Blichers fortællere

Blichers novelle „Præsten i Vejlby“ med dens tragiske kriminalintrige har flere gange ført til dramatiseringer, blandt andet den første danske talefilm, der havde premiere i maj 1931 med Henrik Malberg, Eyvind-Johan Svendsen og Karin Nellemose i hovedrollerne.

.

En særlig central rolle i Blichers noveller spiller hans førstepersonsfortællere og hans brug af forskellige fortælleformer i forbindelse med dem. I Blichers bedste noveller er forholdet mellem fortælleren og hans fortælling dramatisk, så læseren ikke kan nøjes med at læse den fortalte historie, men må overveje forholdet mellem historien og den, som fortæller den. Samtidig er selve formen i flere af historierne styrende for deres udvikling. Blandt Blichers store noveller gælder det især de to „dokumentfiktioner“, „Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog“ og „Præsten i Vejlbye“.

„Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog“ (1824), hvis handling er henlagt til første halvdel af 1700-tallet, fortæller to historier. Den første er dagbogsskriveren, degnesønnen Morten Vinges ulykkelige livshistorie, den anden den dramatiske og ligeledes tragiske kærlighedshistorie mellem frøken Sophie fra Morten Vinges herskab og hans medtjener Jens. I Sophie genkender man Marie Grubbe, hvis liv Holberg havde behandlet før, og bl.a. J.P. Jacobsen skulle behandle siden. Vi møder Morten Vinge første gang som flittig og noget opblæst student hos præsten i Føulum, hr. Søren. Da denne dør, og Mortens far også dør umiddelbart efter, må han opgive sine studieambitioner og blive tjener på herregården Tjele, hvor præstens vilde søn Jens nu er jæger. Morten forelsker sig i herremandens datter Sophie, men hun og Jens forelsker sig i hinanden – trods standsforskellen og trods Sophies forlovelse med kongens uægte søn „Hans Excellence Hr. Gyldenløve“. Da affæren afsløres, og Jens bortvises, flygter Sophie med ham. Herren til Tjele har tidligere mistet sin anden datter ved sygdom, og hans søn er død under pesten i København. Sophies flugt er det sidste slag, som lægger ham i graven. Morten søger tjeneste i krigen mod Sverige, men fanges og indrulleres i den svenske hær. Han ender i Rusland, hvor han tilbringer 24 år, men ældet og livstræt vender han dog hjem og får ophold på en herregård på Falster. Her konfronteres han igen med Jens og frøken Sophie – eller hvad der er tilbage af dem efter et langt og opslidende liv på samfundets bund. Enhver kærlighed mellem dem er død, Jens er fordrukken, Sophie har prostitueret sig, begge er de hæslige, grove og udslidte at se til. Morten reagerer med væmmelse og rædsel:

Jeg tvivler paa, at jeg her faaer blivende Sted. Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte ikke kan undgaae at see hende. Endnu har jeg ikke talt med hende, for jeg skyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, som hverken behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det som En bød mig Forgift at drikke.

Rytmen afslører rædselen. Da han omtaler Sophie, må han fire gange inden for ganske få linjer sætte „hende“ i forhold til sig selv. Hans herre mærker hans ubehag og skaffer ham til hans hjemegn, hvor han får degneembedet i Føulum. Alle, han kendte, er døde, og selv står han tilbage „som et skaldet Træ på Heden“ med døden og det evige liv som sin eneste udsigt og længsel.

Lige så tragisk er fortællingen i „Præsten i Vejlbye“ (1829), der bygger på virkelige tildragelser i 1620'erne. Novellen er sammensat af to fiktive dokumenter, herredsfoged Eriks Sørensens dagbog og to 20 år yngre optegnelser fra præsten i Aalsøe, Vejlbyes nabosogn. Erik Sørensens dagbog fortæller om hans første tid i embedet, hvor han konfronteres med konflikten mellem den rige og uhæderlige Morten Bruus og Vejlbyepræsten, Hr. Søren, som er „en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende“. Erik Sørensen kommer straks på tværs af Morten Bruus, der uden held forsøger at bestikke ham. Han forelsker sig i og forloves med præstens datter, som også Morten Bruus tidligere har bejlet til, men fået nej fra. Hr. Søren har Morten Bruus' dovne og næsvise bror Niels ansat som gårdskarl, men får intet andet end konflikter ud af ham. Da Niels Bruus pludselig forsvinder, fortæller præsten sin vordende svigersøn, at han under en konflikt har slået ham med en spade, hvorefter gårdskarlen er stukket af. Morten Bruus hævder imidlertid, at Hr. Søren har slået hans bror ihjel, og har et vidne, der har set præsten grave Niels ned i sin have. Da dette undersøges nærmere ved en udgravning i haven, findes liget, og trods Hr. Sørens erklæringer om sin uskyld, ser herredsfogeden efterhånden i øjnene, at han må dødsdømme sin svigerfader. Han tager af kærlighed til sin forlovede skridt til at arrangere præstens flugt som en sidste udvej. Inden det sker, finder Hr. Søren dog selv forklaringen: Han har tidligere gjort besynderlige ting i søvne, og han tænker sig nu, at han i sovende tilstand har hentet liget af Niels og gravet det ned. Han opfatter misgerningen som Guds straf over sit alt for heftige sind, tager skylden på sig og nægter at flygte. Hans datter tager afsked med Erik Sørensen og forsvinder. Herredsfogedens dagbog slutter i et rædselsudbrud ved udsigten til Hr. Sørens henrettelse den følgende dag.

Til disse dagbogsblade føjes to senere optegnelser af Aalsøepræsten, som beretter, hvordan Niels Bruus mange år senere dukker op igen, hvorved det afsløres, at Hr. Søren var offer for en intrige. Morten Bruus fik dengang sin bror til at løbe af lande, da præsten havde slået ham, og begravede liget af en selvmorder i præstens have efter at have skamferet det til ukendelighed. Han anklagede derpå Hr. Søren med falske vidner. Henrettelsen af præsten var et justitsmord. Chokket over afsløringen tager livet af herredsfogeden, og heller ikke Niels Bruus, som har været uvidende om brorens planer, overlever opdagelsen.

For begge disse noveller gælder, at deres specielle opbygning er altafgørende. Fordi novellerne er udformet som en række selvstændige opnoteringer, indsnævres afstanden mellem det fortællende og det oplevende jeg, og læseren kan følge fortællerens udvikling gennem historien uden indgreb fra en senere erindrende instans. Dermed har fortælleren først i de sidste optegnelser af „Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog“ overblik over hele forløbet, mens Erik Sørensens optegnelser slutter, endnu mens han er fanget i sin tragiske misforståelse. Den unge herredsfogeds optegnelser har endnu en central pointe, fordi han i de tidlige endnu ikke selv er følelsesmæssigt involveret i ulykken og derfor kan se Morten Bruus klarere, end det siden lykkes ham. Da hans følelser først er blevet afgørende, kan Bruus spille på dem, så han i lutter panik over, om han kommer til urimeligt at begunstige dem, han elsker, ikke får fastholdt og arbejdet ud fra, hvad han godt ved fra tidligere erfaring: at Morten Bruus er en uhæderlig mand, der går bagveje til sit mål. Virkningen er, at han skader dem snarere end at begunstige dem og ufrivilligt er med til at forvolde deres død.

Optegnelsesteknikken giver en reportageagtig virkning, hvor læseren hele tiden følger begivenhederne i øjenhøjde med det oplevende jeg og ikke har adgang til nogen synderligt overlegen viden. Det betyder bl.a., at de punkter i forløbene, hvor tingene synes at lykkes for de to hovedpersoner, gengives uden kommentarer fra en fortæller, der ved bedre. Derfor karakteriseres chokket og sorgen, når alting går galt, ved selve omslaget i den fortællende stemme. Dermed kan læseren følge en bevidsthed i bevægelse fra begivenhed til begivenhed. Man kan fx se en opblæsthed udvikle sig hos Morten Vinge igennem de første optegnelser, hvor hans skriveform bliver gradvist mere latiniseret og hans selvforståelse gradvist mere oppustet, efterhånden som han tror, han har muligheden for at stige op i verden. Derefter kan vi følge denne arrogances fald, da hans muligheder tilintetgøres gennem først Hr. Sørens og dernæst hans faders død. Tilsvarende kan læseren følge hans uselvstændighed ved, at den bevidsthed, der ytrer sig i dagbogen, vedblivende tager form efter det miljø, dagbogsskriveren befinder sig i.

Anderledes forholder det sig med de retrospektive, altså tilbageskuende, noveller. Her befinder den skrivende sig på tidsmæssig afstand af hændelserne og kan derfor overskue deres forløb og med sin overlegne viden foregribe og fortolke historiens gang. Det betyder ikke, at det fortællende jegs fortolkninger nødvendigvis står til troende, men det betyder, at formen forandres, og at der kan skabes en anden type spændinger internt i værket, hvor det fortællende jegs organisering af og kommentarer til sit stof bliver af afgørende betydning.

Blichers måske mest komplekse brug af den retrospektive fortælleform ses i skandalenovellen „Sildig Opvaagnen“ (1827). Her foregriber fortælleren hele begivenhedsrækkens udgang i de allerførste sætninger, og der lægges straks en række detaljer til, uden at baggrunden egentlig afsløres:

Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede hverandre paa Gaden, Man foer omkring fra eet Huus til et Andet med Spørgsmaal: „Har De hørt det? veed De det? hvad mon var Aarsagen? mon han har gjort det i Vildelse?“ o.s.v. (…) Jeg, hans Præst, var den Eneste, som han havde daglig og længe hos sig. Børnene kunde han ikke lide at see; naar Nogen af dem kom ind, vendte han sig om til Væggen. Saaledes laae han i otte Dage; den Niende skjød han sig.“

Den skandaløse historie er et trekantsdrama i byen, der ødelægger fællesskabet mellem tre par venner i byens overklasse, præsten Wilhelm og hans kone, majoren og hans kone samt doktoren og hans kone, Elise, novellens kvindelige hovedfigur. De tre par har levet i et tilsyneladende harmonisk samliv gennem mange år, men da majoren bliver meget syg, kommer han i febervildelse til at afsløre, at han har eller har haft en affære med Elise. Det viser sig, bl.a. gennem nogle breve, doktoren får i hænde, at forholdet kan have været langvarigt, og at majoren er far til mindst et af doktorens børn. Brevene afslører også, at kærlighedslivet for Elise nødvendigvis er bundet til det skjulte. Doktoren, der til det øjeblik har troet sig lykkeligt gift, kan ikke bære opdagelsen og begår selvmord. Kort forinden er majoren død af sin sygdom. Da præsten en række år senere genfortæller begivenhederne, har tragedien udviklet sig videre. Kun tre af doktorens fem børn er endnu i live, da fortælleren nedskriver historien, og de bor i udlandet. Også majorfruen er død, tilsyneladende af sorg. Alene Elise er blevet i byen, men hun viser ingen tegn på anger og forbliver en forfærdende gåde for præsten.

Dette er imidlertid kun den ene side af sagen. Samtidig fremgår det nemlig af måden, hvorpå historien fortælles, at præsten uden at ville indrømme det over for sig selv også har været og stadig er fascineret af den farlige kvinde, og at han ikke forstår hende. Således husker han et skjult håndtryk fra hende, endnu da han fortæller historien om hende mange år efter – skønt han i sin beskrivelse af situationen hævder, at det var et af den type håndtryk, som man glemmer, så snart man har modtaget dem! Her og andetsteds er det bl.a. selve novellens retrospektive struktur, som underløber Wilhelm og afslører hans ubevidste ønsker. Samtidig viser hans forfærdelse over den ro, hvormed hun optræder, at han stadig ikke har forstået hendes interessante karakter. Novellen viser hende som et menneske, der lever i det skjulte, og hvis ydre ikke nødvendigvis afspejler hendes indre. Vi får aldrig at vide, hvad den gamle Elise tænker om historien, men hendes manglende ydre reaktion, som chokerer Wilhelm så stærkt, beviser ikke noget. Disse misvisninger hos Wilhelm bliver i Blichers hånd til en let dækket beskrivelse af hans samtids borgerkultur, hvis pæne overflade kan skjule en selvudfoldelse som Elises og en uerkendt lidenskab som Wilhelms.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Blichers fortællere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig