Udsnit af fortalen af Jyske Lov i et håndskrift fra ca. 1300 med begyndelsesordene: „Mæt logh scal land byggæs“.

.

Kalkmaleri fra Tirsted Kirke på Lolland. Til højre ses en mand i gabestok og en mand i galge. Middelalderens straffemetoder var synlige: offentlig halshugning, hængning eller anbringelse i gabestokken. Det stod enhver frit for at bidrage til ydmygelserne med tilråb, spytten eller slag.

.

„Med lov skal man land bygge“. Således lyder den kendte indledning til Jyske Lov fra 1241, der har fået ordsprogsagtig karakter, og som kan læses over indgangen til Domhuset på Nytorv i København. De gamle danske landskabslove fra middelalderen har både sprogligt og juridisk en betydning, der rækker langt op i tiden. På landskabslovenes tid var det danske rige delt op i retsområder, lande (landsdele), som igen var opdelt i herreder. Hvert land havde et landsting, der bl.a. fungerede som domstol. Relativt hurtigt blev det almindeligt, at herredstinget kunne henvise afgørelser og domme til landstinget. I 1200-tallet var tre lande blevet de vigtigste. Det var Jylland, Sjælland og Skåne, som efterhånden fik de øvrige landsdele under sig. Derfor har vi også Jyske Lov, Eriks Sjællandske Lov, Valdemars Sjællandske Lov og Skånske Lov. Kongenavnene i forbindelse med lovsamlingerne er blot traditionelle betegnelser, der ikke er udtryk for historiske kendsgerninger. Det fremgår jo heller ikke, hvilken kong Erik eller Valdemar der er tale om. Hertil kommer to kirkelove, Skånske Kirkelov og Sjællandske Kirkelov. Kirkelovene, der regulerede forholdet mellem kirke og bønder, byggede på Romerretten, mens den øvrige lovgivning var af mere lokal oprindelse.

Man regner med, at forskellige retsregler har været overleveret mundtligt til slutningen af 1100-tallet. Men vi ved ikke, om der i Danmark – som i Sverige og på Island – har været særlige lov(sige)mænd, dvs. mænd, som har været kyndige i retsforholdene, og som har haft en central placering med hensyn til den mundtlige overlevering. Der eksisterer ingen nedskrifter fra denne tidlige periode, idet de ældste bevarede håndskrifter som nævnt er fra o. 1300. Der er også forskel på, om man taler om enkeltbestemmelser eller samlede lovkomplekser.

Jyske Lov dateres til 1241. Fortalen beretter nemlig, at loven er givet af kongen på en rigsforsamling i 1241. Måske fik Jylland her en ny, samlet lov, fordi de jyske retsregler i begyndelsen af 1200-tallet var ufuldstændige og forældede. Loven har formentlig også samme oprindelse som de øvrige love, nemlig den mundtlige tradition. Med Jyske Lov skete samtidig en vis revision. Der er spor efter kanonisk, dvs. gejstlig, ret i Jyske Lov, bl.a. når nogle af reglerne begrundes.

Efterhånden begyndte man at anvende Jyske Lov også uden for det jyske område. I 1300-tallet blev den oversat til både latin og plattysk, senere blev den forsynet med noter og kommentarer. 1504 blev loven trykt første gang; 1590 kom den i en korrigeret udgave på nyere dansk, der blev autoriseret til brug ved retterne. Jyske Lov fandtes således efterhånden over hele landet i adskillige håndskrifter og tryk, og den gjaldt i 1500- og 1600-tallet i stort set hele riget. Det betyder bl.a., at Jyske Lov var loven på den tid, da folkeviserne blev skrevet ned. Først i 1683 – altså et betragteligt tidsrum efter middelalderen – får vi med Danske Lov en samlet lovgivning for hele riget.

Lovenes straffe bestod overvejende i bøder, altid til den krænkede, og indimellem også til kongen. Kun i byerne kunne visse bøder tilfalde 'byen', dvs. en ikke-personlig instans. Forbryderen kunne eventuelt ydmyges offentligt, fx ved piskning, uddrivelse af byen eller ved at sidde i gabestokken. Forbrydelser, der i den tidlige middelalder havde krævet mandebod, dvs. drab og lemlæstelse, var en alvorlig sag, ikke blot for forbryderen, men også for hans slægt, der var forpligtet til at bidrage med 2/3 af boden, idet de mødrene og de fædrene frænder (slægtninge) skulle betale 1/3 hver. Disse rater blev kaldt 'sal'. På denne måde har lovene forpligtet slægten som medansvarlig i både forbrydelsen og soningen af den. Mandebod blev indført for at undgå lange og opslidende slægtsfejder, hvor slægtsmedlemmerne på skift slog medlemmer af modpartens slægt ihjel. Ved at forpligte frænderne på både at give og modtage mandeboden håbede lovgiverne af komme slægtshævnen til livs.

Ved visse forbrydelser kunne en person fradømmes sin fred, dvs. sin rets- og frihedsbeskyttelse. Når en mand var blevet dømt fredløs, måtte han flygte ud af landet, dvs. landsdelen. Han havde så mulighed for at slå sig ned i en anden del af riget, måske hos fjerne slægtninge. Loven gav den dømte et døgn til at komme i sikkerhed efter domfældelsen. Han blev betragtet som død, dvs. hustruen arvede som 'enke' jorden. Han havde dog mulighed for at indgå forlig med kongen og den krænkede part, hvor den fredløse skulle betale en ydelse til kongen:

Sværges en mand fredløs, og vil hans modpart ikke tage imod bod, da skal han fly [flygte fra] landet inden dag og måned. Flyer han ikke, da må kongen skøvle over ham [dvs. konfiskere en fredløs persons forbrudte gods], og kongen må ikke tage imod fredkøb af ham, førend han er forligt med den dødes slægt. Men flyer han landet og dør, da skal hans nærmeste frænder bøde tvende sal. Gør han sig trodsig og bliver i landet, da skal frænderne alligevel betale de to sal (…).

I det hele taget er der en del forbrydelser, der medfører bøder til såvel kongen som den krænkede. Dette er naturligvis et udtryk for, at det offentlige i moderne forstand slet ikke eksisterede som begreb. Der var ingen fængsler, intet politi, ingen retsplejelov, ingen egentlige sanktionsmuligheder, hvis den dømte ikke adlød dommens forskrift. Og selv om kongen i mange sager var øverste appelinstans, havde han ikke et retssystem i ryggen, der kunne sørge for, at den dømte blev straffet. De få gange, vi i middelalderen hører om, at kongen har kastet nogen i fangehullet, er det for oprørsforsøg eller lignende, altså af politiske årsager, ikke for almindelig kriminalitet.

En lokal bøddel har eksisteret i de større byer, og han kunne evt. blive sat til at maltraktere en dømt, men som hovedregel måtte den, som havde vundet en retstvist, selv sørge for at eksekvere dommen, fx inddrage bøder. Det er formentlig også derfor, at fortalen til Jyske Lov har gjort så meget ud af at understrege, at netop den fattige eller svage har krav på beskyttelse, om ikke fra andre, så fra kongens side: „Det er konges og høvdings embede, som er i landet, at vogte på retten og gøre ret og frelse den, som tvinges med vold, som er enker og værgeløse børn og pilgrimme og udlandsmænd og fattige mænd“, som det netop hedder i fortalen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet De danske landskabslove.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig