Chievitz' splittede opgør

Prostitutionen var udbredt i København i 1800-tallet. Chievitz tog sider af samfundslivet op, som ellers ikke normalt blev sluppet ind i tidens litteratur, og det samme gjorde en række billedhæfter, der udkom i 1850'erne, som tegningen med titlen „Gothersgade. Scener hver Nat fra 10 Aften til 4 Morgen“ eksemplificerer. Den optrådte som illustration i Træk fra Kjøbenhavns Gader. 8 lukkede Billeder alene for Herrer (1858).

.

Biedermeierkulturens sidste, bemærkelsesværdige resultat, før stormen brød løs i martsdagene 1848, var Poul Chievitz' splittede roman Fra Gaden (1848), der udkom ved juletid 1847 og straks blev mødt med forargelse i anmeldelserne. I dag forekommer den sært moderne og sært umoderne på samme tid.

Poul Chievitz (1817-54) selv var en outsider i de litterære miljøer i København. Han fik i modsætning til hovedparten af periodens forfattere hverken studentereksamen eller en akademisk uddannelse. Hans baggrund var realskolen og en kontoruddannelse. Hans litterære dannelse var resultatet af private studier. Igennem sit liv havde han forskellige kontoriststillinger, bl.a. i hæren under Treårskrigen som regnskabsfører for general Olaf Ryes brigade, og han var med ved slaget om Fredericia den 6. juli 1849. Efter krigen blev han ansat i Krigsministeriet, hvor han forblev til sin død af tuberkulose, kun 37 år gammel.

Chievitz tillagde sig tidligt en attitude som overlegen og vittigt-ironisk flanør og verdensmand, måske på grund af en vis underlegenhedsfølelse. I sine erindringer, som rigtignok blev skrevet længe efter Chievitz' død, beskriver Meir Aron Goldschmidt ham således:

Chievitz var et Par Aar ældre end jeg, omtrent 22 Aar, og Kommis paa et Handelskontor. Men jeg har sjelden truffet Nogen, der i den Grad som han saa ud som en Student, d.v.s. ung, begavet, med Præg af Ideer og Forestillinger fra en ideal Verden og Drømme derom. Men heri var dog noget Skin; thi hans medfødte Fantasi og Sans var uden kraftig Næring og Ledelse; det Udbytte, han havde faaet i en Realskole, havde ikke gjort ham til Kjøbmand, og idet han var utilfredsstillet af sin Stilling og higede efter noget Aandigt eller efter at gjøre sig gældende som aandfuld, bødede han paa det Manglende ved spredt Læsning mest i den franske Literatur.

Chievitz debuterede i 1845 med sædeskildringen Saaledes forholder det sig, som har den ironiske undertitel Nytaarsgave for Forlovede. Original Fortælling af Annette T – . Den lille roman viser tre unge cigarrygende studenterkammerater, der deler logi og morer sig med tre grisetter, dvs. selverhvervende unge kvinder af beskedne sociale kår, som de inviterer på udflugter. For datidens unge borgersønner var grisetter (også kaldet sypiger) erotisk lettere tilgængelige end borgerskabets ærbare døtre; deres omdømme var tilsvarende blakket. I Chievitz' bramfri sprog består forskellen mellem de fine damer og grisetterne i, at de første „gjerne ville æde, men ikke arbeide, og de Sidste er dem, der arbeide for at æde.“

Vennernes indbyrdes relation ændres, da en af dem forlover sig med den unge borgerdatter Fanny, uden at han rigtigt er parat til at opgive sin hidtidige forsorne livsførelse, samtidig med at han er led ved den. Han hæver forlovelsen, og der opstår et rivaliserende forhold til en anden af vennerne, mens den ulykkelige Fanny ender med at blive gift med en svensk baron. Bogen slutter med en naivt-ironisk efterskrift til „Mine Damer!“ af den 16-årige Annette T., som angiveligt har skrevet historien, og som fortæller, at „lige til i Formiddags gik jeg i den Formening, at der ikke var noget Ondt i, at jeg skrev om, hvorledes det forholder sig i Verden.“

Og det var præcis dét, Chievitz gerne ville vise samtidens læsende borgerskab. Hans replikkunst og illusionsløse realisme kan undertiden foregribe Gustav Wieds tidlige novellesamlinger fra 1890'erne. Det er virkelighedsnært talesprog. Bogens stof opviser stor lighed med Chievitz' anden roman Fra Gaden, som er hans egentlige adkomst til en plads i den danske litteraturhistorie.

Fra Gaden rummer en række forskellige fortællelag. Den tager sin begyndelse hos et flanerende alter ego for Chievitz selv, som kommer i besiddelse af en række dokumenter, der tilsammen danner en kontrapunktisk fortælling om to venners respektive kærlighedshistorier, Flint med Augusta og Felix med Emilie. Det første dokument er ført i pennen af en tredje ung mand, hr. Jespersen, „Cancellisten“ kaldet, en håbløs moralist og pedant, der – i begyndelsen uden at vide det – bejler til samme kvinde som den ene af de to mænd. Indlejret i denne beretning er de to unge mænds beretninger om deres kærligheds begyndelse, derefter følger nogle småtekster, indtil en mere nøgtern tredjepersonsfortælling tager over ca. en tredjedel inde i romanen og fører historien til sin afslutning, dog med den særhed, at den også rummer en længere beretning fra en af de andre personer, kancellistens mere duelige fader kaptajn Jespersen.

Som Carl Baggers Min Broders Levnet interesserer også Fra Gaden sig for sider af samfundslivet, som ellers normalt ikke blev sluppet ind i periodens litteratur. De to venner Flint og Felix er ikke fødte medlemmer af borgerstanden; deres synspunkt på borgerskabet afspejler, at de bevæger sig på gaden og kommer ind i borgerskabets rum fra gaden. Vilhelm Flint er musiklærer, og Felix Bearn student. De fester, turer rundt i byen og har erfaringer med kvinder af en anden art end borgerskabets ærbare døtre. I modsætning til Arthur Harring fra Baggers roman, styrer de dog ikke mod deres undergang eller er hjælpeløst fortabte i deres egen depravation. Til gengæld er borgerskabet gennemtrukket af en nyfigen selvglæde og en dobbeltmoral, der manifesterer sig tydeligst i Emilies tante, fru Lind, hvis moraliserende dømmesyge skjuler hendes egen letlevende fortid og hendes hjerteløse måde at overgive sit udenomsægteskabelige barn til sin forhenværende tjenestepige, en skruppelløs forhenværende tugthusfange. Disse to træk støder sammen i romanens bedste passage, hvor Flint og Felix får kancellisten, der her endnu fører ordet, med på et sold, således at romanen kan få lov at udfolde en skærende ironi i modsætningen mellem kancellistens vedblivende fastholdelse af sin moralske overlegenhed og hans fordrukne opførsel.

Den vigtigste skydeskive for Chievitz' vid er samtidens populære romaner (fx fru Gyllembourgs), hvis skildringer af borgerskabets liv og hvis renhedsforestillinger her fremstår som udtryk for den dobbeltmoral og snerpethed, der hersker i selvsamme borgerskab. Parodien bliver ekspliciteret i begyndelsen af romanen, hvor Chievitz lægger følgende selvbeskrivelse i munden på kancellisten:

Den moderne nordiske Romanlitteratur havde ogsaa sine Tillokkelser for mig; jeg fattede det dybt Følte i dens gemytlige Skildring af de huuslige Forhold; men under Indtrykket af denne Læsning opstod det Ønske hos mig at opleve noget Lignende, og jeg besluttede at benytte de Anbefalingsbreve, som jeg havde til forskjellige Familier, for paa denne Maade muligt at opnaae dette. Det lykkedes mig ogsaa. Jeg blev vel modtaget i flere Familier, men især eet Sted, hos Fru Saint-Clair, forekom det mig at Omgivelserne bedst harmonerede med de Ideer, som de omtalte Romaner havde vækket i min Sjæl. Da jeg første Gang sad i den hyggelige Dagligstue i en fortrolig Samtale med Fruen, medens hendes attenaarige Datter Emilie var beskjæftiget ved det ziirlige Theebord, da ahnede det mig, at nu begyndte mit Hjertes Drama at udvikle sig, og jeg besluttede at nedskrive disse Erindringer, idet jeg erindrede Fru Flygares Ord: „Ett fölande hjertas vågnen, lif och kamp er en roman.“

Allerede det, at romanlæsningen giver en sådan impuls, er let mistænkeligt, men helt tydelig bliver polemikken, når det efterfølgende viser sig, at den, der udtaler ordene, er romanens mest udtalte nar, hvis latterlige forlæsthed er dybt integreret med hans selvhævdelse og selvoptagethed. Også borgerskabets litterære ideologi er under beskydning: Forholdet mellem Flint og Augusta har samme udenomsægteskabelige karakter som det, fru Gyllembourg fremstillede i „Drøm og Virkelighed“, men er her ideelt, ikke syndigt og nedbrydende.

Men det er ikke kun biedermeierkulturens pæne side, der angribes, også modebegrebet om det interessante må stå for skud, når kancellisten i en tirade om kvindens udvikling når frem til, at det interessante i kvindens liv består deri

at den unge Pige ikke kjender andre Kys end de søsterlige, dem hun skjænker sin Moder, sin Søster og sine Veninder, og at hun i sin Uskyldighed troer, at hendes tilkommende Forlovede kun vil nyde lige Ret med disse. Indseer De det Naive? Men indtræffer det interessante Moment, da ubekjendte Følelser forstyrre det unge Hjertes Ro; dette interessante Moment, der er Blomsten i vort Livs Poesie, da ahner hun dunkelt, at det Kys, hun giver sin Forlovede, har en langt større Betydning. Men den dannede Pige maa ikke for Verden røbe sine Følelser.

Skydeskiven er tydeligvis Kierkegaard. Det er hans forfører, der er blevet domesticeret næsten til ukendelighed. Men også kun næsten: Kancellistens udgydelser deler emne og til en vis grad synspunkt med Johannes Forføreren, men hos ham er den forlovede blevet det interessante ideal, hvor forlovelsen hos Kierkegaard var topmålet af spidsborgerlighed. Samtidig er kancellistens fremstilling lige så dum og banal, som forførerens er begavet og kompleks.

Trods de litterære og sociale frimodigheder er Fra Gaden ikke nogen samlet formulering af et nyt synspunkt. Romanen lever på et lånt lys, og kun de parodiske træk i den er rigtigt vellykkede. De er imidlertid ikke nok til at udgøre en sammenhængende roman, så i gennemførelsen af fortællingen griber Chievitz til alle de mest velkendte træk fra den tradition, han kritiserer. Intrigens forløb er – „usømmelige“ elementer eller ej – som taget ud af en roman af fru Gyllembourg. Den sigter imod at forene de rette elskende med hinanden gennem en slynget og kompliceret handlingsfølge delvis baseret på tilfældigheder og urimeligheder. Således da det afsløres, at Augusta i virkeligheden er fru Linds og kaptajn Jespersens illegitime barn, hvad der brat forvandler hele situationen. Dermed går luften også af den sociale kritik, fordi tjenestepigen i virkeligheden ikke er en tjenestepige (som i „Drøm og Virkelighed“), men en borgerdatter, om end født udenfor ægteskab.

På samme måde er der sprækker i det moralske frisind. Således er det, trods de unge mænds frisindede liv, af største betydning, at Augusta netop ikke er blevet prostitueret, ligesom det er en forudsætning for kærligheden imellem hende og Flint, at han vogter sig og ikke lader sig forlede af sine drifter til at gå i seng med hende. Ligeledes sigter romanen imod præcis det samme punkt, som næsten alle fru Gyllembourgs romaner, idet hele handlingens forløb ikke alene skal forene to par elskende, men skal forene dem inden for borgerskabets rammer og på borgerligt acceptable præmisser. Hvordan forholdet er mellem denne opstigning til samfundsmæssig accept og så det mere vidtløftige erotiske liv, de unge mænd har levet tidligere, afklares aldrig.

Dermed står romanen i en splittet mellemposition, der ligner Chievitz' egen dobbelthed. Den står nok på distance af kulturen i borgerskabets stuer og kan rette kritik imod dets moral, men den er ikke fri for længslen efter adgangen til de selvsamme stuer og kan ikke formulere et sammenhængende alternativ til dem. Chievitz' roman kommer ganske rigtigt ind i borgerskabets stuer fra gaden, men den kommer trods alt ind. Man skal længere op i århundredet, før den mulighed åbner sig, at man kan holde sig udenfor – blive gaden og slet ikke komme ind.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Chievitz' splittede opgør.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig