Den danske Psalmebog - Hans Thomesen

De tidligste salmebøger har ikke nogen gennemgående komposition, men klarer sig med at gruppere stoffet i mindre enheder. Således sammenstiller Malmøsangbogen salmer til tidebøn (otte-, aften- og natsang), til jul og påske og præsenterer ellers indholdet i en blandet ophobning.

Først med Hans Tausens salmebogsredaktion fra 1544, som vi i dag kun kan danne os et indtryk af fra bogtrykker Hans Vingaards bearbejde optryk En Ny Psalmebog (1553), bliver salmerne arrangeret, så de følger kirkeåret. Rækken af udgivelser kulminerer med Hans Thomesens Den danske Psalmebog fra 1569. Thomesen modtog stafetten fra Hans Tausen, der 1557 kaldte ham til skolemester i Ribe med ansvar for „at vnderuise Vngdommen (…) om Danske Psalmer ret at siunge vdi Kirckerne“. Som hjælper i arbejdet med salmebogen inddrog han sin far, Thomas Knudsøn, „som vdi 44. Aar haffuer predicket / (…) Iesu Christi rene Euangelium“. Bl.a. på denne måde betoner Thomesen den sammenhængende evangeliske tradition, det var ham magtpåliggende at fastholde. Efter grundige studier af de tidlige års salmer og udgivelser samler han ved pionertidens afslutning de mange løse tråde af indbyrdes konkurrerende „nye“ og „forbedrede“ salmebøger for at lade dem fremstå som varianter af en og samme nationale salmebog, Den danske Psalmebog, som hans egen udgave kom til at hedde. Med dette værk fremstår Thomesen ikke kun som vor første salmeforsker, men som den egentlige traditionsstifter.

På titelbladet kaldes salmebogen, som det var sædvane: „formeret og forbedret“, men som noget nyt nævner Thomesen, at den er „ordentlig tilsammenset“. Den danske Psalmebog er et konsekvent komponeret værk. I stedet for som Tausen at lægge kirkeårets gentagne medleven i frelseshistorien til grund for salmebogens komposition, arrangerer Thomesen salmerne, så de danner et teologisk overblik over, hvad han kalder kristendommens hovedartikler.

Salmebogen er opdelt i 20 dele. De første seks følger Kristi liv fra hans „tilkommelse til verden“ over fødsel, person og embede, pine og død, opstandelse og himmelfart til den helligånds komme. Herefter kommer seks punkter, der udfolder teologiske grundbegreber: treenigheden, katekismens artikler om de ti bud, trosartiklerne, fadervor, og dåbens og nadverens sakramente, Guds ord, skabelse, lov og evangelium. De sidste otte afsnit belyser den kristnes liv i verden: pønitense, kirke, ægteskab, verdslig øvrighed, om kors og trøst, bøn og taksigelse, død og begravelse samt dommedag og evangelium.

Begrundelsen for arrangementet er dog mere pragmatisk end dogmatisk: „paa det at mand dissbedre kunde finde de Psalmer / som komme offuer eens met huer synderlige Høytid eller den dags Predicken“. Med ni systematisk opdelte registre er der desuden lagt vægt på at gøre bogens salmer tilgængelige på tværs af kompositionen.

Af bogens 268 salmer er kun de 123, i en lettere metrisk tilretning, videreført fra tidligere samlinger. Resten – et meget betydeligt antal – er nye salmer, som han selv og andre har skrevet, plus mange nytilkomne oversættelser. At digte salmer havde i tiden vundet udbredelse ikke kun blandt gejstlige, men blandt både kvinder og mænd i adelige og borgerlige kredse. Samtidig udelukkede Thomesen dublet-oversættelser. Til gengæld blev der plads til gamle sange, „som haffue været brugt i Paffuedommet“, „til it Vidnisbyrd / om de fromme Christen / som leffuede for vor tid mit vdi den falske Lærdoms store blindhed oc vildfarelse / paa det mand jo maa see / huor der haffuer alligeuel altid værit Guds folck / som haffue rettelige kiendt den Herre Iesum Christum / endog de saare vnderlig i samme kundskab ved Guds naade bleffue beholdne.“

Selv om tonen mellem konfessionerne fortsat var stridbar, kunne man i 1568 tillade sig at besinde sig på sin kristne arv. Dog blev flertallet af de gamle sange underkastet en lettere omskrivning, så de kom til at fremtræde konfessionelt acceptable, „at Gud skal icke mere der aff fortørnis“, med Palladius' formulering. Derfor blev de, som man kaldte det, „Christelige forvent“. Det krævede ikke den store indsats. En katolsk Mariavise, „Jeg vil mig en Jomfru loffue [lovprise]“, ændres med et pennestrøg til det luthersk korrekte, „Jeg vil mig Herren loffue“.

Der bliver i salmebogen også plads til et mindre tillæg med latinske tekster, der havde været bandlyst i de tidligste salmebøger. Få år efter, i 1573, blev denne udvikling yderligere markeret med udgivelsen af Niels Jespersens Graduale, der indførte latinske messesekvenser (kyrie og halleluja) på almindelige søndage, mens de latinske messeled fik mulighed for at brede sig på de store kirkelige højtidsdage. Man tilpassede sig dog smidigt efter de sproglige forudsætninger, den lokale menighed besad. I kirker i købstæderne, hvor man havde latinskoler, skulle man som „exercitium“ lære den latinske sang. Fra at have været afvist som kirkesprog var latinen blevet accepteret som lærdommens sprog. I landsbykirkerne var det tilladt at synge messeledene på dansk for „almuefolks forstand“. Efter kamptiden, hvor reformatorerne udbredte den revolutionerende nye idé om den usynlige kirke og det almene præstedømme, er vi nået til en epoke, hvor den danske kirke konsoliderer sin status som institution og begynder at retablere de former, der hørte en traditionel ritus til.

Denne udvikling blev støttet af kongemagten, der ønskede at skabe ensartede gudstjenesteforhold i riget. En kongelig autorisation af Den danske Psalmebog fra 1569 påbød, at Thomesens salmebog blev indført i alle kirker, og anviste penge af kirketienden henlagt til anskaffelse af den dyre bog, der kostede det samme som en ko, samt af en smedet lænke til at fastgøre klenodiet til degnestolen.

Autorisationen betød, at ingen anden salmebog måtte hverken trykkes eller sælges. Dette påbud blev dog allerede i 1575 blødt op. Man havde konstateret et behov for en anden type salmebog end den store kirkelige, en bog i mindre format, som specielt rejsende privat kunne bringe med sig, og som foruden salmer indeholdt søndagens evangelietekst og Luthers Lille Katekismus. Salmebøgernes indhold havde tradition for at være blandet. Fra Christiern Pedersens 1533-udgivelse havde de fungeret som bredt anvendelige håndbøger med evighedsalmanak, tavler til at udregne nymåne og skiftende helligdage samt lægeråd og angivelser af, hvornår man bedst lod sig årelade og kopsætte.

I de følgende år udsendtes Thomesens udgave derfor i to formater, dels i sit oprindelige typografiske udstyr som pompøs kirkesalmebog i oktav, fornemt trykt med røde og sorte typer og med noder til samtlige melodier; dels i en mere beskeden duodez-udgave (lille, smalt bogformat, hvor hvert ark giver 12 blade) uden noder og indbundet med evangelietekst og katekismus. Dette dobbelte spor af kirkesalmebog og privat andagtsbog havde allerede fra begyndelsen ligget i svøb i Thomesens arbejde, da han i sin fortale som den første pointerer, at hans salmebog er beregnet til „Kircker, scholer oc huse“, dvs. private hjem.

Det musikalske udtryks betydning for tilegnelsens inderlighed er han også den første, der reflekterer over. Luther havde i sit forord fra 1524, som Thomesen genoptrykker, lagt vægt på at fremme kunsten og ønskede derfor salmerne udsat for firstemmig sang af hensyn til ungdommens musikalske uddannelse. I sin egen fortale fremhæver Thomesen musikkens sjælelige dybdevirkning: „Guds ord er i sig selv den allerlifligste Musica, men naar der kommer en sød og liflig sang og melodi dertil (som ogsaa er en Guds gave), faar sangen en ny kraft og gaar dybere ind i hjertet, saa at teksten, som er sangens sjæl, rører hjertet mere og ikke lettelig glemmes“ (teksten er normaliseret). Det er andagtens inderlighed, som ligger ham på sinde.

Opdelingen af salmebogen i to typografiske varianter fik hurtigt betydning også for bogens indhold og udviklede sig til en spaltning af genren. I løbet af få år groede en underskov af små bøger op, drevet frem af foretagsomme bogtrykkere og næret af et voksende behov. Bøgerne kaldes hånd- og vandrebøger. Begge begreber, der bruges i flæng, peger på det samme forhold: at bøgerne er håndterlige og dermed lette at have med på rejse. De første blev udgivet som tillæg til salmebogen og indeholdt af den grund udelukkende bønner, men de kom hurtigt til at indeholde et spektrum af religiøse tekstformer som evangelietekster, salmer og katekismus til privatandagten.