Danmark i Europa

Da Norden i 900- og 1000-tallet blev inddraget i den kristne kultur, var det både over Nordsøen og sydover fra Det Tyske Rige, at inspirationen blev hentet. Samtidig hermed, i løbet af 900- og især 1000-tallet, opstod der en række selvstændige kongedømmer i den nordlige og østlige periferi, først og fremmest Norge, Danmark, Polen, Bøhmen, Ungarn og Kijev. Her skal man ikke tænke på præcist definerede territorier eller et stærkt statsapparat, men på nogle (skiftende) dynastier, som formåede at opretholde en vis loyalitet af længere varighed blandt de lokale aristokrater, og som samtidig grundlagde bispedømmer. Herved bliver disse lande en fasttømret udvidelse af det latinske Europa, og selv et nyt springbræt til yderligere militær og kulturel ekspansion i 1100- og 1200-tallet (fx de baltiske korstog). Som kirkeprovins opnåede Danmark allerede selvstændighed i 1104, da Lund blev ærkebispesæde. Den kirkelige administration lå i praksis i hænderne på det lokale aristokrati med kongen i spidsen. Den del af det lokale aristokrati, som blev bisper, abbeder o.l., blev tilpasset en international skrift-, rets- og administrationskultur. Dette smittede efterhånden af på den verdslige administration, og i løbet af 1200- og 1300-tallet udviklede der sig også et statsbureaukrati. I modsætning til fx Polen forblev Danmark et kongedømme på trods af alvorlige interne aristokratiske stridigheder og Det Tyske Riges og de tyske stormænds interesser i hele det baltiske område inklusive Danmark. I samme periode fremstod England og Frankrig ved siden af Det Tyske Rige som de dominerende stater i det høj- og senmiddelalderlige nordeuropæiske statssystem. Men Danmark (og Norden) hævdede sig også her som en middelstor magt, ikke mindst efter den dynastiske sammensmeltning af Norge og Danmark fra 1380 og med Sverige i Kalmarunionen fra 1397. Medvirkende til denne stilling var den øgede urbanisering af Europa, udviklingen af landbrugs-og skibsteknologi samt boomet i håndværk og handel – alt sammen noget, som kom landene omkring både Nordsøen og Østersøen til gode.

Mod slutningen af middelalderen fremstod Danmark som en mellemstor magt med en relativt blomstrende økonomi og – i lighed med andre europæiske magter – med en væsentlig stærkere territorial selvforståelse end tidligere. Kulturelt set havde Danmark i 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet ligesom hele Vesteuropa været stærkt påvirket af Frankrig, eller rettere af den internationale kultur i Frankrig. Dette gælder både kunst (gotikken), litteratur (de høviske idealer) og intellektuel kultur (se nedenfor om universiteter). I senmiddelalderen stod Danmark i livlig udveksling særligt med de tyske lande og byer, og nedertysk (plattysk) var et etableret tale- og skriftsprog på dansk grund. Reformationens forløb viste tydeligt, at Danmark kulturelt set kunne betragtes som en nordtysk provins omkring 1500.