Allerede radioen havde forvandlet dagligstuen til et kulturtempel, hvor man iført slåbrok og tøfler kunne høre koncerter, hente teateroplevelser og holde sig underrettet om tidens gang. Men med fjernsynet blev det store kulturtilbud samlet på en 14- eller 24-tommers skærm, og både dagliglivet og dagligstuen måtte indrette sig på denne skærm.

.

Både dagliglivet og dagligstuen måtte indrette sig på fjernsynsskærmen Møbleringsforslagene stammer fra artiklen „Fjernsynet bestemmer“ i det første nummer af Bo Bedre, marts 1961.

.

Bild. Skagen Strand. Déja-vu kalder Ole Sporring dette billede af Skagen Strand, men gensynet i 1980 med skagensmaleren P.S. Krøyers berømte billede af de lyse kvinders strandvandring er ikke fyldt med gensynsglæde. Et lille Dannebrog vajer forsagt over en klit, men forude venter undergangen repræsenteret ved det tyske Bild Zeitung, indbegrebet af en degraderet og destruktiv massekultur.

.

Med fjernsynets masseudbredelse fik alle mulighed for at se nærbilleder fra verdens krigsskuepladser, og billederne fra Vietnam virkede voldsomt mobiliserende på den politiske modstand mod amerikanernes forsøg på at bombe Ho Chi Minh fra magten. Fotografi fra 1966.

.

I 1960'erne rykkede den store verden med fjernsynet ind i dagligstuerne, og samtidig rykkede danskerne med charterrejser ud i den store verden. Uddannelsessystemet eksploderede, alle blev i princippet flersprogede, og ude i de fjerneste afkroge af Danmark begyndte man at blive fortrolig med andre kulturer, med engelsk, fransk, tysk, spansk, men selvfølgelig især med den amerikanske kultur, Hollywoods film, Motowns plader mv.

Alligevel eller måske netop derfor har den nyere danske litteratur været ekstremt optaget af, hvori det danske består, eller hvorvidt det danske består. I rækken af nationale skæbneår, nederlaget 1864, genforeningen 1920, befrielsen 1945, rykkede 1972 med det store valg om EF ind som det seneste og, mente nogle, sidste år. Ebbe Kløvedal Reich påkaldte både Holger Danske og Grundtvig, og man begyndte at kunne forestille sig en verden, hvor Danmark var forsvundet fra verdenskortet. Ole Wivel forsikrede, også i digte, om, at Danmark ligger her endnu (1979), men Benny Andersen digtede om dengang Da Danmark blev nedlagt (1976), og Jens Smærup Sørensen udkastede i den groteske samfundssatire Mit danske kød (1981) en fantasi om, at Danmark og det danske sprog skulle kortlægges, inden det ganske forsvandt.

Der er siden 1960'erne blevet sat spørgsmålstegn ved det danske og det nationale ud fra flere forskellige synspunkter, både økonomiske, politiske, kulturelle – og i toneangivende miljøer har det nationale været dårlig tone. Men tabueringen af nationalfølelse, multinationaliseringen af virksomhederne, afgivelsen af suverænitet til EF og den store immigration af folk fra fremmede, især islamiske kulturer har ikke forhindret Danmark i at stå højt på digternes dagsorden. Blandt de forfattere, der har bidraget til den litterære kortlægning af Danmark, finder man så forskellige skikkelser som Klaus Rifbjerg, Henrik Stangerup, Ebbe Kløvedal Reich, Benny Andersen, Jens Smærup Sørensen, Peter Høeg, Inge Eriksen, Anne Marie Løn og Vibeke Grønfeldt.

Men fra hvilke vinkler blev det litterære Danmarkskort tegnet? Nogle valgte som Thorkild Bjørnvig naturens perspektiv, andre lagde som Ebbe Kløvedal Reich særlig vægt på historien, og andre igen betonede sproget – lige fra Inger Christensen, der i 1965 skrev, at „det danske sprog taler for sig selv“, til Gustav Christiansen, der i 1980 udsendte Degte på dænsg, skrevet med „tsotsaldestrugtsiv ratsgrivning“.

Som iagttagere er forfatterne allerede på afstand af det Danmark, de enten søger eller forsager, og den moderne globalisering placerer let forfatteren i en position, hvor hun eller han kun udefra kan finde ind til det særligt danske. I interviewet „Hofferne og det danske sprog“ (Berlingske Tidende, 27. februar 2002) betegner Morten Søndergaard den danske forfatter som „en slags ambassadør for det danske sprog“, men det er unægtelig en metafor, som kalder spørgsmålene frem. Er forfatteren ambassadør for det danske sprog i et Danmark, der er ved at blive fremmed for sig selv, eller er han ambassadør for det danske sprog i det, man kunne kalde Verdenslitteraturen. Man hører et ekko af Grundtvig og genrejsningsstemningerne efter 1864, når Søndergaard tilføjer: „Vi tilhører et ganske lille sprog, som tales i et meget lille land. Vi er det sprog. Derfor er der brug for, at der findes nogen, som orker at holde det ved lige.“

Allerede på runestenene er ristet forestillinger om danskerne, men først i 1800-tallet blev nationalfølelsen et folkeligt anliggende, og litteraturhistorien blev en af dens hovedkilder. Også de kosmopolitiske kulturradikalere, fra Georg Brandes til Poul Henningsen, bidrog til den kunstneriske formning af Danmarksbilledet, men verdenskrigene skabte et uhyre ambivalent forhold til alt, hvad der havde med nationalfølelse at gøre. På den ene side viste nazismen, hvad løbsk nationalisme kunne føre til, på den anden side voksede nationalfølelsen med modstanden mod besættelsen. Efter krigen udvikledes FN og andet internationalt samarbejde som et værn mod den aggressive nationalisme, der havde ført til to verdenskrige, men med internationaliseringen flammede nationale følelser op igen, snart i modstand mod NATO, snart i modstand mod det fremvoksende europæiske fællesmarked, snart som et værn mod den hastige udbredelse af amerikanske kulturprodukter.

Man kan illustrere den litterære diskussion med to forfattere – og grandfætre – der placerede sig i hver sin lejr.

Rifbjerg har gennem hele sit forfatterskab løbende diskuteret, hvori det særligt danske består – i Fædrelandssange (1967), i Leif den lykkelige jun. (1971), i Brevet til Gerda (1972) og mange flere steder. Nationen giver identitet, skaber forbindelse mellem det personlige og det fælles, mellem før og nu. I Anna (jeg) Anna (1969) har hovedpersonen, som titlen lader ane, problemer med identiteten, men hjemkommet fra Karachi til København erkender ambassadørfruen Anna Terlow, at der er noget i det danske og københavnske, der forbliver sig selv lig. Hun noterer således, at selv nye huse i København kan føles gammelkendte, „fordi byen i en bestemt belysning altid har den samme atmosfære.“

Der kan trækkes en lige linje fra Anna (jeg) Anna, der handler om ambassadørfruen Annas hjemrejse og hjemkomst, til „tilfældighedsromanen“ Alea (2003), hvor „hr. Rifbjerg“ i selveste Kronborg for besøgende udlandsdanskere skal holde foredrag om nationalfølelse. I dette foredrag konstaterer han, at nationalfølelsen „som bekendt er af nyere dato“, men også „noget gammelt fis, som tilhører den epoke, hvor digterne skrev om Dannebrog og de grønne bøge og Salten Østerstrand“. Han forklarer, at de seneste års renæssance for nationalfølelsen i Dansk Folkepartis regi må ses som en reaktion på indvandringen og globaliseringen og den vanskelige omstilling til en verden, hvor fjenden ikke længere er „en defineret enhed, men så at sige hele verden, den store, truende, fremmedartede, ildelugtende, anderledes verden“. Men mens han afviser den politiske nationalisme, der udtrykker sig i minder, hylder han her – som i sit øvrige forfatterskab – den personlige nationalfølelse, der fortætter sig i minder.

Rejsen er et centralt motiv hos Rifbjerg og helst rejsen hjem. Men mens Rifbjerg søger hjem, søger Henrik Stangerup ud, ud i det fremmede. I Slangen i brystet (1969) inddeler hovedpersonen Max Mollerup, der er pariserkorrespondent ved et stort dansk dagblad, de danske kunstnere i to grupper: dem, der „efter et kort ophold i Paris vendte sig mod alt dansk“, og dem, der efter kort tids udlændighed længes uhjælpeligt hjem til tågen, mørket og landsbykirken. Mollerup, der hører til den første kategori, oplever sine danske landsmænd som forfølgere, og under et besøg hjemme i Danmark forsøger han ligefrem at aflære sig det danske sprog. Han lod „som han ikke forstod dansk“, og da han på et reklameskilt ser ordet „OSTE“, gentager han ordet, „indtil det ikke længere gav mening og det bare var et ord sat sammen af et O og et S og et T og et E“, et ord, der „lød besynderligt, noget i retning af et bynavn eller et navn på en støvsuger eller en mavebitter“.

I 1970 skrev Stangerup til antologien Virkeligheden der voksede et essay om „Den danske syge“, hvor han kritiserede Rifbjergs Operaelskeren (1966) som indbegrebet af den danske syge, hvis hovedkendetegn er inderlighedsdyrkelse og omverdensforskrækkelse og selvpinerisk idealisme. Han noterer den nære forbindelse mellem Johannes Vig i Martin A. Hansens Løgneren, Clemens i H.C. Branners Rytteren og Franck i Operaelskeren og efterlyser en litteratur, der kan hæve sig op over den åbenbart kroniske trang til at føle sig skyldig. Men Stangerup led selv af samme danske syge. I 1973 udgav han romanen Manden der ville være skyldig.

I vid udstrækning bearbejder Rifbjerg og Stangerup personlige konflikter i deres portrætter af Danmark og danskerne. Med ungdomsoprøret blev Danmark imidlertid anskuet som en scene for sociale og kulturelle modsætninger, og Michael Buchwald præsenterede disse modsætninger i romanen Afsøgningsmønster (1970). Her, i en slags montage af tekster med Ernesto 'Che' Guevara som gennemgående skikkelse, forkyndes revolutionære forandringer: „Og det er DANMARK, venner. Det skal laves om, venner. Det skal fanme laves om …“ Internationale begivenheder, der med fjernsynet prentede sig ind på nethinderne, fik en bestemmende indflydelse på Danmarksbilledet. Den cubanske revolution, den algeriske krig med den franske kolonimagt, den kinesiske kulturrevolution og de amerikanske bombardementer under Vietnam-krigen mv. bestyrkede et billede af Danmark som del af en imperialistisk verdensorden, der undertrykte „den tredje verden“.

Men kunne man ikke også anskue Danmark som et offer for imperialismen? Omkring 1970 flyttede Ebbe Reich sit antiimperialistiske engagement over i et lige så stærkt nationalistisk engagement. I 1960'erne skrev han om Vietnam-krigen og om den maoistiske kulturrevolution i Kina, og i essaysamlingen Svampens tid (1969) erklærede han, at svampen med sine associationer til råddenskab, mørke, velsmag, gift og kræftagtig vækst var „det mest dækkende samlesymbol for den verdenskultur, der snart må gå under.“ Men omkring 1970 drejede han kikkerten. Det var ikke længere de undertrykte i den tredje verden, der optog ham, men derimod den undertrykte danske kultur i den moderne globaliserede verden. Især betragtede han EF, det europæiske fællesmarked, som en trussel mod den nationale historie og suverænitet. Der var jo kun to bogstaver, der skilte Danmark fra D-Mark, så der var igen bud efter Holger Danske, og med Holger Danske (1970) indledte Ebbe Reich den nationale drejning, som kom til at præge resten af hans forfatterskab. Han afviser, at Danmark bare er en moderne konstruktion, men konstaterer samtidig, at Danmark lige fra oldtiden har måttet beskytte sig mod fjender udefra, og hans svar på truslen fra den moderne pavemagt EF blev en opdatering af Grundtvigs og Ingemanns nationalromantik.

I 1981-83 skrev Ebbe Kløvedal Reich tre bind Danmarksfortællinger, og i 1983 udkom også to hovedværker i den moderne diskussion om nationalisme, amerikaneren Benedict Andersons Imagined Communities og briten Ernest Gellners Nations and Nationalism. Her kunne man læse, at nationalfølelse var en moderne opfindelse, formet af romanforfattere som Walter Scott og Alexandre Dumas (og B.S. Ingemann). Men i Kontrafej af den danske ånd (1991) opponerede Kløvedal energisk i artikler og taler mod denne opfattelse, som jo åbnede for nationalstaternes nedlæggelse og oprettelsen af en europæisk union. At han så skrev sine nationalromantiske romaner i den genre og stil, som netop blev udviklet i 1800-tallet, må høre under det, som kaldes historiens ironi.

Ebbe Kløvedal Reich optræder også som forførende og selvforførende folketaler i Jørgen Gustava Brandts Pink Champagne. Billeder af livet i byen. Den udkom i 1973, året, da det traditionelle Danmark blev rystet af oliekrisen og Fremskridtspartiets fremmarch, og selvfølgelig rejses spørgsmålet om det danske. En af personerne leverer drillende denne definition af begrebet „nationallitteratur“: „ – Jamen det er da alt det, der handler om danskerne, om os, om Danmark, om vores særart og håb og nederlag, ja, og karakter og mål og stræben og hvad-livet-lær-te“, mens en af de andre personer præciserende noterer, at denne danske litteratur domineres af „udviklingsromaner om udvalgte unge mænds modning og karakter“, gerne skrevet af „præster og skolelærere eller af sorte får fra den slags familier“. Dette „national-sociologiske“ mønster er også baggrunden for, at der er så meget provins i den danske litteratur, og at det stadig i 1973 er umuligt at komme i tanke om forfattere, som har haft andet end „dette præste- og skolelærerblik“ på København.

Med Ebbe Kløvedal Reich opdateredes Ingemanns og Grundtvigs Danmarksbillede, og han fik følgeskab af påfaldende mange andre forfattere, der skrev romaner og skuespil om den danske litteraturs koryfæer. Man kan sige, at forfattere som Mette Winge, Anne Marie Ejrnæs, Vagn Predbjørn Jensen, Maria Helleberg, Stig Dalager, Henrik Stangerup, Sten Kaalø, Dorrit Willumsen og Jette Kaarsbøl har bidraget til forfatternes egen litteraturhistorie med værker om Charlotte Dorothea Biehl, Thomasine Gyllembourg, Carsten Hauch, Johanne Luise Heiberg, H.C. Andersen, P.L. Møller, Holger Drachmann, Herman Bang og Georg Brandes.

Denne selvspejling i litteraturhistorien kan tolkes som et symptom på, at den litterære institution i stigende grad har lukket sig om sig selv, har dannet sin egen verden. Men selvspejlingen kan med lige så stor ret tolkes i lyset af den globalisering, som i årene op til årtusindskiftet blev nøglen til tidens tendenser. Med globaliseringen er interessen for det nationale vokset, hvad enten det nationale opfattes som en urgammel identitet eller en vilkårlig konstruktion, en forestilling.

Benedict Anderson hyldede tanken om det nationale som en forestilling, da han skrev Imagined Communities, der på dansk netop oversattes til Forestillede fællesskaber (2001). Og samme tanke bærer Peter Høegs debutværk Forestilling om det tyvende århundrede (1988), hvor han med romanens første sætning anfører, at „Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede.“

Danmark er en forestilling, og med sit tonefald markerer Høegs fortæller sig som en foreviser, der giver en række numre til bedste for sine læsere, en stribe muntre, men også belærende blik på de sære danskere, der selv i det allermest personlige, drømmene, følger de mest almene forestillingsmønstre fra Greven, der „realiserer“ den danske adels-og herregårdsdrøm, til Anna, der „virkeliggør“ drømmen om „Den danske Husmoder.“

Det er et ældgammelt litterært greb at sammenligne samfundet med et skib, og denne sammenligning søsættes også omhyggeligt i Forestilling om det tyvende århundrede med kurs mod forestillingens grande finale, slægtens store stabelafløbning i Sortedamssøen. Men selvom fortælleren anlægger et kritisk perspektiv på drømmen om at være i samme båd, tager han ikke desto mindre udgangspunkt i en forestilling om, at det giver mening at tale om Danmark og danskerne under ét; om Danmark siger han fx, at det er „det mest sindsforvirrede sted i verdenshistorien“, fordi det moralsk set forener tilsyneladende uforenelige modsætninger. Han konstaterer også, at forestillingen om fællesskabet „ikke har hold i virkeligheden“, men tilføjer, at det særligt danske er, at „man“ samles i denne drøm, selv om man i virkeligheden „dagligt bekriger hinanden“.

Hen imod slutningen må han ganske vist indrømme, at modsætningerne i de danske drømme bliver så store, „at det måske ikke mere er muligt at fremstille dem på papirets to dimensioner“, men han bryder aldrig med romanens bærende forestilling om et sammenfald mellem det nationale og det mentale rum. Romanens overordnede mentale „instrument“ er „forestillingen“, dels som tanke, dels som teater, og i begge tilfælde associerer forestilling til det visuelt anskuelige, fx forestillingen om samfundet som en båd, en verden, hvor vi alle er i samme båd.

Et skib kan kun sejle i én retning, men et samfund kan splittes i grupper og klasser, og i litteraturen afhandledes det danske snart som identitet, snart som ideologi, snart som forbillede, snart som forestilling. I 1996 skrev Peer Hultberg et essay til det tyske litteraturtidsskrift Schreibheft, hvor han prøvede at sætte ord på sit meget specielle forhold til Danmark. Han konstaterer, at han har boet flere år i udlandet end i Danmark, og at han ikke føler sig som Dansker med stort D „og en ølflaske i hånden“, men samtidig indrømmer han at nære en stor længsel efter Danmark, og han må jo også konstatere, at han har valgt det danske sprog som sit kunstneriske udtryksmiddel, og at han dermed har dømt sig selv til „livsvarigt fangenskab i Danmark, i hvilken form dette land nu end eksisterer for ham.“ Men det kunstneriske valg af det danske sprog ledsages ikke af en politisk nationalisme. Tværtimod trækker han en direkte linje fra nationalisme til provinsialisme og chauvinisme, og han „bekender sig til internationalismen på et tidspunkt, hvor den globale landsby er ved at splittes op i stadig mindre hønsegårde.“

I 1960 advarede Bjørn Poulsen i Ideernes krise i åndsliv og politik mod den franske oplysningstradition, „som med sine utopisk-absolutistiske tankevaner så ofte avler frygt og had og vold“. Han anbefalede i stedet den „danske, folkelige tradition“ inkarneret i skikkelser som Grundtvig og Martin A. Hansen.

Endnu et lille halvt hundrede år senere prægede denne tankefigur debatten, men da Ralf Pittelkow i 2004 offentliggjorde sit Forsvar for nationalstaten, efterlyste han en syntese mellem de to traditioner. På den ene side måtte man værne om den folkelige, danske tradition, fordi den sikrede sammenhæng, og på den anden side måtte man være åben over for oplysningstraditionen, der sikrede udvikling. Fra hvert sit udgangspunkt var indvandrere og globaliserede intellektuelle begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den tolerance, som hørte til det traditionelle billede af Danmark, og i den kulturelle og politiske debat kredsede man om emner som fremmedhad, fundamentalisme og racisme.

I essaysamlingen Night mail (1998) anlagde Jens Christian Grøndahl et globalt, ja planetarisk perspektiv på tingene, men tog også i essayet „Ude og hjemme“ livtag med det nationale. Han citerer maleren Edvard Weies [i virkeligheden: Harald Giersings] udsagn om, at al god kunst er national og al national kunst er dårlig, og forsøger i forlængelse heraf at udrede, hvori det særligt danske består. Han skitserer først modsætningen mellem fransk og dansk nationalisme, hvor den franske har udgangspunkt i oplysningstiden, mens den danske har udgangspunkt i nationalromantikken. Han viser, hvordan indskrænkningen af det danske rum faldt sammen med udvidelsen af de politiske rettigheder, men understreger samtidig, at det er følelsen, ikke tanken og heller ikke en social kontrakt, der binder danskerne sammen. For denne følelse er det karakteristisk, at den ikke skelner mellem det private og det offentlige, og derfor slår det joviale fællesskab over i fjendskab, når de andre opleves som fremmedlegemer. Men den intellektuelle erkendelse af danskheden ophæver ikke den inderlige følelse af det danske, herunder den danske litterære tradition, fra H.C. Andersen og Herman Bang til Knud Sønderby og Peter Seeberg og videre til Inger Christensen og Henrik Nordbrandt. Denne tradition udmærker sig ved en særlig lavmælt ironi, en sans for detaljen i det nære og en „regnvejrsagtig melankoli“, og han hører koret fra denne tradition, hver gang han oplader sin egen stemme eller skrift:

Jeg er dansk forfatter mod min vilje, ikke fordi jeg føler nogen særlig modvilje mod den danske litteratur, men fordi den er en del af mig og omvendt, hvad enten jeg bryder mig om det eller ej.

I årene omkring årtusindskiftet er denne interesse for det danske gledet over i en interesse for det hjemlige, som genfindes i mediernes enorme udbud af udsendelser om huskøb og indretning. Denne tendens spiddes stilfærdigt af Helle Helle i Hus og hjem (1999), men den findes også formuleret som en stor længsel i Naja Marie Aidts digtsamling Rejse for en fremmed (1999), hvor hun skriver:

Jeg har læst en bog om træbeskyttelse, jeg forsøger at skabe et hjem. På himlen lyser planeterne / og jeg ved ikke mere hvad jeg skal mene om afstand. / Det er et ret stort problem.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Danmark ligger her endnu.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig