At opfatte Arrebos salmeoversættelse som en personlig bodshandling er at se den i et for snævert perspektiv. Der var i tiden bred interesse for Davids salmer. Vi har i Danmark fra det tidlige 1600-tal i manuskriptform bevaret syv parafraser af dette værk, der fra fransk via tysk er oversat til dansk. Arrebo havde også allerede tre år tidligere vist interesse ved at udsende en prøveoversættelse af de syv såkaldte bodssalmer. For ham var dette værk centralt, fordi det åbnede for digterisk at udfolde den teologiske livstydning af Guds tilstedeværelse i den synlige verdensorden, som var kommet til orde i lejlighedsdigtene. Symbiosen mellem de to livsdimensioner manifesterer sig i personen David, på én gang Israels konge og Herrens profet, igennem hvis hoved, mund og pen, som Arrebo formulerer det i forordet, Gud selv digter salmerne. I disse tekster lytter man til en dialog, eller snarere en polyfoni af stemmer, der „baade lærer, formaner, trøster, truer, spaar, beder oc tacker etc.“ Ved således at læse Det Gamle Testamentes tekst profetisk fremadrettes og aktualiseres Guds tale til sit folk.

Det er derfor heller ikke den calvinistiske tradition, der med Gourdimels musik havde vundet europæisk udbredelse, Arrebo bygger videre på. Calvinske teologer afviste at læse Davids salmer messiansk, dvs. som en profeti om Kristi komme. Modsat understreger Arrebo i over ensstemmelse med Luther den messianske dimension. Men selv om Arrebo således teologisk står med front mod calvinsk tradition, er det dog fra denne, at den kunstneriske impuls er udgået. Hvad Arrebo ville, var i renæssancens ånd at udkonkurrere det fremmede forbillede ved at skabe et dansk modbillede. Han skelede derfor ikke til Lobwassers tekst, men gik til Hans Poulsen Resens bibeloversættelse fra 1604-07 (den første danske, der ikke byggede på Luthers tyske oversættelse, men på den oprindelige bibeltekst), som han lagde til grund for sin parafrase. Arrebo fulgte i det musikalske heller ikke Gourdimel, men lagde sin tekst til rette efter melodier, der allerede var kendte fra Hans Thomesens salmebog og Niels Jespersens graduale.

Ét princip – af skelsættende betydning – videreførte Arrebo dog fra Lobwasser, nemlig at bygge verslinjerne op efter et princip for fast stavelsestælling, så teksten fulgte musikken, som det pointeres i udgavens titel: K. Davids Psalter, Sangviiss udsat under hundrede oc nogle Melodier oc Toner, som i vore Danske Kircker oc Christelige Huse brugelige og velbekante ere. Middelalderens digtning havde disponeret med et fast antal trykstærke stavelser og et relativt frit antal tryksvage. Med en fast stavelses-tælling fulgte en regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser, som vi i dag forventer i vers. Arrebo synes ikke at have bygget på nogen foreliggende metrisk teori – det i metrisk henseende epokegørende værk, den schlesiske barokdigter Martin Opitz' Buch von der Deutschen Poeterey udkom først 1624. Arrebo har ladet sig lede af sit musikalske gehør. Resultatet blev en jambisk rytme med vekslende mandlig og kvindelig udgang, men det havde nogle sproglige omkostninger. Han erkender, at det ikke er blevet „saa meget accurat som det sig burde“, da han visse steder har måttet trække et par stavelser sammen og afsnuppe en endelse, for at ordene „met deris wtvungne mening vnder Noderne sig arte oc bequemme“, men tilføjer undskyldende, at det er blevet, „som ieg denne første oc besuerligste gang / best kunde oc formaatte“. Fire år senere, i 1627, tog han igen opgaven op for at fjerne rytmiske fejl.

Trods mangler og ubehændigheder bliver Arrebo med sin oversættelse af Davids salmer den, der i praksis reformerer dansk metrik. For Arrebos indsats vandt udbredt anerkendelse, selv om de teoretiske spørgsmål om, hvorledes danske vers skulle forholde sig til den klassiske metrik, stadig stod til diskussion blandt de lærde.

Arrebos første store værk var en bunden opgave, men mere end blot en versificering. I sin parafrase udfolder han bibelteksten med kommentarer, tolkninger og tildigtninger. Hvor det i Resens bibeloversættelse lyder: „Herre jeg vil tacke dig iblant Folckene, jeg vil leege for dig i Landskaberne“, udvider Arrebo det til en lovsang ikke kun til Gud, men til den digtning, der udbreder Herrens pris:

Min Herre ieg dig nu tacke vil,Oc dig bekiende, men [mens] ieg er tilBlant Folckene her hiemme,Oc ey din ære glemmeBlant fremmed Landskab mange,Saa vijt min Skrifft mon lange [nå]Dig prjse.

Denne forening af lovsang til Gud og til digtekunsten, som lovprisningens privilegerede formidler, når sin apoteose i Arrebos storværk, digtet om skabelsesugen Hexaemeron.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Davidssalmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig