De legendariske 30'ere

For eftertiden skulle 1930'ernes revyer blive legendariske, og eftervirkningerne skulle vise sig langtidsholdbare. Af mange grunde. En af dem er teknisk: grammofonoptagelserne med tidens store revykunstnere fik en markant bedre kvalitet, og de mest elskede af 30'ernes revyviser kunne genhøres årti efter årti fx i Statsradiofoniens populære ønskeprogram Giro 413. Det gjaldt fx Osvald Helmuth-viserne I den mellemste Køje (1936), Henne om Hjørnet (1936), Dit Hjerte er i Fare, Andresen (1936), Havnen (1937), Hende Konen, Kællingen, Madammen (1938).

Dertil kom, at 30'erne fortsattes ind i 1940'erne og 1950'erne gennem de navne, som fortsat tegnede revyen, og som for det meste havde rod i 1930'erne, ofte i 1920'erne. Det gælder forfattere som Poul Henningsen, Poul Sørensen (Poeten), Mogens Dam, brødrene Børge og Arvid Muller og skuespillere som Liva Weel, Osvald Helmuth, Marguerite Viby, Olga Svendsen, Erika Voigt og Hans W. Petersen.

Men 30'ernes ry skyldes især, at der blev skabt en væsentlig fornyelse af genren. Med Poul Henningsen og kredsen omkring ham blev det lette skær af operette, som kunne ligge over 1910'ernes og 1920'ernes revyer, afløst af en moderne holdningsrevy, som handlede om almindelige mennesker. Den var skrevet på mundret københavnsk, ofte til let synkoperede jazzrytmer, poetisk og jævn, båret af frisindede holdninger til konvention og kønsroller, snæversyn og sladderpresse, krig og kærlighed. Poul Henningsen var det arbejdsomme og dynamiske centrum. Han ville omforme genren og bruge „revyen som våben“. Det drejede sig om holdninger, og PH tog kampen op om det moderne publikums bevidsthed, ikke mindst som kritiker af den medieskabte virkelighed, især af sladderpressens proportionsforvrængning og småborgerlighed.

Poul Henningsen indgik i skiftende, frugtbare samarbejder. Legendarisk er især hans samarbejde med Liva Weel og komponisten Bernhard Christensen. Sammen stod de bag nogle af 30'ernes store revy-klassikere. Allerede i 1928 havde PH beskrevet den satiriske revys forfald og „Sentimental-Ruinismen“ på de danske revyscener i et nummer af tidsskriftet Kritisk Revy. Bag den gamle revy lå der i hans øjne en klassekamp for borgerskabets åndelige og timelige frigørelse; nu havde borgerskabet imidlertid sejret så eklatant, „at Bourgeoisiet strækker sig helt til den ufaglærte Arbejder. Det svigtede, underkuede, retsløse Proletariat i Danmark er nogle Landarbejdere, de Hjemløse og Kolonihavebeboerne.“ Nu lod den satiriske revy sig kun genrejse, hvis den vendte sin ironi mod publikum. Artiklen sluttede med en fremskridtsoptimisme, der skulle vise sig begrundet: „Revyen har alle Kort paa Haanden. Den er vor Tids Kunst. En Fornyelse af dens Satire er ganske vist tiltrængt, men alene det er Sikkerhed for, at den ogsaa vil komme.“

I en kronik i Politiken forudså han i 1930, at et nyt publikum ville stille nye krav til forfatterne: „Man vil forlange, de skal have noget paa Hjerte, noget der gælder noget for dem. Det behøver ikke at være samfundsomvæltende Satire, men det maa være Menneskeskildring, det maa bero paa Iagttagelse, det maa kunne kaldes Kunst“. „Den ny Revy“, spåede han, „vil ikke vende tilbage til Behandlingen af Stadens prominente Folk, men den vil mere alment behandle de Problemer, som er brændende i Øjeblikket. Den vil komme til at handle om ganske almindelige Mennesker.“ PH efterlyste en kritik, der ville tage revyen lige så alvorligt som al anden kunst. Det var et ønske, som skulle gå i opfyldelse. Med PH-revyerne blev der skabt en genre, som blev taget alvorligt og anmeldt på linje med anden seriøs teaterkunst.