Den tænkning over novellen og den novellepraksis, der slår igennem i Danmark med Blichers, Ingemanns og Gyllembourgs fortællinger, har udgangspunkt i en europæisk fortælleform, der som sin kerne har en uhørt eller dramatisk begivenhed, en nyhed, deraf navnet „Novelle“ (af italiensk „novella“). Begivenheden kan være en enkelt handling i en bestemt situation, men kan også være et kompleks af handlinger og reaktioner, ligesom novellen ikke behøver at være tidsmæssigt begrænset til en meget kort periode, men kan udstrækkes over et længere tidsrum, som det ofte sker hos Blicher. Tanken er, at netop ved at koncentrere handlingsforløbet om et enkelt, afgørende element kan man spejle meget større forløb og begivenhedsrækker. Det er denne evne til koncentration, vi møder i alle Blichers bedste noveller. Her ser man, hvordan et kort tidsrums dramatiske begivenheder har forudsætninger og konsekvenser, som rækker langt ud over det lokale tidsrum, hvor de dramatiske begivenheder fortættes. Det gælder således alle de fire noveller, som er præsenteret i det foregående, at de centrale personer ved begivenhedens nedslag enten lægges i graven eller får hele resten af deres liv afgjort i tragisk retning.

Fælles for en række af de novellebegivenheder, man finder i Blichers bedste noveller, er, at de har en særlig og moderne skæbnekarakter, som adskiller dem fra mange tidligere tekster og især adskiller dem fra romantikken. Skæbnen er ikke længere indlejret i verdensordenen, men i mennesket selv. Det er ikke onde eller nådeløse udefrakommende kræfter eller en højere verdensorden, der fastlægger de hårde vilkår, mennesket er underlagt. Skæbnen stammer derimod fra mennesket selv, som viser sig at stå magtesløst i mødet med sine egne og andres lidenskaber og dermed får sit liv fastlagt af dette møde. De selvbilleder og de billeder af sin omverden, mennesket bygger op, står på lerfødder, og novellernes forløb afslører, at menneskets forsøg på at bemestre situationen med sin aktive bevidsthed og sin aktive handlen er evigt truet. Begivenheden har hos Blicher karakter af drifternes voldsomme indbrud i menneskets planer og i menneskets livsverden, som de knuser og afslører som illusioner. Menneskets egne forklaringsforsøg er håbløst utilstrækkelige i mødet med det uforklarlige og opfattes gentagne gange som en yderligere bevægelse ind i illusionen. Det gælder landsbydegnen, det gælder præsten i Vejlbye, og det gælder Wilhelm i „Sildig Opvaagnen“.

„Præsten i Vejlbye“ og „Sildig Opvaagnen“ er måske særligt interessante, fordi novellerne rummer både en ældre og en moderne skæbneforståelse. „Præsten i Vejlbye“ demonstrerer, hvordan den gamle er en fejlkilde, der lader mennesket selv fortolke sig ind i undergangen, fordi dets verdensforståelse er for ideel til den realistiske verden. Da præsten hr. Søren præsenteres for, hvad han synes er utvetydige beviser for, at han har slået sin karl ihjel, reagerer han, skønt han ved, at han er uskyldig, ved i sidste ende selv at finde på en forklaring, der gør ham skyldig både i jordisk forstand som morder og i religiøs forstand som vredladen og hovmodig synder. Derfor kan han se sig selv som hjemfalden til sin straf og gå den i møde i overbevisningen om, at retfærdigheden sker fyldest. Men dermed bringer han sig kun dybere ind i illusionen, fordi han frivilligt fortolker videre på det bedrag, Morten Bruus har gennemført for at ramme ham. Hr. Søren bliver altså inden for en ældre fortolkningsramme og magter ikke at se, hvordan det, der rammer ham, i virkeligheden har helt menneskelige årsager. Denne menneskelighed er til gengæld den nye skæbne, figurerne er indlejret i. De er ikke frie, men underlagt lidenskaber og selvforblændelser, der griber ind i deres liv med lige så voldsom kraft som tidligere tiders religiøst bestemte skæbner. Morten Bruus' egenrådige raseri og hr. Sørens hidsighed og længsel efter religiøs orden er sådanne menneskelige skæbnetræk.

Endnu tydeligere på dette punkt er „Sildig Opvaagnen“. Her får Elise selv ordet i tre breve til majoren, som hans kone finder under hans sygdom. Et af dem er skrevet umiddelbart efter det bal, hvor de to første gang kysser hinanden som resultatet af en forveksling på et karneval, hvor begge par er i samme dragt. I brevet udlægger Elise deres møde som udslaget af en overmægtig krafts indgreb i deres liv:

Skjæbnen, den dunkle Skjæbne selv er det, der mod vor Vidende og Villie har ført os til hverandre. Den har selv forenet os – hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg veed det: siden hiin Nat er jeg Deres for evig; jeg har faaet et nyt Hjerte, en ny Sjæl. Jeg er aldeles forandret; mine Tanker, mine Ønsker, mine Længsler have kun eet Maal – Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O! had mig ikke! foragt mig ikke! Det er ikke Sandselighed, som drager mig til Dem; nej! reen skal min Kjerlighed være; men tale med Dem maae jeg, for at udøse mit qvalfulde Hjerte, for at afbede en Brøde, for hvilken Skjæbnen alene maae staae til Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg skriver – Klokken 11 i Aften venter jeg Dem – min Mand er paa Landet – forbarm Dem over den ulykkelige **i**.

Men skæbnen har fået mindst én hjælpende hånd af Elise selv, der tydeligvis har planlagt sin maskering, så hun kunne ligne majorens kone. Skæbnefortolkningen i citatet er altså taktisk bestemt efter at skulle gøre et bestemt indtryk på majoren. Men heller ikke Elise er en fri intrigant, også hun er styret af sin egen helt menneskelige lidenskab for den hemmelige kærlighed, som bestemmer, at hun må sætte to familiers lykke på spil for at få den opfyldt. Også lidenskabens magt over majoren viser sig i den hede, der griber ham under hans febervildelse. Mennesket er altså fortsat ikke herre i eget hus, men den tvingende kraft ligger i det selv. I sin udfoldelse af det bliver Blichers store noveller den danske litteraturs første rent moderne tragediekunst.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Begivenhed og skæbne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig