Vindrosen (1954-73) var det toneangivende kulturtidsskrift fra slutningen af 1950'erne og op gennem 1960'erne. De første redaktører var Tage Skou-Hansen og Peter P. Rohde, der stod for „en kæmpende humanisme“ og en bredde i meninger og interesser. En skarp profil fik tidsskriftet først, da Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen drejede tidsskiftet i modernistisk retning i årene 1959-63. Linjen blev videreført af Niels Barfoed, der sammen med først Jess Ørnsbo og siden Torben Brostrøm dannede redaktørpar. Da de sidste, Jørgen Bonde Jensen og Ejvind Larsen, tog over i 1968, blev tidsskriftet talerør for den stigende politisering og venstredrejning.

.

I årene omkring 1960 var Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg den dynamiske duo, der satte gang i den danske litteratur og kulturdebat. Her sidder de to den 17. januar 1959 som ny tiltrådte redaktører af Vindrosen i moderne safaristole, klar til at lede slagets gang.

.

Peter Seeberg problematiserede generationsbegrebet i sin kronik om „Den tavse generation“ i 1955. Man kan da heller ikke på enkel vis tale om en efterkrigstids- eller 60'er-generation, da flere af tidens forskellige grupperinger er sammensat af folk på stort set samme alder. Tage Skou-Hansen (f. 1925) og Frank Jæger (1926-77) havde lagt sig op ad Heretica, mens Villy Sørensen (1929-2001) og Klaus Rifbjerg (f. 1931) gjorde fælles sag som redaktører af det toneangivende tidsskrift Vindrosen (1959-63). Peter Seeberg (1925-99) og Thorkild Hansen (1927-89) forblev bipersoner i forhold til det litterære parnas, ligesom også Poul Vad (1927-2003) og Cecil Bødker (f. 1927) var det.

I sin pendant til Seebergs generationssignalement skriver Villy Sørensen i essayet „Den tavse generation“ (1957), at ungdommen i efterkrigstiden har svinget „ængsteligt frem og tilbage mellem en nihilistisk og en etisk holdning, mellem hovmodig selvopgivelse og ydmyg selvudfoldelse.“ Den karakteristik svarer ganske til den, Poul Vad giver i generationsromanen De nøjsomme (1960), og til den ydmyge selvudfoldelse, der præger en forfatter som Peter Seeberg. Han debuterede i 1953 med nogle hjemstavnsnoveller i landbobladet Landet; året efter fulgte novellen „Spionen“ i det mindre toneangivende og højredrejede tidsskrift Perspektiv (1953-69). Hans bøger udkom de følgende år på det lille forfatterforlag Arena, og han holdt sig i periferien, da han bosatte sig i Viborg, hvor han blev museumsinspektør og drev sin forfattervirksomhed sideløbende.

Men en gruppe med Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg som hovedpersoner udadtil mod offentligheden, og med Vindrosen (1954-73) som samlingspunkt, lod sig efterhånden ane. Vindrosen forvandlede sig under Sørensen og Rifbjergs redaktion fra at være et noget tandløst tidsskrift, der forsøgte at samle fløjene i åndslivet, til et organ, som ville sætte en ny dagsorden. Her var skarpe kulturpolitiske kommentarer, og så rummede det nogle af årtiets mest markante litterære artikler. I redaktionens første nummer kunne man således læse den allerede omtalte opsang til dansk litteratur af Torben Brostrøm. Den blev startskuddet til en systematisk lancering af internationale modernistiske strømninger for et dansk publikum, ligesom de danske modernister fik plads at udfolde sig på. Her var introduktioner til og oversættelser af den internationale modernismes store navne som Samuel Beckett, Louis-Ferdinand Céline og Jorge Luis Borges. Og allerede i 1959 blev den amerikanske, dis-engagerede beatgeneration præsenteret, og der blev bragt oversættelser af blandt andre Allen Ginsbergs Howl (1956), et værk, der dog først fik afgørende betydning for den generation af lyrikere, der debuterede sidst i 1960'erne.

Den internationale orientering blev styrket af en massiv oversættelse af moderne udenlandsk litteratur, som fik eller allerede havde fået afgørende indflydelse på danske forfattere. Ungdommen fik sin bibel med J.D. Salingers Forbandede ungdom (1951, da. 1953) og sine ikoner i de mange outrerede og utilpassede eksistenser i beatnikkernes værker som Jack Kerouacs Vejene (1957, da. 1960) og William S. Burroughs' Nøgen frokost (1959, da. 1967). Fra det angelsaksiske kom også en realistisk bølge med Mary McCarthys Gruppen (1963, da. 1964) og Truman Capotes dokumentariske roman Med koldt blod (1966, da. s.å.). Fra tysk kom Max Frischs Homo faber (1957, da. 1959), Günter Grass' Bliktrommen (1959, da. 1961) og Hans Magnus Enzensbergers digte (da. 1964). Fra fransk kom „le nouveau roman“ – den ny roman – med værker som Jean-Paul Sartres Kvalme (1938, da. 1963), Nathalie Sarrautes Tropismer (1957, da. 1959) og så den nyeste bølge med Alain Robbe-Grillets Øjnene (1955, da. 1959) og Claude Simons Græs (1958, da. 1961). Dertil kom en stor oversættelsesindsats, der bragte fyldige uddrag af den udenlandske lyrik i samlinger som Moderne amerikansk lyrik (1965) ved Poul Sørensen, afrikansk digtning ved Uffe Harder, de tidlige modernister som Arthur Rimbaud og Ezra Pound ved Jørgen Sonne, og Georg Trakl, Pablo Neruda, Paul Celan og Federico García Lorca ved Ivan Malinowski, for blot at nævne nogle af de mange oversættelser, der åbnede den danske grænse og gjorde både den ældre og helt aktuelle verdenslitteratur tilgængelig for enhver interesseret.

Vindrosens internationale orientering blev styrket gennem 1960'erne i en grad, så danske digtere kunne føle sig helt tilsidesat og tog initiativ til at lave deres egne tidsskifter som ta' (1967-68) og MAK (1969-70), som gav plads for ny sprog-eksperimenterende litteratur. I Vindrosens udvikling fra tidsskriftets start i 1954 til dets afvikling i 1973 kan man se nogle hovedlinjer i periodens litterære og litteraturkritiske strømninger. Det er heri, Ivan Malinowski skriver sit nihilistiske og poetiske manifest i 1958, Brostrøm søsætter modernismen, den såkaldt skrifttematiske digtning introduceres midt i årtiet, og den franske forbindelse til navne som Alain Robbe-Grillet og Claude Simon skabes. Det er her, kulturradikalismen får nyt liv, men også her, at man sidst i 1960'er-ne møder en ny stærk politisering af kulturdebatten og litteraturen, idet tidsskriftet ind i 1970'erne bliver talerør for en kompromisløs marxistisk holdning. Den anti-småborgerlige tendens, som Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg og senere redaktioner under Torben Brostrøm, Jess Ørnsbo og Niels Barfoed anlagde, bliver overhalet indenom af ideologikritikerne, der stempler modernismens bannerførere som en gang borgerlige humanister. Og borgerlige var de da også i den forstand, at de hævdede individets ret. De ophøjede kunsten til noget nær en religionserstatning. Og så gjaldt det ikke, at Villy Sørensen så tidligt som i 1962 havde udgivet et stort udvalg af den unge Karl Marx' skrifter. Tidsskriftet gik ind i 1973 efter uoverensstemmelser mellem forlaget og de marxistiske redaktører Jørgen Bonde Jensen, Ejvind Larsen og Hans Erik Avlund-Frandsen.

Hvor den sene redaktion dyrkede den ældre Marx og hans material-historiske analyser, fattede den tidlige redaktion med Sørensen som hovedmand interesse for den yngres redegørelse for begrebet fremmedgørelse. Netop fremmedgørelse er et væsentligt moment i den moderne litteratur, som det allerede er fremgået tydeligt af Seebergs Bipersonerne og Malinowskis Galgenfrist. Hvad Sørensen finder hos Marx, er en samfundsmæssig begrundelse for fremmedgørelsen, som dermed skifter karakter fra at være et ontologisk vilkår til at være et samfundsmæssigt problem. Sørensen forestiller sig ikke, at fremmedgørelsen alene er et socialt problem, men nok at de sociale forhold kan accentuere og øge det enkelte menneskes fremmedgørelse. Det er også fremmedgørelse, Sørensen er på sporet af i sine dybdepsykologiske fortolkninger i Digtere og dæmoner (1959) og i Kafkas digtning (1968). Og det er den, han fra et utopisk samfundsperspektiv tænker sig minimeret i den politiske debatbog Oprør fra midten (1978), som han – som kunstens og filosofiens mand – forfattede sammen med politikeren K. Helveg Petersen og naturvidenskabsmanden Niels I. Meyer.

Mens Villy Sørensen var Vindrosens skarpe filosofiske hoved, var Klaus Rifbjerg den rapkæftede og kontroversielle modernist. Han var fra begyndelsen af sin karriere indbegrebet af den moderne skribent og var snart teaterkritiker, snart dramatiker, snart digter og snart forlagskonsulent. I årene 1984-92 var han endda litterær direktør for Danmarks største forlag, Gyldendal. Med sin 1960'er-lyrik kom han til at sætte en ny standard for dansk sprog på linje med digtere som Adam Oehlenschläger og Johannes V. Jensen. Han udfoldede sig i alle medier og genrer og var med sin fanden-i-voldskhed, ekstravagance og enorme energi og appetit på alt i tilværelsen en stadig provokation, først over for et puritansk småborgerskab, senere over for en lige så puritansk venstrefløj af intellektuelle. Som aldrende skribent er han blevet mindre læst, men ofte udskældt af den højreorienterede opinion for at være en kulturradikal dinosaur. Under alle omstændigheder har han igennem et halvt århundrede taget ordet og været en toneangivende skikkelse i dansk litteratur- og kulturdebat.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den tavse generation tager ordet - og verdenslitteraturen kommer til landet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig