit statsborgerlige sindelag i fortalen er dog ikke i niveau med samlingens indhold. Et intimt jeg taler i sangene i SiungeKooret. Her er ikke tale om forkyndende tekster til gudstjenestebrug („uddragne af den hellige skrift“, som der stod i reformationstidens salmebøger), men om „Bedesalmer“ til den daglige andagt i hus og hjem, der giver mæle til anfægtelsen ved at se sig udleveret til et jordisk livs forkrænkelighed.

Siunge-Kooret placerer sig således i sporet fra de rejse- og håndbøger til brug ved privatandagten, som kendes fra Hans Christensen Sthen. Det er også denne traditions brug af kontrafakturen, dvs. sammenføjningen af verdslige melodier og gejstlige tekster, der videreføres i Kingos melodivalg. Samlingens titel alluderer til Søren Terkelsens populære samling af pastorale erotiske viser, Astree Siunge-Choor, hvorfra melodierne til 4. og 6. dag er hentet. Kingo forklarer udførligt denne disposition i bogens anden fortale „Til dend Gunstige og rætsindige Læsere“, der måtte finde det „underligt og urimeligt“ at se åndelige sange forsynet med melodier, „som ellers af mange Siungis med forfængelig [verdslige] Ord“. Kingo begrunder sit valg med, at han „haver dermed vildet giort de velklingende og behagelige Melodier saa meget mere Himmelske, og dit sind (om dig det befalder [behager]) dis mere Andægtigt“. Musikken skal åbne sindet for tekstens budskab.

Samlingen er opbygget som en tidebog, hvor der til hver af ugens syv dage er knyttet en morgen- og aftensang, hvortil yderligere er føjet en parafrase over en af „Kong Davids Poenitendse Psalmer“ (dvs. bodssalmer). Dagens tre tekster forenes i tone og stemning ved at være skrevet til samme melodi. Med sin komposition anviser bogen således en praksis for de „Gudsfrygtigheds daglige øvelser“, som Kingo ifølge fortalen ønsker at fremme.

Konkret tager hver dags salmer udgangspunkt i det natursceneri, den syngende har for øje, henholdsvis solens opstigning og dens nedgang. Ved andagtsfuldt (eller med et religiøst begreb kontemplativt) at fordybe sig i disse scener, inderliggøres de som sindbilleder. I morgengryet kommer de os forjættende i møde som en appel til energifyldt at tage vor gerning i kald og stand op til næstens gavn og Guds ære:

Nu rinder Solen op Af Øster-lide,Forgylder Klippens Top Og Biergets side,Vær glad, min Siæl, og lad din Stemme klinge, Stiig op fra Jordens Boo, Og med din Tak og Troo Til Himlen svinge.

I aftenstunden, hvor „Dend klare Sool gaar ned“, bliver de en påmindelse om at se, indse og besinde os på det jordiske livs forgængelighed:

Jeg triner nu udi det Dugge-fulde Græs,Naturen siger mig: Bie lit, stat her og læsSee Morgen-blomsteret, hvor det er falmed nu! Det vaar Fragt [smukt], Nu er det slagt [slapt], Ach ! kom det dog ihu.

I disse overgangsriter oplever salmens jeg sig kastet ind i en verden af ubestandighed og omskiftelse og føler sin verden gå i skred, men det er også disse øjeblikke, der fortrøstningsfuldt åbner dets blik og allegorisk lader det gennemskue timelighedens billeder som tegn for en evig guddommelig orden. Ad den vej læses de konkrete naturbilleder både som udtryk for en overensstemmelse mellem Guds skabelses- og frelsesorden: „Hver Morgenstund fornyer Gud sin Pagt“ og som et tegn på, at hver enkelts skæbne hviler i Guds hånd. I sin opvågning til solens klare lys føler han sig „frelst og fri / Fra dødsens mørke sti“. Modsat bliver nattehvilen et manende varsel om døden: „Jeg vil min Død ræt nu af søvnen lære“. Når den bedende klæder sig af for at gå i seng, minder det ham om graven. Myggene, der stikker ham, får ham til at tænke på ormene, der engang skal vrimle i hans hud; mens hanegalet frydefuldt vækker håbet om genopstandelse. Gennem denne oplevelsesform gør Siunge-Kooret det muligt inden for døgnets gentagne rytme at erkende sit truede livsperspektiv i dets dramatiske dybde, men også Guds nådige forsyn.

I ydre forstand viderefører Siunge-Koorets morgen- og aftensange traditionen fra den før-reformatoriske „Dagvise“ og Sthens salmepar „Den mørcke Nat forgangen er“ og „Den liuse Dag forgangen er“, men i det indre er der hos Kingo kommet noget nyt til. De gamle salmers lovsang ledte tillidsfuldt frem til den prototypiske bøn om „Lycke oc gode Raad [kår]“. Sådanne bønner findes også hos Kingo, hvor han mod slutningen af morgen- og aftensangene har indføjet kirkens bønner om lykke og velfærd for kirke, konge og det almene bedste, som han i fortalen til kongen indskærper „aldelis ikke udi nogen Bede-Psalmer bør udeluk-kis“. Denne indskærpelse lader imidlertid også ane, hvor udvendigt disse led er knyttet til salmerne. I deres kernestrofer, hvor den bedende beder for sig selv, drejer det sig hverken om vækst og grøde eller lykke og trivsel, men om synd og frelse. Her er kampen mellem lyset og mørket et så oprivende drama, at sjælen undertiden må dysse sig selv til ro, inden tilliden til Gud indfinder sig: „Min Siæl, vær rolig lit, mens jeg mig tænker om,/ Hvad dog min Gud hand er langmodig, mild og from“. Men den bekymring, der kaster den bedende hid og did, er også forudsætningen for, at der udvikles et mentalt rum for selviagttagelse, selvbelæring og selvdom, hvori omtanke, afgørelse og ansvar trænger sig på, og hvor salmernes bodsperspektiv bliver synligt.

Siunge-Koorets første del er af flere læst som et udtryk for luthersk trosoptimisme, en tryg tillid til, at Gud skænker os frelsen ved troen alene. I den mest anvendte af samlingens salmer, „Nu rinder Solen op“, udtrykker jeget en sådan trossikker hengivelse:

Du best min Tarv og Trang O HErre kiender, Til med er Lykkens gang I dine Hænder,Og hvad mig tiener best i alle maade Du det tilforne seer! Min Siæl hvad viltu [vil du] meer? Lad Gud kun raade.

Ser man på samlingen som helhed, dominerer bekymringen imidlertid. I morgensangene forudser jeget foruroliget dagens fristelser og i aftensangene nattens trusler og erkender sin syndighed. Sthen kunne finde ro ved enkelt at bede: „Beuar oss Gud i denne Nat,/ For Dieffuelsens listig Pile“. Hos Kingo forfølger de farlige anfægtelser ham ind i søvnen i et opslidende opgør mellem indbyrdes stridende sjælelige instanser:

Falder nogen Drøm mig ind Udi min bekymred Hierne, Livsens Sool, og Jacobs stierneLyvs, da op mit mørke Sind! At ald Synde-damp maa svindeFra min Søvne-knytte Siæl, At mig Satan ey skal bindeUdi søvne som en Træl.(…) Giør min tanke til en stie,Hvor Guds Engle op og ned Mig i Himmel-spoor kand vrie [dreje]Til at see din Salighed.

Det betyder imidlertid ikke, at afgørelse og ansvar overdrages til jeget. For Kingo er viljen i luthersk forstand trælbunden. Viljen kan ikke ved fromhed og gode intentioner frelse sig selv, da den end ikke er i stand til at afvise fristelsen. Men den kan bede om, at Guds forløsende virke sker i jegets sind: „Gid jeg Sathans Lyste-Drik / Hade maa som Gift og Galde“.

Sammenknytningen af syndserkendelse, anger og ønske om forbedring bliver synlig i samlingens komposition. Mens morgen- og aftensangen er knyttet til døgnets skæringspunkter, står pønitense- eller bodssalmen, der afrunder dagen, over dette tidsskema som udtryk for viljens udbytte af morgen- og aftensangens selverkendelse. Tidesangene skildrer jegets skæbne, bodssalmen sammenfatter dets skyld og vilje til forvandling. Dette perspektiv blev yderligere pointeret, da samlingen i senere udgaver blev suppleret med et morgen- og et aftensuk for hver dag, der i et læsevers på 20-25 linjer sammenfatter den foregående sangs tema. Selv om disse Suk først blev indføjet i anden- og tredjeudgaven fra 1677 og 1680, brugte Kingo allerede i 1674-udgaven udtrykket suk som genrebegreb for samlingens digte. Et suk er et førsprogligt udtryk for en inderlig bekymring. Bodssalmerne har mange udtryk for sådanne psykosomatiske udbrud: „Klynke-stemme“, „sukke-banked Hierte“ og „de dybe Hierte-sukke, / Og de sørge-hik og klukke, / Saa jeg nep har Aande-dræt“. De er tegn på, at jeget for Gud frembærer den „sønderknused Aand, som Sorg for Synden bær“, der er forudsætningen for renselse og forvandling.