Den borgerlige enhedskultur

Søger man efter direkte litterære reaktioner på hele dette dramatiske kapitel af Danmarkshistorien, er bidragene – uden for lejlighedsdigternes kreds – forbavsende få. Der findes nok nogle enkelte hyldestdigte til modstanden på Københavns Red, bl.a. af Oehlenschläger, og digteriske udtryk for vrede og sorg med Grundtvigs mindedigt over Willemoes („Kommer hid, I Piger smaa“) og hans indskrift på mindestøtten på Odden Kirkegård som de mest holdbare, men ellers er reaktionerne gemt væk i breve og dagbøger. Det kan skyldes, at Danmarks udsatte position medførte en intensiveret overvågning af 'farlige skrifter' – således er omtalen af Napoleon mere positiv end forventeligt i årene efter 1807 – men forklaringen er snarere, at begivenhederne udsprang af almindelig afmagt. Danmark var en brik i stormagternes spil og uden egentlig indflydelse på sin skæbne.

Til gengæld får begivenhederne mere indirekte kolossal betydning. For det første samles den fallerede og nu stærkt reducerede befolkning i et nationalt fællesskab, der yderligere forstærkes af, at befolkningen i det nye århundrede får et mere homogent præg, ikke blot som følge af tabet af Norge, men også som følge af bondefrigørelsen, der danner basis for en voksende gruppe af selvejerbønder. For det andet erstattes 1700-tallets driftige og økonomisk stærke handelsborgerskab som dominerende gruppe af det systemloyale embedsborgerskab af lærere, præster, jurister, læger osv., og for det tredje afløses den borgerlig-politiske offentlighed, der havde vokset sig stærk i 1700-tallets sidste årtier, af en litterær offentlighed med basis i embedsborgerskabet.

Samlet danner de nævnte indbyrdes forbundne virkninger baggrunden for etableringen af den borgerlige enhedskultur. En afgørende forudsætning herfor er, at embedsborgerskabets dominans hæmmer en liberalistisk udvikling, der betoner modsætningsforholdet mellem individ og stat, og i stedet fremmer en medborgerlig tankegang med vægt på det fælles eller almene bedste, altså for så vidt en tankegang, der ligger i forlængelse af 1700-tallets patriotisme. I 1790 havde en af foregangsmændene i de samtidige bonde- og skolereformer, Ludvig Reventlow, i en henvendelse til Den Store Skolekommission skrevet, at „Mennesket dannes for Staten ved at dannes som Menneske“, og derved præcist udtrykt det standpunkt, der også bliver bærende efter 1800. Mellem individ og stat består et naturligt fællesskab. Forskellen er imidlertid, at staten i stigende grad bliver identisk med nationen. En anden vigtig forskel er, at mens patriotismen havde skabt en fornuftsbaseret ramme for drøftelse af almene samfundsanliggender og lagt vægten på udviklingen af 'borgerdyd', udgør den borgerlige enhedskultur et fællesskab om åndelige og moralske værdier.

Med etableringen af den borgerlige enhedskultur bredes en række af romantikkens ideer ud og får fodfæste i de samfundsmæssige institutioner, i familie, skole, kirke, kulturliv og videnskab. Samtidig fastlægges en række kerneværdier, som bliver grundlæggende for det danske samfund i perioden: kærlighedsægteskabet og kernefamilien, der afløser fornuftsægteskabet og storfamilien, barnet, der ses som udtryk for uskyld, umiddelbarhed og fantasi, kvinden som repræsentant for følelsen, ikke mindst i rollen som moder, fædrelandet med dets bevægede historie og smukke natur, og modersmålet, der forbinder den enkelte med nation og folk.

Af særlig betydning i en litteraturhistorisk sammenhæng er tilblivelsen af den litterære offentlighed. Denne er ofte blevet forklaret med den delvise genindførelse af censuren i 1799 og P.A. Heibergs landsforvisning samme år, men hertil må føjes eftervirkningerne af Den Franske Revolution og romantikkens gennembrud, der hos Europas borgerlige intelligentsia medfører et generelt synsvinkelskift fra politik til æstetik. Når den litterære offentlighed ligefrem får en dominerende rolle i Danmark, skyldes det, at den på to centrale områder er forbundet med den ovennævnte udvikling – dels fordi det er her, enhedskulturen henter sine moralske og åndelige værdier, dels fordi det først og fremmest er litteraturen, der bidrager til udviklingen af en national identitet. I kraft af det sidste er den litterære offentlighed samtidig en mere eller mindre skjult politisk offentlighed, hvad der netop bidrager til at forstærke dens betydning.