Kritikeren P.L. Møller. Tegningens ophavsmand og år er ukendt.

.

En kritiker af Johan Ludvig Heibergs litteraturhistoriske betydning fik den danske litteratur ikke igen før Brandes. Men et andet bud på kritikkens stilling og opgave, der i kritisk originalitet og dybde kan måle sig med Heiberg, viser sig allerede i 1840'erne i P.L. Møllers kritik. Peder Ludvig Møller (1814-65) fik aldrig Heibergs position og betydning, både fordi han forlod landet tidligt, og fordi hans kritiske form er anderledes og ikke egner sig til at skabe et gennembrud. Det gør imidlertid ikke hans kritiske format mindre. Heibergs gennemslagskraft var umiddelbar, og han hævede afgørende det faglige niveau i kritikken gennem sine krav om et højere refleksionsniveau og sin evne til at gennemtænke en litterær systematik. Møller manglede forgængerens evne til at formulere et program, der ramte tiden, men med sit internationale udsyn, der er endnu mere udtalt end Heibergs, og sin evne til en reflekteret interesse for de litterære værker foregriber han en række afgørende træk i en senere tids litterære kritik. Og ved sin liberale indstilling og sin evne til at aflæse den nye digtning er P.L. Møller den centrale kritiker i perioden mellem Heiberg og Brandes.

P.L. Møllers egen skæbne var trang. Han blev student i sin fødeby Aalborg i 1832 og drog derfra til København, hvor han efter at have studeret flere forskellige fag endte i æstetikken. Hans begavelse var uomtvistelig, og skønt han levede et relativt udsvævende liv, blev han tidligt en betydelig kritiker i det danske litterære miljø. Han skrev vigtige anmeldelser allerede i løbet af 1830'erne, vandt 1841 universitetets guldmedalje og fortsatte i 1840'erne med en serie væsentlige kritiske arbejder samt udgivelsen af to forskellige tidsskrifter, Arena (1843) og Gæa (1845-1847), hvis titel (hentet fra Jordens gudinde i den græske mytologi: Gaia) signalerede det som et modstykke til Heibergs mere spekulativt anlagt nye tidsskrift Urania (den himmelske på græsk). Ambitionen var at efterfølge Oehlenschläger i den æstetiske lærestol ved universitetet. Hvorvidt denne ambition var realistisk, er svært at bedømme i dag, men den blev under alle omstændigheder effektivt tilintetgjort af Møllers ulyksalige fejde med Søren Kierkegaard. Møller havde i midten af 1840'erne en nær forbindelse til Goldschmidt, hvem han skal have givet stødet til at skrive sin første roman En Jøde. Han bidrog lejlighedsvis og anonymt til Corsaren, og Kierkegaard skandaliserede ham ved at forbinde ham med det satiriske ugeskrift. Møller følte derefter, at hans muligheder i Danmark var udtømte. I 1846 forlod han landet og vendte aldrig tilbage igen. De første år opholdt han sig i Tyskland, hvor han bl.a under Treårskrigen forfægtede danske interesser i tyske aviser, fra 1851 boede han i Paris, hvor han levede – kummerligt – som fri skribent. Han døde 1865, ensom, fattig og næsten blind.

Midt i den lange strøm af artikler, man har fra Møllers hånd, skiller to arbejder sig ud. Som kritiker toppede han i 1840'erne, hvor hans betydeligste arbejder som anmelder og kritisk portrættør blev skrevet. Efter at han forlod landet, samlede han i 1847 en række af de væsentligste i to bind. Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47, som værket kom til at hedde, er hans litteraturhistorisk set betydeligste arbejde.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den sene biedermeier - P.L. Møller og Poul Chievitz.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig