Den poetiske omvendelse

Den dannelse, omvendelse og skabende udvikling, Sophus Claussen krystalliserer i Antonius i Paris og Valfart i midten af 1890'erne, kan parallelt følges i hans digte, der jo også er skrevet ind i rejseromanernes erotiske forvandlinger som afgørende mellemspil. Som hos de øvrige symbolistiske forfattere er der hos Claussen ingen reelle skel mellem poesien og prosaen, der flettes sammen til digteriske gesamtkunstværker. Når man i tilfældet Claussen kan tale om „et lyrisk gennembrud“, er det fordi lyrikken på et tidspunkt tager over fra prosaen og forløser den heroiske længsel, der er resultatet af pilgrimsfærden i Valfart. Det sker langt inde i 1900-tallet, som Valfart profetisk åbnede sig mod.

Som lyriker er Claussen egenartet i tiden. Forbillederne lægger han åbent frem, mimer og citerer. Blandt de udenlandske er engelske og tyske romantikere som Byron, Shelley og Heinrich Heine og de franske modernister Baudelaire, Verlaine og Mallarmé. Blandt de danske Jens Baggesen og Emil Aarestrup. Han oversætter Shelleys digt The Sensitive Plant og enkelte digte fra Baudelaires Les Fleurs du mal og inkorporerer deres poesi i sine digtsamlinger på lige fod. Men som lyriker ligner han dem ikke synderligt. Hans poesi ejer ikke Baudelaires dybe depravation, Verlaines religiøse inderlighed eller Shelleys sarthed. Han er heller ikke som Johannes Jørgensen elegant, sleben og skånselsløs i sin melankoli, men underlig forsoren, fuld af paradokser og manisk lystne strømme af ord, fostret af en livfuld bevidsthed. Måske minder han mest af alt om Grundtvig, som han også har enkelte henvisninger til, og hvis esoteriske dannelsesruter han synes at kende og følge med et tilsvarende talent for en helt personlig metaforik. Som Grundtvig skriver også Claussen lange fortællende, belærende og dialogiske digte, der fletter en episk struktur ind i det lyriske rum – som Trefoden (1901), der er en kritisk dialog med Georg Brandes og hans tid, og Mina (1902), der er et langdigt om byen som den store skøge med bekendelsen til forandringens lov som kulmination:

Jeg digter denne Hymne til Forandringens Lov,til Kræfterne, som uophørlig skifte,der knytter sig og løses, i et aandeligt Behov,Naturens evig muntre Mangegifte.

I sit foredrag om halvfemsernes lyrik, „Jord og Sjæl“ (1917), trykt i essaysamlingen Løvetandsfnug (1918) og i uddrag som fortale til digtsamlingen Heroica (1925), beskriver Claussen poesien som erkendelsesmiddel. Han finder den fuldt ligeværdig med naturvidenskaben, men lykkeligst blandt alle videnskaber og kunster: „thi den kender hemmeligt den skabende Lov: Alt inde fra!“ Det er dette indre, sjælelige rum, Claussen som lyriker betræder. I digtet „Røg“ fra Pilefløjter (1899) beskriver Claussen interiøret i en slags lyrisk pendant til Vilhelm Hammershøi som sit eget indres hus:

Jeg kunde kysse de lyse Vægge,til Hjærtet trykkede Rum, som ruger paa kommende Tankersuanede Lykke –

de Rum, som skærmed min Forsken af Ildenog Kræfternes Spændingog tillod mit Liv ubekymret at dannesin særegne Brænding.

Det er herinde, poesien finder sin form under den langsomme brænding, der forandrer og forvandler digter-jeget og hærder hans væsen.

Hovedværkerne i Claussens lyriske produktion former sig i to triangler: det tidlige forfatterskabs samlinger Naturbørn (1887), Pilefløjter (1899) og Djævlerier (1904), og det sene forfatterskabs Danske Vers (1912), Fabler (1917) og Heroica (1925). Alle skrevet i erotikkens tegn som stadige variationer over hengivelsens mulighed, forsagelsens nødvendighed, kvinden som et væsen uden for digter-jeget og kvinden som en del af digterjegets eget væsen, dets drømme, erindringer og kraftspænding. Samlet udgør digtene et stort sammenhængende tekstlegeme.