Den allestedsnærværende

I sit forhold til medierne var Svend Borberg et forvarsel om en moderne, mediebevidst forfattertype, der først for alvor foldede sig ud i 1960'erne med forfattere som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Borberg favnede vidt: han opfandt ugebladenes hjemme hos-reportager, hvor skuespillere og andre kendte mennesker åbnede dørene for det offentlige blik, han skrev klummer og var medredaktør af det folkelige, satiriske hæfte Svikmøllen. Men det var også ham, der som den første formidlede grundtankerne i Freuds psykoanalyse til et dansk publikum i det kulturfilosofiske skrift Krig og Køn (1918), og det var ham, som tog initiativ til at oprette den danske afdeling af den internationale PEN-klub, var medstifter af det danske Shakespeare-selskab, og som på et tidspunkt nævntes som direktøremne til Det Kongelige Teater. Med sin selvbevidste skikkelse, der ikke var blottet for forfængelighed, synes han at have været allestedsnærværende. En københavnerskikkelse, der var så kendt, at dramatikeren Soya kunne bruge ham som let genkendelig model for kritikeren Hagenberg i sin satiriske komedie Vogelfeder (1931) – som et ekstra pikanteri anmeldt af Borberg selv!

Teateranmelderen Svend Borberg fik stor betydning som skaber af en moderne dansk teaterkritik, ikke mindst i perioden 1924-37, hvor han var knyttet til Politiken. Han var en fremragende analytisk begavelse og en livfuld og præcis stilist. I sine anmeldelser inddrog han både tekst, scenografi, spillestil, kostumer, farver og lyssætning i vurderingen af skuespillet som totaludtryk.

Svend Borbergs europæiske horisont og hans sikre instinkt for de nye strømninger i teaterlivet uden for Danmark gjorde ham til en af de få, der kæmpede for at forny det konservative danske teater. Hans mål var re-teatralisering af teatret, en genopvækkelse af teatret som ekstasens, rusens, det irrationelles arena.

„Aldrig var en Tid saa dramatisk. Og alligevel: sjældent fostrede den et ringere Drama“. Sådan lød det i Borbergs teaterpolitiske kampskrift „Om Skuespillets Forfald“ offentliggjort i tidsskriftet Litteraturen allerede i 1919. Her blev der gjort kort proces med naturalismen, dagligstuedramaet og intrigeskrædderiet. Borberg efterlyste det samtidige drama, dramaet om den nye tids menneske: „Jeget er sprængt og splittet. Selvet tvivler om sig selv, dets eneste faste Kærne er Tvivl.“ Han påkaldte eventyret og underet, fantasien og fabelen og pegede både på de store gamle og de store moderne: Shakespeare, Goldoni, Goethe, Strindberg, Maeterlinck og Wedekind. Og han sluttede med en teaterpolitisk og teatralsk fanfare:

Dionysos, skænk os igen en Fest! Giv os igen et Tempel for potenseret Liv! Giv os et dogmefrit Teater hvor Drama igen tør betyde Handling, hvor Skuespil igen tør være Skuespil, hvor Kunsten igen tør være Gudstjeneste! Vi forsager Alvidenskaben og alle dens Gerninger, Tidens Stedets og Handlingens Ensformighed, Analysen, den logiske Konstruktion, den forlorne Realisme og den forlorne Psykologi, „Rollerne“ og „Pointen“ – og vi sætter imod dette ene og alene Tankens Enhed, Stemningens Helhed, den kunstneriske Komposition. Skænk os da Rusen, Ekstasen, de store Syner! Giv os igen et Aabenbaringens Sted.

Borberg introducerede den italienske dramatiker Luigi Pirandello, han gjorde det danske publikum bekendt med tyske ekspressionister som Ernst Toller, og han kæmpede ikke mindst for Bertolt Brecht. Som marxist blev Brecht udelukket fra det nazistiske Tysklands scener, og også i Danmark havde hans dramatik vanskelige vilkår. Kulturlivet blev nøje overvåget fra Tyskland, og myndighederne var tilbøjelige til at bøje af for det vedvarende diplomatiske pres. Så sent som i 1939 stillede Svend Borberg i hemmelighed økonomisk sikkerhed for udgivelsen af Bertolt Brechts Svendborger Gedichte (1939), skønt Brechts politiske idéer lå ham fjernt. Et af mange udtryk for hans menneskelige sammensathed.

Svend Borberg skrev fire skuespil: Ingen (1920), Cirkus Juris (1935), Synder og Helgen (1939) og Baaden (1943). Ingen er et voldsomt og patetisk værk, holdt i tømme af en streng dramaturgi; det blev det eneste eksempel på dansk ekspressionistisk teater af betydning. Det var imidlertid det mere traditionelle Synder og Helgen, der opnåede stor succes på de europæiske scener, ikke mindst i Tyskland.