Darwinstudier og ungdomsdigtning

Naturinteressen, realismen og den manglende religiøse interesse havde J.P. Jacobsen med fra sin opvækst i Thisted, hvor forældrene drev en givtig handelsvirksomhed, der omfattede rederi, landbrug og brændevinsbrænderi. De havde et konventionelt forhold til religionen og ikke mange kulturelle interesser, men de havde ambitioner på sønnens vegne og sendte ham til København for at gå på studenterkursus. Han havde imidlertid svært ved at koncentrere sig om kursusarbejdet og dumpede til eksamen i 1866. Kun trevent gik faderen med til at understøtte ham i et nyt forsøg på at blive student.

Interessen for litteratur og digtning tog et mægtigt opsving, da han kom til København. Mens han for anden gang forberedte sig til studentereksamen, skrev han i sin dagbog januar 1867: „Der gives Øjeblikke i mit Liv, hvori jeg troer, at Studiet af Naturen er mit Livs Kald; men til andre Tider er det, som om Poesien var det, der skulde være min Idræt“. Det var hans ambition at forene naturvidenskaben og poesien. „Kunde jeg overføre Naturens evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden, da føler jeg, at mit Værk vilde blive et mer end almindeligt“.

Et år efter var studentereksamen i hus, men han var stadig tvivlrådig over for valget af fremtid. I dagbogen skrev han: „Jeg er et Menneske, der har Lyst til alt for mange Ting. Jeg kunde have Lyst til at studere Botanik, Æstetik, Konsthistorie, Mythologie og sikkert meget mere (…) Har meget stærk Tilbøjelighed til at omsætte alt mødende i Poesi (…) Drømmer hellere end tænker“.

Han prøvede først at blive digter. I 1867 sendte han et digt til Illustreret Tidende, som ikke optog det. Året efter samlede han en kreds af digte med titlen „Hervert Sperring“, som flere forlag afslog at trykke. Hans henvendelser til de førende kritikere gik ikke bedre. Kritikeren Clemens Petersen rådede ham til hellere at skrive prosa, og 1869 sendte Georg Brandes hans digte tilbage med den vurdering, at det var „for smaat, for spredt og ubetydeligt“, og at der var „noget Usikkert, Svagt, Ranglende“ ved hans skrivemåde. I nekrologen over Jacobsen erkendte Brandes, at det sikkert var indtrykket af digterens person, der havde præget vurderingen af hans vers, da Jacobsen „ung, lang, kejtet, bukkende dybt, saa det lange blonde Haar faldt ned over Panden“ var kommet op til ham med sit digthæfte i hånden.

Jacobsen fik kun seks digte trykt i sin levetid. I 1886 udkom Digte og Udkast med et udvalg af de efterladte skrifter ved Edv. Brandes og Vilh. Møller.

„Hervert Sperring“ består af 54 digte skrevet af en ung mand, der er beruset af sin begejstring for naturen, for kvinden og for sine drømme. De første digte beskriver dagens og årstidernes gang og naturens former, som vækker hans fantasi og lukker ham ind „I Drømmenes Land,“ hvor han kan blive ét med naturen:

Det er herligt at leve i Drømmenes Land,Hvad jeg vil, det staar dér i min Magt,Jeg kan lege med Fisken paa Havbundens Sand,Skue Havdybets tryllende Pragt,

Drømmen får erotisk skikkelse i „Drømmeidealet“, hvor „Hele Formens rige Fylde“ i hans fantasi samler sig til „en Kvinde ung og skjøn“. Han møder sit ideal, Asali, i virkeligheden, men tør ikke give hende „af Drømmens falske Skat“. Før han kan vinde hende, må han udrette noget, men i mellemtiden finder hun en anden. Han har forspildt sin ungdom med at drømme, og selv på dødslejet rækker han efter drømmen: „Og det sidste Suk hans Barm udsender / Møder Drømmens Skygger med et Kys“. I det indledende digt „Til min Moder“ fører Hervert sin drømmelyst tilbage til de sange, moderen sang for ham som barn:

De vakte en Længsel saa stærk i mit Hjærte,Der toned' fra Læben som Digt og som Sang,De blev for min Tanke en lysende Kjerte,Der styrer mod Skjønhedens Rige min Gang.

Barnets længsel efter det følsomme samvær med moderen bliver til mandens erotiske længsel efter kvindeidealet, men også til et rent sanseligt og derfor degraderende begær. Både drømmen og sanseligheden holder ham fangen og udelukket fra verden. Inspirationen til digtkredsen var sagnet om elverpigernes dans, som lokker manden ind i erotikkens elverhøj. Det var først hans hensigt at skrive en sangkreds med middelaldermotiv og vekslende versformer i traditionen fra Oehlen-schlägers Helge (1814), Chr. Winthers „Træsnit“ (1828) og Hjortens Flugt (1855) og Ingemanns Holger Danske (1838). Hovedpersonen hed Sigurd som de middelalderlige trubadurer. Da den moderne psykologi flyttede digtene op i nutiden, skiftede helten navn til Sperring efter en landsby uden for Thisted, men formen bevarede det romantiske præg.

Efter forlagenes skuffende afslag skrev han endnu en romancekreds, „En Kaktus springer ud“. Den er ligesom Boccaccios Dekameron (o. 1350, da. 1805/1873) og Bergsøes Fra Piazza del Popolo (1866) komponeret som en rammehistorie, hvor en gruppe unge mennesker venter på, at en sjælden kaktus skal springe i blomst, og fordriver ventetiden med at recitere digte og fortællinger for hinanden. Værket, der forblev ufuldendt, indeholder ni „Gurresange“ om Valdemar Atterdags og Toves illegitime kærlighed, som var et af romantikkens mest yndede temaer, og fortællingen „Kormak og Stengerde“, der har motiv fra den islandske „Kormaks Saga“. I Gurresangene er tonen blevet friere, som når Valdemar råber mod himlen efter Toves død: „Herre, ved du, hvad du gjorde, / Da du Tove fra mig tog! / Vèd du, at det var mit sidste / Fristed, hvorfra du mig jog? / Herre, rødmer du ej af Skam, / Det var den Fattiges eneste Lam!“

Jacobsens form udviklede sig særlig i en række samtidige digte, hvor stroferne blev urimede og med skiftende antal versefødder i linjerne. Formen havde forbindelse bagud til Hauchs lyrik, men den repræsenterede alligevel et klart brud med traditionen fra romantikken, også indholdsmæssigt, når fantasier og drømme om dødelig kærlighed og sindslige forvildelser sammenvæves som i „En Arabesk“: „Har du faret vild i dunkle Skove? / Kjender du Pan?“, der indgår i „En Kaktus springer ud“, eller som i „Monomanie“: „Jeg er gal! / Men jeg kjender mit Vanvid, / Dets Ophav og dets Væsen“, der var inspireret af Edgar Allan Poes morbide fortællinger. Som svar på Georg Brandes' kritik fremhævede han, at han ikke skrev centrallyrik, men dramatisk lyrik – „Situationslyrik“ – ligesom hans fortællinger er „Dialog paa Dialog“. Hans egen genrebetegnelse for digtene var lyriske monologer.