Bispesæder, gudstjeneste og bogimport

Indgangsporten til den danske litteratur – i betydningen sammenhængende tekster i bogform – er tyskeren Adam af Bremens imponerende værk fra omkring 1075 om de hamburgske bispers historie. Den er selvfølgelig ikke dansk i snæver forstand, men for Adam lå danskernes rige inden for hans egen institutions virkeområde. Det var nemlig en afgørende del af ærkesædet Hamburg-Bremens selvforståelse, at det som den yderste kirkeprovins mod nord havde ansvaret for den nordiske kristne mission. Værket kan betegnes som begyndelsen på den danske (og nordiske) litteratur i den forstand, at vi her for første gang møder en litterær stemme, som delvis ser verden fra et dansk synspunkt og faktisk lader den danske konge Svend Estridsen (konge 1047-76) komme direkte til orde. Danmark fremstår hos Adam som den nære og forholdsvis trygge del af den store, vilde og temmelig ukendte verden mod nord. Danskernes kristendom var i det væsentlige sikret, hvilket gav Adam anledning til at betragte dem både som et eksempel for andre hedninge og som en integreret del af ærkesædet.

Netop i Svend Estridsens tid blev den danske kirke organiseret i en fastere bispesædestruktur, som skulle vise sig at give den nødvendige grobund for en hjemlig litteratur. Bogen havde naturligvis været et kendt fænomen på danske breddegrader allerede i flere hundrede år. Et vist overfladisk kendskab til den kristne tro og til eksistensen af bøger må man vel regne med fra senromersk tid (400-500-tallet), hvor også det germanske ord 'bog' (materialet bøg) må være blevet dannet i efterligning af det romerske codex for at betegne de træplader, som omsluttede romerske vokstavler og pergamentbøger. Hamburg-Bremens mission mod nord gik helt tilbage til begyndelsen af 800-tallet (Ansgar), der var interregionale mødesteder ved handelspladser som Hedeby og Ribe, en dansk konge havde over hundrede år før Adam proklameret, at han og hans folk var blevet kristne (Harald Blåtand, på den store Jellingsten, ca. 965), og små trækirker var begyndt at kigge frem. Men på trods af dette langvarige kendskab til skrift (herunder også runer) og til bøger som fænomen er der intet der tyder på, at man før Svend Estridsens tid producerede bøger i det, der var på vej til at blive Danmark. De få bøger til gudstjenesten, som udefrakommende præster havde med, må have været betragtet med ærefrygt, men deres funktion var mest symbolsk.

Første trin i fremkomsten af dansk litteratur var etableringen af en hjemlig bogproduktion. Den var utvivlsomt meget beskeden i slutningen af 1000-tallet i forhold til importen af liturgiske bøger, og der var stort set tale om kopiering af gamle tekster, liturgiske eller bibelske. Den ældste eksisterende bog af (formentlig) dansk oprindelse er den såkaldte Dalbybog, et evangeliar sandsynligvis fremstillet i Skåne i årene omkring 1070. Den tilhører en gruppe af bøger, hele eller fragmentariske, som har tydelige forbindelser til Nordtyskland: skriverne må være blevet oplært dér, forlæggene for kopierne kom vel fortrinsvis derfra, vielsen af Lunds kirke til den oldkirkelige martyr Laurentius var tysk-inspireret, og vi kender også til en højtstående dansker, der havde stu deret ved den berømte domskole i Hildesheim i begyndelsen af 1100-tallet.

Incitamentet til selv at fremstille bøger kom med de nye faste bispesæder (Børglum, Dalby, Lund, Odense, Ribe, Roskilde, Slesvig, Viborg, Århus). Den korrekte gennemførelse af messen og af de faste bønner gennem hele kirkeåret krævede flere bøger, og selve kopieringsprocessen medførte, at der kunne foretages lokale prioriteringer, fx i udvalget af helgener og de tekster, der skulle læses og synges ved deres festdage. Skridtet fra at kopiere allerede foreliggende tekster til at komponere egne blev taget netop i forbindelse med nye lokale helgener, for hvem der jo ikke i forvejen eksisterede læsestykker til gudstjenesten. Dette var ikke en særdansk udvikling, den kendes fx også fra Norge.