Dekadencedigtningens kulmination, 1890'ernes symbolistiske og sjælelige gennembrud får inden for poesien et langt efterliv, hvor en række af 1900-tallets bærende lyriske forfatterskaber er utænkelige uden Johannes Jørgensen, Sophus Claussen, Viggo Stuckenberg, Sophus Michaëlis og Helge Rodes digtning. Men også inden for prosaen får den sjælelige symbolisme og dekadencelitteratur et efterliv, hvor en række af de forfattere, der debuterer i slutningen af halvfemserne og er med i kredsene omkring først Taarnet og siden Vagten, åbner nye spor omkring år 1900.

Martin Andersen debuterer i Taarnet, før han knytter Nexø til sit navn, med et sjælfuldt digt og følger de nervebetonede og skyldbetyngede tendenser i tiden op med en lille suite psykologiske kunstnerromaner, Det bødes der for (1899), En Moder (1900) og Dryss (1902). Jakob Hansens litterære eksekutor skriver i forfaldsromanen om et dekadent udlevet drys af et menneske, der forpint finder sin tidlige død akkompagneret af bølgernes rytmiske knæk, der for hvert brud siger „spild“.

Harald Kidde debuterer i Vagten med nogle prosalyriske parabler over middelalderens folkevisemotiver, der kommer til at indgå i hans debutbog Sindbilleder (1900) om de sjælelige korrespondancer mellem menneskene. Det gælder også for hans første, tungt slyngede prosalyriske roman Aage og Else (1902-03), der er hævet ud over hverdagens virkelighed og er en original tilegnelse af epokens dekadence-forestillinger og sjælelige forvandlingsparadigmer, der fortsættes med romanerne Helten (1912) og det melankolske Värmlands-epos Jærnet (1918), hvor symbolistiske og ekspressionistiske stiltræk smelter sammen. Johannes Jørgensens savn-elegier, Ernesto Dalgas' lidelsesfulde erkendelsesveje og den svenske Selma Lagerlöfs dybe naturoplevelser glider sammen i Kiddes forfatterskab.

Men kulminationen af halvfemsernes dekadencedigtning står den unge Johannes V. Jensen for. Han sidder i redaktionen af Vagten, og i hans forfatterskab mødes ædende og isnende vitalistisk trods med modernistisk spleen. Det sker i de tidlige himmerlandshistoriers råt emmende mørke, de sværmeriske „myter“s natursyner og i en novelle som „En der kom uden for det hele“ (1897). Her går digter-jeget til i New Yorks frenetiske maskinlarm og bliver sindssyg som følge af den påtrængende modernitets vanvidsgenererende interferens. Og det sker ikke mindst i de tre ungdomsromaner Danskere (1896), Einar Elkær (1898) og Kongens Fald (1900-01), der alle er formet over halvfemsernes mislykkede dannelsesrite med provinsstudenten, der går under i den store by. De tre romaner forkynder „Intethedens sørgelige Sandhed“, som det hedder i Danskere, og lader deres hovedpersoner opløses i en såvel fysisk som sjælelig ødelæggelse. De er underlagt „Faldets Lov“ og slynges mod jorden med en kraft, der lægger dem døde i „slukt Trods“, som det hedder i Kongens Fald. Akrobaten Einar Elkær, der har danset i rummet, glider ind i sindssygen og fortæres af vrangbilledet på sin ungdoms elskede, Betty, der optræder i hans hallucinationer som en kattekvinde, La Succube, der æder ham i en erotisk, depraveret hengivelse. Dissektionen af ham viser, som i Knud Hjortøs Syner, „blød Hjærne“. Dekadencens kulmination og halvfemsernes udgangsbog er Kongens Fald, en veritabel dødedans, formet som et prosalyrisk mareridt.

Kongens Fald er vrangbilledet på den middelalder- og tidlige renæssanceroman, som Valdemar Vedel og Sophus Michaëlis ser som et helende potentiale over for den depraverede samtid. Med en sproglig vitalitet uden sidestykke skriver Jensen sin sært bulne skønvirkearabesk af en bog, der er grusom i sin erkendelse og nådesløs i sin konsekvens. Dens hovedskikkelse, skyggedannelsen Mikkel Thøgersen, lever kun, når han hader, affektivt og ukontrolleret. Og den konge, som romanen henter sin titel fra, Christian 2., går til i tvivl og lever kun ved at lægge verden død og halshugge sine egne. Den sne, der falder overalt i epokens symbolistiske digtning som et svalende, kosmisk kys fra himlens stjerner, er her blevet dødbringende. Døden er enerådende og naturen dens medvider i Kongens Fald, der slukker det 19. århundredes lys.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Dekadencedigtningens kulmination.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig