Billeslægtens rimkrønike

Lyschanders største og mest originale værk er dog den slægtskrønike, han skrev på bestilling af den skånske Billeslægt, De Billers Iensis Sønners XVI Aaner, som regel blot kaldet Billeslægtens Rimkrønike. Værket er blevet givet til mindst fem af Jens Bille og Karen Rønnows syv sønner. Det blev til i perioden 1597-1602 og eksisterer stadig i forskellige afskrifter, hvoraf de fem kan føres tilbage til Lyschander selv. Selv om de elegant udførte, håndskrevne eksemplarer af krøniken er blevet givet til Bille-sønnerne, er selve teksten formentlig blevet til på døtrenes, Anne, Lisbeth og Birgittes foranledning. Måske er det især den lærde og slægtshistorisk interesserede ugifte Birgitte Bille (1575-1639), som har været initiativtager. Hun er i den første trykte udgave fra 1722 ligefrem anført som forfatter. Det var i det hele taget ofte kvinderne, der samlede på oplysninger om deres slægter. Således har fx Lisbeth Bryske og Sophie Below anlagt „slægtebøger“, hvori de samlede oplysninger om deres forfædre, gerne illustreret med kolorerede våbenskjolde.

Når Billekrøniken ikke blev trykt allerede ved sin tilblivelse, skyldes det, at der i overvejende grad var tale om et stykke privat slægtspoesi. I en af fortalerne frabeder Lyschander sig ligefrem også uautoriserede afskrifter. Sådan set kunne krøniken lige så godt være blevet skrevet på latin. Men Lyschander var klar over, at størsteparten af den ene halvdel af familiens medlemmer, nemlig kvinderne, måske i så tilfælde ville have svært ved at forstå den. Så af hensyn til modtagerens „højædle hustru“ (nobilissima uxore) skrev han på dansk.

Billekrøniken er blevet til på et tidspunkt, hvor det var vigtigt for adelens medlemmer at kunne føre deres slægt langt tilbage og påvise, at adelskabet havde bestået i mange generationer. En adelig kvinde kunne fx ikke gifte sig med en ikke-adelig uden at miste alt sit jordegods (reces fra 1547). For at være „helt rigtig“ skulle man faktisk kunne præstere otte adelige aner på både fædrene og mødrene side. Krøniken går videre end det og præsenterer det dobbelte: hele femten formødre får i et tilsvarende antal rimede monologer efter tur lov at fremføre deres liv og levned. Eneste mand, Claus Bille, får sit levned fremstillet i 3. person; kvinderne taler selv!

Det er bemærkelsesværdigt, at det i Billekrøniken således er kvinderne, der får lov til at fremstå som slægternes talerør. Til kønsrollefordelingen hørte ellers, at det hovedsaglig var manden, der talte på slægtens vegne. Kvinderne hos Lyschander fryder sig over hvert et godt giftermål, der øger slægtens magt og indflydelse; og de næsten skryder, når de kan fremføre, at mændene ikke blot er af god og gammel adel, men tilmed har været medlemmer af rigsrådet. Således lader Lyschander Margrethe Clausdatter Rønnov sige:

Min herre sad offuer ald SkonelandAlt som en fader for menige mand (…)Oc waar met Kongen y Rigens raadOc styrcked de lande met wise daadSig selff til megen wmage.

Men lige så bemærkelsesværdigt er det, at også de almindelige kvindeerfaringer med et stille, ægteskabeligt liv, og den ofte forekommende død i barselseng, kommer til orde, her hos Lisebeth Iensdatter Ulfstand:

Vi leffde tilsammen y atten aarOc deilige børn vi loude [efterlod os]Deres Æth oc rygte i Danmarck staarSaa mangen skøn slegt til goude.I Barszelseng kallede Gud mig henMin herre til sorrig oc quide

Den genremæssige forudsætning for Billekrøniken har været de allerede eksisterende dansksprogede krøniker, men det er første gang, at kun en enkelt slægt står på programmet. Selve monologformen kan Lyschander også have lært af Rimkrøniken, hvor alle personerne fra den danske kongerække efter tur fremsiger et digt om sig selv.

Slægtskrøniken handler om de lange stræk, generationerne, der afløser hinanden. Kærligheden er med, men underlagt slægtens, ikke individets perspektiv. Hedder formlen for hver monolog „Gud, Rigitt oc Slegten“, så er prioriteringen dog den modsatte: slægten og dens fremgang er det væsentligste. Opbygningen er ganske fast: giftermål, ægtemandens bedrifter, børn, egen død. Det sidste viser tydeligt, at vi ikke befinder os i realiteternes verden, men et andet sted. Vi er der, hvorfra livet fortrøstningsfuldt anskues – blandt sjæle og engleskarer:

Siden døde wy hen aff alderdoms meenI Wram [skånsk lokalitet] da huiler sig nu wore beenOc Sielen y Engle skare.

Slægtens repræsentation er en del af slægtens historie, hvilket også understreges af de smukke farvelagte våbenskjolde, der i flere af afskrifterne findes foran hver monolog. Forfædrenes efterfølgelsesværdige levned og opnåede ære kaster glans over nutidens arvtagere, der i lige måde er forpligtet til at opretholde og gerne øge æren.

Slægtskrønikens historiske fakta har måske fået en ekstra tand – beskedenhed hører i alt fald ikke til de mest fremtrædende dyder. Hvad det angår, kan slægtskrøniken sammenlignes med en anden samtidig genre: ligprædikenen. Også dér er der tale om slægtspromovering. I ligprædikenernes personalia-del, dvs. den del, der handler om afdøde og ikke blot er prædikenen over begravelsesdagens tekst, fremstår den dødes slægt og gerninger i en form, der minder om slægtskrønikens.

Ligprædikenerne blev ofte trykt, gerne i kostbart udstyr, så de adelige begravelsesgæster rigtig kunne se, hvad den enkelte slægt kunne præstere, økonomisk og intellektuelt, hvis præsten ellers var noget værd. Ligprædikenerne er den dag i dag en glimrende kilde til adelens økonomiske historie, dens slægtshistorie og dens mentalitetshistorie. Den adelige selvforståelse kommer fx til udtryk i Niels Hemmingsens ligprædiken over Herluf Trolle (1565):

Vide i huor faare [hvorfor] wi hede Herremend, hui [hvorfor] wi bære Guld kæder, oc haffue [have] Iordegods, oc ville vere yppermere oc høyre actet end andre? Der faare haffue wi denne ære for [frem for] andre, at naar vor Konning oc Herre, Land oc Rige haffuer det behoff [behov], da skulle wi Rigens Fiender affuerie [afværge, afvise], beskytte oc beskerme met mact oc all formue [formåen] vor Fæderne rige, at vore Vndersaatte, maa bo oc vere vdi fred oc rolighed: Ja ville wi haffue det søde, saa maa wi oc haffue det sure met.