Den følsomme komedie

For Holberg var det komediedigterens opgave at gøre opmærksom på latterlige sider af „det menneskelige Kiøn“. Den nye engelske og franske komedie har et andet udgangspunkt. Ifølge dens fortalere kan den grove latter føre til menneskeforagt, og de komiske optrin erstattes derfor af en mere følsom skildring, der nok kan pege på dårligheder, men disse har mere karakter af laster eller fejl end fikse eller naragtige ideer. Tilsvarende er kuren imod dem ikke de ofte barske metoder, som omgivelserne hos Molière og Holberg tager i brug, men en appel til personernes bedre jeg, ofte ved at vise dem de ulykkelige konsekvenser af deres last. 'Omvendelsen' får dermed mere karakter af noget rørende, som kalder på publikums deltagelse og medfølelse, ligesom det jeg, de finder tilbage til, i lige grad er præget af fornuft og et oprindeligt godt hjerte. Samtidig hæves miljøet socialt. De nye komedier foregår i højere borgerlige og aristokratiske kredse.

Hos Biehl møder vi alle disse træk, dog blandet op med træk fra Holberg og Goldonis commedia dell'arte. Personnavnene er gennemgående de gammelkendte – Henrik, Pernille, Leonore, Leander – men med især franske tilføjelser. Komikken er dæmpet ned og udfoldes alene i spillet mellem Henrik og Pernille eller i form af en komisk biperson, fx den storpralende og feje von Prahlenberg i Den forelskede Ven (1765). Handlingen udspiller sig typisk i et borgerligt hus' modtagelsessalon, og der gøres ingen forsøg på at skabe lokalkolorit. Stedet angives som oftest at være København, men kunne lige så godt være en anden europæisk by. Tilsvarende er standsforskelle kun svagt markeret i replikkerne, der afspejler det dannede borgerskabs smag for udsøgte talemåder – ikke just befordrende for komediens liv! Til gengæld tager komedierne velkendte og genkendelige konflikter knyttet til giftermål, ægteskab og børn op, og selv om det sker i en stærkt stiliseret ramme, er de i den forstand tættere på virkeligheden end Holbergs, hvis komiske kraft ikke mindst udspringer af de grotesk tegnede karakterer. Mens kærligheden mellem Leonora og Leander her kun er anledning til at belyse hovedpersonen, står forholdet mellem dem i centrum i Biehls komedier.

Selv om følelsen i den nye komedie har langt mere at sige end i den ældre, er målet dog grundlæggende at skabe eller genskabe en balance mellem følelse og fornuft. Således i debutstykket Den kierlige Mand (1764), hvor konen, Leonore, i stigende grad forsømmer mand og barn til fordel for selskabsliv og modeinteresser, men derved også svigter sig selv, for dybest set kender hun sine pligter og elsker dem begge over alt andet. Den rørende 'omvendelse' opnås ved, at den kærlige mand, der ikke vil tvinge hende, fortæller hende, at hun kan frelse en ven, der trues af fordærvelse. Ved således at appellere til hendes hendes gode hjerte får han hendes accept – hvorefter han placerer hendes egen søn på hendes skød!

Listen eller intrigen har her nærmest karakter af terapi, og noget lignende gør sig gældende i Den forelskede Ven (1765), ét blandt tre nye stykker fra året efter. Også her er det en Leonore, der skal kureres, denne gang for sin afsky for ægteskabet. Kun venskabet med en mand og ikke gensidig kærlighed er mulig at forene med fornuften, som for hende er „umistelig“. Dette venskab besidder hun faktisk, nemlig med Leander, der ikke har bejlet, men i stedet ytret de samme meninger om ægteskabet som hun, hvorved de ikke alene er blevet forbundsfæller, men de bedste venner af verden. Sagen er imidlertid, at Leander i virkeligheden elsker Leonore, men af frygt for et afslag fra den stålsatte ægteskabshader har spillet rollen som ven. Ved at fremkalde Leonores jalousi lykkes det ham at få hende til at gå i sig selv og forstå, at hendes afsky for ægteskabet inderst inde beror på den ydmygelse, hun har følt, fordi han aldrig har erklæret sig for hende, eller som hun siger: „Jeg havde Forfængelighed nok til at troe, at Fornuft og Kiærlighed ikke kunde bestaae med hinanden, siden De ikke elskede mig.“

Det gør han jo så. Alligevel er det ikke kærligheden, men venskabet, der fremhæves som det afgørende. Kun kærlighed som venskab er foreneligt med fornuften, for kun derved sikres parternes indbyrdes frihed og lighed. Og dog handler stykket om, at en oprindelig kærlighed fra begge sider får mulighed for at bryde igennem. Det sidste er indrømmelsen til genren, det første Biehls eget fingeraftryk.