Agnes Slott-Møller Jomfru Blidelil (1899). Middelalderlige og prærafaelitiske folkevisemotiver blev dyrket af flere af tidens kunstnere og forfattere, ikke mindst de folkeviser, hvor kvinden bliver alene med sin genstandsløse længsel, der ikke kan finde hvile og derfor bliver transcenderende.

.

Med sin rejse ned i legendernes tid forbinder Vedel sig med de romantiske strømninger i 1800-tallets europæiske kulturliv, frem for alt med prærafaelitterne i det victorianske England, som han selv også henviser til i sin middelalderhistorie. The Pre-Raphaelite Brotherhood blev stiftet i 1848 af digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti, William Holman Hunt og John Everett Millais. Adskillige kunstnere og digtere blev i perioder associeret til broderskabet, herunder den aristokratiske lyriker Algernon Charles Swinburne, som fascinerede Johannes Jørgensen, Sophus Claussen og Helge Rode. Med arkitekten, kunsthistorikeren og polyhistoren John Ruskin som mentor forsøgte det prærafaelitiske broderskab at knytte an til kunsten før Rafael og dermed lægge afstand til højrenæssancens verdsliggørelse af kulturen og kunsten. Kunstnerne dannede et broderskab i kong Arthurs ånd og skabte digte og billedkunst i lyset af gral-herlighederne, som Vedel skriver. John Ruskins idealer var kunstnerisk bundet til middelalderens katedralbyggeri, der forenede håndværk, kunst og arkitektur med himmelstræbende religiøs længsel. Med digteren og designeren William Morris og prærafaelitternes kunst og digtning blev disse idealer virkeliggjort i 1800-tallets anden halvdel med Arts and Craft-bevægelsen, der, med tidsskriftet The Studio som løbende stilkatalog forenede kunst og håndværk i beåndet interior decoration.

Den prærafaelitiske strømning er mærkbar i Danmark og bliver stilskabende for blandt andre billedkunstnerne Agnes og Harald Slott-Møller, Gudmund Hentze og Poul S. Christiansen og flere af de forfatterskaber, der kommer til at præge 1890'erne. De gamle danske folkeviser væves ind som fortryllende længsels- og dødssyner i flere af de symbolistiske kerneværker omkring år 1900, og den prærafaelitiske bløde forsagende idealisme rammer tidens kirkefondskirker, missionshuse og højskoler, både hvad angår arkitektur og dekoration. Også den missionske salmedigtning fra anden halvdel af 1800-tallet, som Jacob Paullis „O, send os ikke ud alene“ (1882) eller „Fader milde! Lad din rige Naade“ (1878) af V.A. Esmann, tager farve af den sprøde serafiske tone i den prærafaelitiske digtning og det enkle, inderlige og forklarede Kristusbillede. Blidt som et olietryk toner Jesus frem som frelser og forsoner. I lyset af „Guds død“ finder der en kristen og kirkelig restaurering sted i epoken, hvor Indre Mission på den ene side og de såkaldte udogmatiske „liberalteologer“ på den anden skaber nye tilgange til kristendommen og evangelierne, mens den nationalt sindede grundtvigianisme med dens „folkelighed“ kommer i krise over for den aristokratiske nerveadel.

Endelig skaber den prærafaelitiske digtning og billedkunst med rødder i trubadurernes høviske elskovssange også et modbillede til dekadenternes eller „orgiasternes“, som de også blev kaldt, kvindeopfattelse. Baudelaires, Huysmans' og Verlaines frigjorte og fatale kvinde, la belle dame sans merci, der ødelægger og nedbryder manden med en syg, besmittet seksualitet, får sit underskønne, middelalderlige modbillede i den katolske Madonna og hendes vidunderlige, moderne genkaldelse, William Morris' hustru Janey Morris, der bliver hele epokens uskyldsrene længsels-ikon.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den ny middelalder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig