Illustration til førsteudgaven af Charlotta Dorothea Biehls oversættelse af Don Quichote (1776). Don Quichote ruster sig til kampen mod vejrmøllerne, som han opfatter som lige så mange vældige kæmper. Oversættelsen hører til de største danske oversættelsesbedrifter. I stadig nye, sprogligt tilpassede udgaver holdt den sig helt frem til 1999. Sproget havde Biehl med sit hurtige nemme lært af en spansk diplomat.

.

Rosenborg Have eller Kongens Have ca. 1780. Haven blev åbnet for publikum og var et yndet udflugtsmål for de fornemme klasser. Det var her, Charlotta Dorothea Biehl første gang mødte sit livs store kærlighed, den 20 år yngre, senere hofmarskal Johan Bülow.

.

I 1771 skriver Biehl sin sidste komedie, i 1773 udkommer hendes samlede Comedier i to bind, og sidste gang, hun opføres, er i 1774. På dette tidspunkt var nye æstetiske og dramaturgiske idealer slået igennem, dels repræsenteret af Lessing og hans danske discipel Rosenstand-Goiske, dels af Klopstock og Ewald. Den dramaform, hun repræsenterede, havde udtømt sine muligheder.

Ikke desto mindre er Biehls mål i 1770'erne stadig teatret. Hun oversætter Lessings Emilia Galotti og forsøger selv at skrive en tragedie i hans stil, siden også nogle syngespil, alt sammen temmelig mislykket, men først efter at den nye teaterdirektør H.W. von Warnstedt i 1779 med sit ifølge selvbiografien „umenneskelige Brev“ så at sige smækker døren i ved utvetydigt at meddele hende, at teatret ikke ønsker at modtage eller spille hendes stykker, giver hun op. I mellemtiden havde hun fået tiden til at gå med det, hun i eftertiden først og fremmest er blevet husket for, oversættelsen af Cervantes' Don Quixote (1776-77). I stadig nye, sprogligt tilpassede udgaver holdt denne oversættelse sig helt frem til 1999. Dens berømmelse beror ikke mindst på den sikkerhed, hvormed hun formår at ramme romanens charmerende, let ironiske grundtone og skifte mellem forskellige stilniveauer, fra Don Quixotes høviske stil til Sancho Panzas platte grovheder, et vidnesbyrd om hendes fortrolighed med såvel den aristokratiske dannelse som de mere grovkornede sider af Holbergs komediesprog.

Den samme sproglige vitalitet kan ikke siges at udmærke hendes egen fiktionsprosa, som hun kastede sig over, efter at Warnstedt havde sat en effektiv stopper for hendes forhåbninger om et scenisk comeback. Det blev til fire bind Moralske Fortællinger (1781-82) og den tusind sider store brevroman Brevvexling imellem fortrolige Venner (1783), begge værker, hvis ret farveløse normalprosa er blottet for såvel ironi og humor som individuel karakteriseringskunst. Fortællingerne med titler som „Emilie eller den belønnede Standhaftighed“ (jf. Richardsons Pamela eller den belønnede Dyd), „Den straffede Stolthed“, „Den falske Ven“ – Biehls hævn over Warnstedt, der her udstilles som homoseksuel – er således helt ned i detaljen didaktiske demonstrationer, hvor fortælleren benhårdt styrer forløbet. Har man læst én, har man læst dem alle, for de fortæller alle den samme historie, historien om verden som et farligt sted, hvor alle mulige fristelser og onde mennesker lurer, og hvor det ubefæstede hjerte bliver en kastebold for omverdenens forføreriske hensigter. Heldigvis findes så også gode mennesker med den rette forståelse af både verden, unge mennesker og de midler, der skal til for at bringe dem på dydens rette vej, dvs. gøre dem til nyttige medlemmer af samfundet og trofaste ægtefolk. Den mere eller mindre skjulte problemdebat i komedierne er med andre ord her afløst af et renlivet opdragelsesprojekt, en slags oplysningspædagogik tekstet for døve. Lidt det samme gælder brevvekslingen, der i vidt omfang fungerer som reservoir for Biehls meninger om alt mellem himmel og jord, fra amning til Goethes Werther, som hun bruger fyrre sider på at gøre op med.

Den sidste opblomstring i forfatterskabet skyldes den tyve år yngre kammerjunker, senere hofmarskal Johan Bülow, som i 1782 blev hendes nærmeste ven og fortrolige. Han var på det tidspunkt kronprinsens lærer og blev senere hofmarskal. I perioder skrev hun dagligt til ham, og der er bevaret ca. 450 breve til ham. Måske netop fordi ægteskab på forhånd var udelukket, var forholdet til ham det nærmeste, hun kom et kærlighedsforhold. I hvert fald bærer hendes breve til ham præg af mere end almindelig hengivenhed, snarest tilbedelse. På et tidspunkt opfordrer han hende til at skrive om sine indtryk fra den nyeste historie, som hun fra sin bolig på Charlottenborg havde en betydelig insiderviden om, også som følge af sine mange mandlige bekendte med tilknytning til hoffet.

Resultatet foreligger i de såkaldte Historiske breve, der er skrevet 1784-85, første gang trykt 1865-66, og som handler om især Frederik 5.s og Christian 7.s regeringsår frem til kuppet mod Guldberg og Frederik 6.s fremtræden på scenen i 1784. Brevene om dette sidste, „Regjeringsforandringen“, som Bülow selv var involveret i og kunne forsyne hende med dokumenter om, er så at sige clouet i denne samtidshistoriske beretning, der sprudler af liv og fortælleglæde.

Ud fra sin viden og personlige oplevelser gengiver eller snarere gendigter hun episoder fra hoffet, store eller små, oftest meget detaljeret og uden at skåne den sarte læser for stærke, næsten marquis de sadeske indslag, som når hun skildrer, hvordan den dybt alkoholiserede Frederik 5. pisker de kvinder, han får til at danse nøgne på bordene under sine drukgilder. Alligevel har hun meget sympati for ham, en sympati, der omfatter de fleste, bortset fra netop moralens vogtere, deltagerne i kuppet mod Struensee i 1772, disse „drabelige Helte“, som hun foragteligt kalder dem. Også Struensee giver hun nemlig lang line, roser hans reformer, men beklager hans mangel på religion, som ifølge hende ville have givet ham modet til det selvmord, som kunne have sparet ham for fængslets og henrettelsens ydmygelser. Historien om, hvordan Struensee og Caroline Mathilde ved skæbnens og tilfældighedernes spil nærmest drives i armene på hinanden, er et af højdepunkterne, et andet historien om bortførelsen af skuespillerinden jomfru Rose, der kan læses for sig selv som en af Biehls fineste fortællinger.

Chronique scandaleuse kalder hun flere gange sine breve. Navnet refererer til1600-tallets ofte meget nærgående skildringer af intrigerne og de mere letfærdige sider af livet ved det franske hof, hvor hendes egne om det danske hof kan siges at udgøre en slags parallel til Madame de Sévignés breve om forholdene under Ludvig14.Ligesom disse ikke blot var bestemt for modtageren, men cirkulerede i en bredere kreds, har noget lignende formentlig foresvævet Biehl, i hvert fald at en eftertid skulle blive bekendt med dem. Ellers havde hun næppe meddelt Bülow ting, han udmærket måtte have vidst i forvejen.

I 1787 får Bülow, der i mellemtiden har giftet sig, selvbiografien, og besøgene hos Biehl bliver efterhånden stadig sjældnere. Tre måneder før sin død i 1788 sender hun ham dette brev:

Atter Otte langsomme Uger forløbne uden at mit længselsfulde Øye har seet det eneste paa Jorden, der kan glæde det. O at Himlen snart vilde Lukke dette forgrædte Øye for stedse, og bringe min beængstede Siæl til Roe og Hvile. Men ak! Er der ogsaa Hvile for den! Er den Meening sand: at Siælens Attraae og Bevægelse følger den, hvad Roe har da jeg at vente? Vil ikke dens Higen, Sukken og Attraae klæbe ved den, og blive min Straf, fordi jeg satte al min Hue og Glæde til et Menneske der kan forandre sig, og ikke til Ham, der er uforanderlig.Stakkels Dorothea! Havde du nogensinde troet at kunne føle afsky for dit egne Væsen? og dog er det bleven dig forhadt. Du forlader Sengen sildig, iler tidlig til den for at skye Dagen og undflye Menneskerne; men ak! du kan ikke undflye dine smertelige Følelser.

Brevet siger noget om den forvandling, mødet med Bülow har afstedkommet. Det er, som om hun her sent i sit liv bliver indhentet af de følelser, som hun ellers har båndlagt. Af samme grund glider hun ind i det sprog, hun havde hudflettet i sine tørre moralske fortællinger, den umulige længsels, den selvfortærende følelses sprog. Hun var alligevel tættere på det, end hun vidste, eller måske tog hun netop derfor så voldsomt afstand fra det. På den måde fuldbyrdes også i hende overgangen mellem den gamle fornuftstro og dydsmoral og den nye tids følelsesoprør og individualisme.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Chronique scandaleuse og sjælens attrå.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig