Fire år efter udgivelsen af Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog blev en anden tekst genstand for strid i Heretica-gruppen. Det drejede sig om et rejsebrev af den britiske forfatter D.H. Lawrence med titlen „Ubekymrethed“, som blev bragt i årgang 1952 i Bjørn Poulsens oversættelse, efter at det oprindeligt var udkommet i 1928 under titlen „Overearnest Ladies“. Rejsebrevet gengiver et optrin på et sydeuropæisk hotel, hvor Lawrence på altanen var blevet forstyrret i sin nydelse af omgivelserne af en ældre engelsk kvinde, som ville samtale – og ikke om landskabets skønhed, men om Mussolini og hele den betændte politiske situation i Italien. Til Lawrences udelte irritation, skal det forstås, for han interesserede sig aldeles „ikke for Ret og Uret, Politik, Fascisme, abstrakt Frihed eller nogetsomhelst af den Slags“, meddeler han i brevet. Dermed stiller han en modsætning op imellem sin egen ubekymrethed og den ældre kvindes overdrevne bekymring, hendes overearnestness, som ikke gør andet end at spolere den ellers underskønne situation. Det får forfatteren til at spørge: „Hvorfor overser moderne Mennesker næsten uvægerlig de Ting, som de faktisk befinder sig imellem?“

Med dette spørgsmål strejfer Lawrences anekdote et af Hereticas hovedtemaer, nemlig det moderne menneskes åndsfraværelse, dets fortabelse i abstraktioner på bekostning af det konkrete og nærværende. Men den gør det på en måde, som delte vandene. Lawrences tekst kom til at fungere som et prisme, som gjorde et større spektrum af synspunkter blandt Heretica-gruppens medlemmer synligt. Af den sidste redaktion, bestående af Frank Jæger og Tage Skou-Hansen, blev teksten og de indlæg, som den afstedkom, således bragt som bevis på medlemmernes meningsmangfoldighed – for at „lægge en sprængladning under de dumme floskler om Heretica-kliken, om tidsskriftets sekteriske medarbejder-menighed, og om dets uomgaaelige dogmer“, som Jæger skrev. Selv skyndte han sig at indskrive sig i de ubekymredes lejr og levede sig fuldstændigt ind i Lawrences irritation. Her fik han selskab af Jørgen Gustava Brandt, der mente, at „det er muligvis det mest heretiske, der endnu har staaet i Heretica“. Det var Jægers medredaktør imidlertid lodret uenig i. For Tage Skou-Hansen var Lawrences ubekymrethed en turistagtig nydelsessyge, som i „i al sin slaphed“ var „en karikatur af den heretiske, fordi den generaliserer og vil give en personlig sandhed almen gyldighed udenfor kunstværket. Han er en gal hverver!“.

Således gav rejsebrevet anledning til en ivrig diskussion om, hvad der kunne gælde som forbillede for – og hvad der var vrængbillede af – den ægte heretiske holdning, og striden om forholdet mellem kunst og politisk engagement blussede op på ny. Det grovkornede udtryk, „gal hverver“, som Skou-Hansen brugte, var ét, han havde lånt til lejligheden af Jørgen Gustava Brandt, der oprindeligt havde taget det i anvendelse om Erik Knudsen i indlægget „Replik med en ildtang“ på grund af dennes moralske og politiske ambitioner på kunstens vegne. Gustava Brandt håndhævede heri det grundlæggende hereticanske forbud mod at stille kunsten til rådighed for ikke-kunstneriske formål, men at grænserne dog ikke var givne én gang for alle, gør Skou-Hansens indvending opmærksom på ved at påpege, at også Lawrences ubekymrede livsindstilling var et alment budskab, som denne brugte kunsten til at forkynde. Og når hververne var at finde i de upolitiskes såvel som i de politiskes rækker, hvor gik da grænsen mellem ortodoksi og kætteri, mellem uren og uplettet poesi? To figurer i yderkanten af gruppen tegnede sig for yderfløjene i denne strid: Jørgen Gustava Brandt og Erik Knudsen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Bekymrethed og ubekymrethed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig