Henrik Hertz. Litografi fra 1842. Sådanne grafiske tryk af kendte mennesker inden for kunst, kultur og politik var populære midt i 1800-tallet, hvor de kunne købes hos boghandlere overalt i landet.

.

Med lystspillet Sparekassen fik Henrik Hertz en langtidsholdbar succes. I Det Kongelige Teaters opførelse 1940 blev Madam Rust spillet af Bodil Ipsen og familiens overhoved, købmand Skaarup, af Poul Reumert.

.

Hertz er en mere ægtefødt dramatiker end Heiberg, hvad der afspejler sig både i hans vaudeviller, i hans andre lystspil og i hans mere seriøse dramatiske arbejder. I hele perioden efter Oehlenschläger var han ubestrideligt den væsentligste dramatiker. Uden at kunne præstere en Scribes tempo var Hertz en særdeles flittig skribent. Rækken af hans skuespil omfatter 54 værker, hvoraf nogle, især blandt hans sene arbejder, ganske vist er rene bagateller eller er skrevet så meget til specifikke skuespillere, Det Kongelige Teater rådede over (først og fremmest fru Heiberg), at de er ganske svære at læse med andet end kulturhistorisk interesse. Som dramatiker kulminerede Hertz fra midten af 1830'erne og frem til sidst i 1840'erne. I periodens begyndelse skrev han – i umiddelbar forlængelse af hinanden – sine to vigtigste skuespil, komedien Sparekassen (1836) og den romantiske tragedie Svend Dyrings Huus (1837).

Særligt fremtrædende i hele Hertz' komiske dramatik er hans talent for det scenisk virksomme og for at dreje sine handlingsgange ind og ud af de mest ubeskrivelige forviklinger. Sansen for den sceniske virkning ser man fx i den i øvrigt bagatelagtige en-akts-vaudeville Flugten til Sprogø (1838), hvori de to narre Tanteie og Burre efterlyses af deres tidligere arbejdsgiver i en annonce, der giver en stærkt afslørende personlig beskrivelse af hver af dem. De krænkes stærkt, da de læser annoncen, men gør i øvrigt deres bedste for at leve op til den. Der er frit slag for to skuespillere med sans for klovnerier på scenen. Netop Flugten til Sprogø fik dog den vanskæbne at blive udpebet og taget af programmet efter anden opførelse.

Hertz' tekniske mesterskab i omgangen med skuespillets handling demonstreres til perfektion i den farcelignende verskomedie Amors Geniestreger (1830). Udgangspunktet for handlingen er beslutsomt absurd, og handlingsforløbet sigter ikke imod andet end at foranstalte en byge af misforståelser og identitetsforbytninger, således at mindst én person på scenen hele tiden skal udgive sig for eller tages for at være en anden, indtil alle forviklingerne til sidst kan kan resultere i den lykkelige forening af to venner og to søstre.

En af Hertz' centrale ambitioner var at skabe et moderne lystspil på den danske scene, og det lykkedes ham ofte at forene Holbergs sans for slagkraftige figurkonstellationer og handlingsgang og Heibergs overlegne elegance og lethed. Hertz' komiske sceneværker falder i tre grupper, der dog deler en række fællestræk. Det drejer sig om den borgerlige komedie, vaudevillen og verskomedien. Den centrale forskel mellem de tre grupper giver næsten sig selv. Den borgerlige komedie er en opdatering af Holbergs komedier, ofte med direkte sammenfald i figurkonstellationerne. Den bevæger sig i det københavnske borgerskabs rum og indeholder hyppige indslag af satiriske elementer, således allerede i debutkomedien, der ligger helt i forlængelse af Holberg med en næsten skematisk gentagelse af figurgalleriet og med en satire over borgerskabets teater tossethed. Efterhånden udvikler Hertz en større selvstændighed i persontegningen og en tydeligere replikindividualitet. Hertz' vaudeviller er skrevet med den fra Heiberg kendte bagatelagtige lethed og med en række indlagte elegante sangnumre, men Hertz' vaudeviller er Heibergs overlegne i både handlingskonstruktion og karaktertegning, og de fremstår stadig i dag læseligere end forbilledets. Det gælder fx De Fattiges Dyrehave (skrevet 1844-45, omarbejdet 1853, opført 1854), hvori kasketmageren Conradsen søger at forhindre sin datter Elisas stævnemøde i Dyrehaven med ambassadesekretæren Frederik Chatelet, som han ikke tilskriver reelle hensigter. I stedet lokker han hende til „De Fattiges Dyrehave“, et billigt forlystelsessted ved kalkbrænderihavnen. Frederik Chatelet, der faktisk har reelle hensigter med Elisa, forhindres imidlertid i at nå frem til Dyrehaven til aftalt tid af et ulydigt mandskab og en grundstødt båd og strander i stedet til sin fortvivlelse i netop De Fattiges Dyrehave. Der støder han selvsagt på Elisa, så Conradsen kommer til at bringe de unge elskende sammen netop ved den handling, hvormed han ønskede at holde dem fra hinanden. I en vaudeville giver slutresultatet sig selv. Verskomedien på sin side er selvfølgelig skrevet på vers, og det giver Hertz muligheden for at udfolde sin versifikatoriske spidsfindighed, men intrigen, miljøet og satiren er også her, som man finder den i komedierne.

Figurgalleriet i Hertz' lystspil er i alt væsentligt taget fra borgerskabets verden, og deres vigtigste scene er borgerstuen. Hertz opfatter borgerskabets medlemmer i den poetiske realismes maner med et klart blik for deres mangfoldige menneskelige svagheder, men også med rørende og indfølte portrætter. Til gengæld har han ikke det aggressive bid, som Heiberg, Paludan-Müller og Kierkegaard kan lægge for dagen i deres satiriseringer over spidsborgerligheden.

Højdepunktet af Hertz' komediedigtning er Sparekassen, der blev opført første gang 26. maj 1836. I begyndelsen var hverken skuespillerne eller publikum videre begejstrede for stykket, men efterhånden opnåede det stor popularitet og var gennem mange år et af de hyppigst opførte stykker i Danmark.

Sparekassen udspiller sig i biedermeierstuens nære og fortrolige rum og åbnes med et familieskænderi hos den fallerede købmand Skaarup om anvendelsen af en mindre arv på 300 rigsdaler. Skaarup selv ønsker at sætte dem i banken, men han kan ikke sætte sin vilje igennem. Hvert af familiemedlemmerne vil bruge pengene på sig selv, og forvirringen er så total, at Skaarup, da støvet har lagt sig, er blevet overtalt til at købe et lod i klasselotteriet. Den tåbelige investering synes i første omgang at bære frugt, da det pludselig forlyder, at de har vundet den svimlende sum af 50.000 rigsdaler. Uden sikkerhed giver de sig til at gøre store indhug i pengene og bliver pludselig populære i borgermiljøet.

I mellemtiden er plejesønnen Nicolai vendt velhavende hjem fra Amerika for at hjælpe familien ud af dens økonomiske trængsler og for at fri til familiens eneste fornuftige medlem, datteren Antonie (en af fru Heibergs glansroller). Han har dog hemmeligholdt sin rigdom for at blive modtaget som sig selv. Antonie møder ham med kærlighed, men midt i opstandelsen lykkes det kun akkurat resten af familien at lægge mærke til ham. Da det viser sig, at loddet alligevel er værdiløst, kan Nicolai imidlertid træde til som familiens sande ven – i modsætning til de falske, der kun viste interesse på grund af den pludselige rigdom. Nicolai og Antonie kan da forenes, og stykkets undertitel „Naar Enden er god, er Alting godt“, kan også blive stykkets konklusion.

Stykket er et stilrent eksempel på den poetisk-realistiske satire. Selvom tonen er mild, er den bestemt ikke tandløs. Kun det centrale elskerpar er ikke betragtet med ironi: Borgermiljøets forlorenhed udstilles tydeligt, og skønt Skaarup-familiens medlemmer er elskelige, er de

fleste også tåbelige og egoistiske. Overladt til sig selv kan de ingenting, og kun en venlig indgriben af skæbnen i Nicolais skikkelse sikrer, at enden faktisk bliver god. Tonen er dog så venlig, at tilskueren aldrig lades i tvivl om den lykkelige slutning, men kun om, ad hvilken vej Sparekassen vil nå frem til den.

Kort efter, i 1837, fulgte Hertz' andet dramatiske hovedværk, folkevisepastichen Svend Dyrings Huus. Romantisk Tragoedie i 4 Acter, hvis handling er henlagt til Valdemar Atterdags regeringstid omkring 1340. Som i Sparekassen er udgangspunktet den problematiske situation, der opstår, når husherren ikke er sin opgave voksen. Den centrale handling udspilles uden om husherren, som gennem hele stykket holdes i uvidenhed af sin anden kone, den intrigante fru Guldborg. Først da krisen i sidste øjeblik løses, går det op for ham, at den overhovedet har eksisteret.

Guldborg styrer huset med hård hånd og mishandler hans børn fra første ægteskab, de to små sønner Alf og Ovelille og datteren Regisse. Guldborgs egen datter fra et tidligere ægteskab, Ragnhild, er blevet trolovet med Tage Bolt, som løsning på en strid om et stykke jord, hvad der dog strider imod en spådom over Ragnhild: at en voldsom forelskelse vil afgøre hendes skæbne. Ragnhild og Tage Bolt er bestemt ikke forelskede, men de accepterer begge ved historiens begyndelse fornuften i det arrangerede ægteskab.

I Svend Dyrings hus skal der være gilde i anledning af Ridder Stig Hvides besøg. Ridder Stig har længe bejlet til Svend Dyrings datter Regisse, der indtil videre ikke har vist tegn på at gengælde hans følelser. Ved gildet forsøger han endnu en gang uden held at overtale Regisse til at gifte sig med ham. Tragediens centrale psykologiske konflikt opstår, da han efterfølgende forsøger at vinde hende ved at kaste hende et æble beskrevet med elskovsruner. Ved en fejl rammer han Ragnhild, der herfra er i sine følelsers vold:

Jeg har hidtil levet tilfreds. Een DagGik som den anden i eensformig Mag.Jeg havde fuldt op af Alt, var hædret i min Stand.Var jeg hungrig, spiste jeg; var jeg tørstig, kunde jeg drikke.(…)Nu er det anderledes. Jeg er eensom og forladt.Min Kind brænder; min Gang er urolig.Min Vei gik midt over Heden inat,Og Skoven har været min Bolig.

I tragediens fjerde akt er både Svend Dyring og hans datter truet på livet. Ragnhild vil forgive Regisse, og Tage Bolt er i jalousi imod ridder Stig ved at overfalde Svend Dyrings hjem. Hele Svend Dyrings familie reddes, da den afdøde fru Helvig viser sig for at sætte den intrigerende Guldborg på plads. Den dødes genkomst opfattes af Ragnhild som et tegn til, at hun skal kaste sig i fjorden – hvor Tage finder sin omkomne trolovede. Tage er herefter ukampdygtig, og angrebet på Svend Dyring afværges. Stig, der i mellemtiden er blevet tilgivet af Regisse, har ved historiens slutning fået erklæret sin kærlighed offentligt, og da hverken Guldborg eller Ragnhild længere kan gøre indvendinger, tegner det lyst for de tos fremtid – angivelig med Svend Dyrings samtykke, da han som alle andre er betaget af ridderen.

Runekastet spiller en anden rolle i Svend Dyrings Huus end i folkevisen. Historiens trekantsdrama kunne sagtens stå alene uden et runekast. Ragnhild konstaterer allerede fra historiens begyndelse, at det arrangerede ægteskab strider med moderens spådom, og hun viser da også interesse for Ridder Stig, inden hun bliver ramt af runerne. Dermed bliver elskovsmagien mest af alt en fremskyndelse og en billedliggørelse af en situation, som allerede er til stede: Uanset om hun er tvunget af runernes magi, vil Ragnhild bevidst eller ubevidst gerne forhekses. Henrik Hertz selv skrev i et brev til sin bror om Ragnhilds karakter, at han havde tilstræbt at „kunne fremstille et af Naturen stærkt, endog stolt qvindeligt Væsens indre Kamp under Indflydelse af den uimodstaaelige Magt, der antages at ligge i Runerne.“

Hertz har altså givet folkevisen en psykologisk drejning. Elementerne overføres fra den sungne, handlingsstyrede formeldigtning i folkevisen til det dialogbaserede, psykologiske drama. Dermed forandres de, så karakterernes individuelle særtræk kommer til at spille hovedrollen i stykket. Runekastet befinder sig i et svært definerbart rum mellem magi og psykologi, hvor den dragning, ridderen udøver, viser sig i den forhekselse, der rammer kvinderne omkring ham. Hans erotiske magt over Regisse er lige så stor som hans magiske magt over Ragnhild. Regisse beskriver det selv således:

Men, Stig! I burde mig bedre forstaae!I har ikke trængt til den lokkende Rune:I har lokket mig mangen hemmelig Stund.Der er Runer skrevet om Eders Mund,Paa Panden og i Eders Øine brune.

Portrættet af ridderen stående imellem de to stedsøstre rummer biedermeierkulturens to sider. Regisses elskov til Ridder Stig er den poetiske realismes: renfærdig og naturlig. Hun drager ham opad, bringer det gode op i ham og møder hans synd med sin tilgivelse. Ragnhilds passion er interessant: forvrænget, unaturlig og sammensat af tvetydige følelser. Den truer følgerigtigt også med at drage ridderen i ulykke.

Svend Dyrings Huus var en stor succes på Det Kongelige Teater, hvor rollen som Ragnhild ved uropførelsen – naturligvis – blev spillet af Johanne Luise Heiberg. Musikken blev skrevet af Henrik Rung, og i 1896 blev teksten brugt som forlæg til Emil Hartmanns opera Ragnhild. Georg Brandes fremsatte den påstand, at Henrik Ibsens ungdomsværk Gildet på Solhaug (1855) lå påfaldende tæt på Svend Dyrings Huus. Ibsen selv benægtede det med en hårdnakkethed, der ikke var ganske overbevisende. Henrik Hertz' romantiske tragedie blev i 1908 til en 14 minutters kortfilm af Viggo Larsen, og i 1922 blev Svend Dyrings Vej indviet i Sundby.

Svend Dyrings Huus åbner en kortere række af mere alvorlige dramaer, der omfatter det nationalhistoriske drama Valdemar Atterdag (1839), Svanehammen (1841), Kong Renés Datter (1845) og Ninon (1848). Af disse er Ninon Hertz' eneste rendyrkede tragedie. Titelfiguren er en berømt fransk kurtisane, Ninon de Lenclos, og hendes ulykke er, at hun har fornægtet sin søn, Chevalier de Villiers, ved fødslen, hvorfor han ikke kender hende og – skønt meget yngre end hende – selv bliver den ædleste og mest renhjertede blandt hendes tilbedere. Ninon efterstræbes af selveste kardinal Richelieu, der efter at have fået afslag søger at bortføre hende gennem en intrige ved et bal. Gennem et snørklet forløb bliver slutresultatet i stedet, at chevalieren erfarer sin herkomst og i desperation skyder sig. Trods motivsammenfaldet er der dog ikke tale om et menneskeligt udvejsløst skæbnemønster som i Ødipus, men snarere om et moralsk drama: Det er Ninons eget svigt, idet hun ikke vil anerkende sin søn, der gengangeragtigt vender tilbage og leder dem begge i ulykke. Tragedien er ikke skrevet uden plads til forsoning, men forsoningen er moralsk og genkendes i skuespillet som en højere retfærdighed snarere end som en god skæbne. Over for dette bevæger de to romantiske pastoraler Svanehammen og Kong Renés Datter sig i en mildere verden, hvor alle modsætninger imellem figurerne ophæves i harmoni. Kong Renés Datter fik efter Hertz' død en overraskende adgang til verdensberømmelse, da den russiske komponist Tjajkovskij skrev sin sidste opera Jolanthe (1893) over skuespillet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den tekniske mester - Hertz' dramatik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig