Den mageløse opdagelse - Kirkens Gienmæle og censurdommen

Året efter udgivelsen af Nyaars-Morgen gerådede Grundtvig ud i endnu en omfattende strid, som igen fik alvorlige personlige konsekvenser for ham, men også førte ham afgørende skridt videre. Baggrunden for striden var et nybrud i Grundtvigs egen teologi, den såkaldte mageløse opdagelse, som bevægede ham bort fra de tidligere års bibelkristendom til de senere års menighedskristendom. Grundlaget for opdagelsen er konstateringen af, at der var kristendom før Bibelen. Den kan altså ikke være troens fundament, da den skylder kristendommen sin eksistens, ikke omvendt. Vil man derfor se, hvad det er, de kristne fundamentalt set tror på, hvad man skal tro for at kunne kalde sig kristen, nytter det ikke at kigge i Bibelen. For den kan ikke opfattes som en facitliste for troen. I stedet må man høre, hvad det er, de kristne bekender, når de skal udsige deres tro, og som de altid har bekendt. Kristendommens grundlæggende udtryk er derfor at finde i den apostolske trosbekendelse, som for Grundtvig var den eneste autentiske. Denne nyopdagelse forkyndtes første gang i en prædiken den niende søndag efter trinitatis 1825, men den blev først synlig for en bredere offentlighed i Grundtvigs anden skandalesucces, Kirkens Gienmæle.

Den 3. september 1825 udsendte den lovende unge teologiprofessor H.N. Clausen, der som søn af Københavns stærke stiftsprovst H.G. Clausen var så godt som født til offentlig anerkendelse, sit store værk Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. Grundtvig havde bestilt bogen til forhåndslevering med henblik på at skrive en anmeldelse, som imidlertid undervejs i læsningen blev til et hidsigt angreb. Kirkens Gienmæle udkom allerede 3 dage efter Clausens bog og udløste en sensation uden sidestykke i København. Den blev revet væk, Børsen holdt lukket på udgivelsesdagen, og alle diskuterede den. Grundtvig angriber dels Clausens selvmodsigende forhold til Bibelen, dels hans beskrivelse af kirken, som for Grundtvig er Clausens egen opfindelse, hans luftkastel, og ikke en beskrivelse af den faktisk eksisterende kirke. Dermed kan Clausens bog fortolkes som et forsøg på at omforme kirken efter sit eget hoved. Grundtvig anklager ham derfor for at være modstander af kirken og for at være en falsk lærer og kræver, at han forlader sit embede. Som det fremgår af titlen på pamfletten, mente Grundtvig ikke at tale på egne, men på kirkens vegne, og han blev overrasket og krænket og søgte at få sagen afvist, da Clausen anlagde et banalt borgerligt søgsmål for injurier. Ikke desto mindre tabte Grundtvig sagen og pålagdes som følge af injuriedommen en livsvarig censur. Denne blev han ikke egentlig pådømt, men den fulgte ifølge samtidig lovgivning med, hver gang nogen blev dømt for injurier.

Censuren fik Grundtvig til at forlade sit præsteembede og gøre status over sit forfatterskab, som var det afsluttet, i skriftet Skribenten Nik. Fred. Sev. Grundtvigs literaire Testamente (1827). Den begrænsede ham stort set ikke, kun et enkelt af hans skrifter blev undertrykt af censuren, men den hvilede som et tungt åg på ham, og hans lettelse var enorm, da den endelig blev fjernet i 1837.

Årene efter dommen var ikke de mest produktive i Grundtvigs forfatterskab, og han følte sig igen isoleret, om end der nu faktisk var ved at danne sig en kreds om ham også i København, og helt i unåde var han ikke faldet. Han fik bevilliget kongelig støtte til tre rejser til England med det formål at studere den angelsaksiske litteratur (1829-31). Disse rejser betød på flere måder et vendepunkt. De gjorde, at Grundtvig endnu en gang blev befriet fra en belastende polemisk spidssituation og kunne fordybe sig i andre emner, og den nordiske mytologi og den angelsaksiske litteratur fik ved hjemkomsten en ny opblomstring i Grundtvigs forfatterskab. Rejserne bragte også Grundtvig i kontakt med den udviklede industrialisme i England, og skønt han ikke var imponeret over industrialismen selv, som han fandt åndløs, var han des mere imponeret over den styrke, praktiske sans, frihedsdrift og handlekraft, som kom til udtryk i den. Grundtvig lagde planer om at foranstalte en udgave af de oldengelske håndskrifter i British Museum og andre steder i England og nåede at udsende en engelsksproget indbydelse til subskription, men hans ankomst udløste i stedet en pludselig og hektisk aktivitet blandt de britiske antikvarer, der tilsyneladende opfattede hans fremfærd som noget nær et fornyet vikingetogt efter deres nationale rigdomme. Grundtvigs udgivelsesprojekt kom aldrig på benene, om end det sent i hans liv lykkedes ham at udsende en originalsprogsudgave af Beowulf, Beowulfes Beorh (1861).