Det er det hele - Inger Christensen

Det var under indtryk af det stærkt politiserede klima i 1970'erne, at Højholt skrev digtet „Kunstneren samfundets samvittighed“ (1976), hvori han som kunstner frabad sig rollen som samfundets dårlige samvittighed og undsagde kunstnerens politiske forpligtelser. Han ville have skæg for sig og snot for sig og splittede digteren op i to: digteren, som digter gode digte, og samfundsborgeren, som har meninger om og holdninger til samfundsmæssige problemstillinger. Det var en gennemført arbejdsdeling, som man nok havde hørt om før i forbindelse med kunst for kunstens egen skyld og kunsten som et relativt autonomt område i samfundet. Men blot nogle få år før Højholts statement var det endnu muligt at skrive det politiske ind i en skriftbevidst digtning. Det skete med Inger Christensens (f. 1935) epokegørende digtsamling det (1969), som opsamler 1960'ernes digteriske erfaringer og kombinerer dem med nye antipsykiatriske teorier, eksistentielle angsttemaer og ungdomsoprørets romantiske forestillinger om en anden verden nu og her. Hun var i Paris under studenter- og arbejderoprøret i 1968, hvor hun oplevede den aktuelle revolte, men hun skrev store dele af det under et længere ophold i Rom. Værket – og forfatterskabet i øvrigt – bærer da også både præg af oprørske „kaotiske“ elementer og af det formstrenge og klassiske.

Mens Højholt solgte 150 eksemplarer af sit hovedværk Poetens hoved i løbet af de første par år, solgte det i studenteroprørets jubelår 1969 15.000 eksemplarer, så der var og er tale om en helt ekstraordinær litterær begivenhed. Hans-Jørgen Nielsen kaldte samlingen for en ordkatedral, og det angiver ganske godt den ærefrygt, der stod om den, ligesom det også peger på den religiøse dimension, som den – i modsætning til fx Højholts værker – også rummer. det er da også stor komposition med prolog, epilog og en trefløjet hoveddel, der igen er delt op i otte gange otte dele. Hele denne centrale midterdel er som „et overfyldt punkt“, der er spredt ud, så det kan blive synligt og forståeligt. Men man kan forestille sig det hele opfattet samtidigt, som et glimt eller som alt det, ordet „det“ henviser til ved endt læsning.

„Prologos“ giver både en skabelsesberetning og et apokalyptisk perspektiv, idet verdens skabelse mimes i både form og indhold: „Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver til andet.“ En bindende tilfældighed sætter det hele i gang, og så kører det af sted efter et system, der indeholder sin egen afvikling og indbyggede entropi, som det hedder med et af periodens modeord.

det indeholder en gennemført systemkritik af såvel det kapitalistiske samfund som af sine egne kunstneriske principper. At skrive ét er samtidig at dække for noget andet. Og netop det forhold forsøger Christensen at råde bod på ved at etablere systemer, som er åbne for alt det, som andre lukker ude og ikke giver mulighed for at komme til orde. I „Epilogos“ skaber hun således et pulserende og organisk vækstsystem, der i princippet er uendeligt, og som demonstrerer en antihierarkisk og antiautoritær måde at anskue verden på.

Når det kunne blive så stor en publikumssucces, hænger det sammen med Christensens vilje til at bryde med den elitære digtning, der kun henvender sig til de få. Ikke at det er ligetil, for samlingen er holdt sammen af uhyre komplekse kompositionsprincipper dannet af matematiske og mytiske talsystemer, sprogvidenskabelige begreber og af en opbrudt klassisk dramaturgi. Men samlingen indeholder også lettilgængelige tekster om den psykiatriske patient, der er med til at gøre oprør og sætte verden i bevægelse. De „skøre“ og „syge“ har visionerne og reagerer – i forlængelse af den skotske psykiater Ronald D. Laings populære antipsykiatri – sundt på et sygt system. Og så er der sangbare digte, der appellerede direkte til tidens antikapitalistiske tankegang og miljøaktivisme. Det er i det, man kan læse om, at

Et samfund kan være så stenetAt alt er en eneste blokOg indbyggermassen så benetAt livet er gået i chokOg hjertet er helt i skyggeOg hjertet er næsten hørt opTil nogen begynder at byggeEn by der er blød som en krop

Sådan en traditionel rimet, strofisk og billedsproglig lyrik står side om side med tekster af en ganske anden, skrifttematisk karakter. „Det er alt sammen noget jeg har lånt fra verden / Jeg bruger det som det passer mig“, siges det, men med en bevidsthed om, at dette jeg også er styret af både „indre“ og „ydre“ systemer af biologisk, psykisk og social art. Overalt fastholder Christensen en dialektik mellem det skabte og det skabende, ligesom hun fastholder et paradoksalt eller komplementært blik på verden for at få mangfoldigheden med.

I det tales om det menneskelige mellemværende, om deltagelse og meddelagtighed og om en anden og mere menneskelig verden. Der er altså tale om givne værdier trods alle attituderelativistiske anslag. det udgør på én gang et ikke-centralperspektivisk og horisontalt univers, samtidig med at tanken stiger vertikalt, overskuende og helhedsdannende og samler sig i det beskedne, men efterhånden magiske ord, der kommer til at betyde alt, nemlig den bestemte artikel og det demonstrative og personlige pronomen: det.

Med et omskrevet Marx-motto kan man sige, at digterne kun har fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den. I 1969 var det den permanente revolution, der stod på dagsordenen, og det er den, som det følger og bidrager til med sin systemkritik. Kritikken går både på den kapitalistiske verden og på digtningen selv. Utopien må ikke blive til en glansbilledidyl, og derfor indlemmes både angsten og døden i den. Og digtningen må ikke stagnere i faste mønstre. Derfor er det skrivende jegs fortsatte lidenskab ikke bare som i debuten Lys at vågne, men „at gå videre“.

Men det hele begynder i angsten, i det og det øvrige forfatterskab. I de to første digtsamlinger Lys (1962) og Græs (1963) ses de typiske 1960'er-modernistiske temaer som adskillelse, fremmedgørelse, isolation og eksistentiel angst i øjnene. Men her er ikke skygge af mondæn nihilisme eller sortsyn på ordenes vegne, som faktisk kan bruges i en samtale i netop de sparsomme og koncentrerede mængder, Christensen lader dem falde i. Der fattes et håb til lyset i den forstand, at det symboliserer oplysning, indsigt og en slags ukonfessionel guddommelighed, og et håb til det fælles naturgrundlag symboliseret ved græsset. Det er svært at komme i kontakt med det andet menneske, og der må tilføjes et „s.u.“ i digtsuiten „Møde“. Men det lykkes trods alt. Digte er kommunikation, og selvom sproget er korrumperet af magten og den almindelige nedslidning, så lever drømmen om at skabe et kunstnerisk „parallelsprog“, der kan sætte verden i bevægelse. Det fremgår især af det, men også af Christensens romaneksperimenter Evighedsmaskinen (1964) og Azorno (1967) og af hendes hørespil for radioen.

Christensens tidlige digte beskriver et menneske, der forsøger at komme på talefod med sig selv, med den elskede og med verden i stort format. „Kaldende Er jeg en kvinde / Jeg / jeg er den der er åben“, skriver hun i Lys. Hermed markerer hun en kvindelig vinkel og attitude, som er anderledes end den, de aggressive og hårdtslående mandlige kolleger som Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo og Ivan Malinowski slår an. Hun ligger da mere på linje med den tidlige Cecil Bødker og tilbage i tid og sted med den finlandssvenske lyriker Edith Södergran. Men ellers er forfatterskabet ikke specielt kvindeligt anlagt i sin tematik. Det hævder fra begyndelsen en naturforbundethed, som kommer til udtryk i Græs, hvor græsset netop står som symbol for naturgrundlaget, der både er skrøbeligt og – som det viser sig i det – lagt i menneskets hænder i kraft af, at det er i mennesket, at naturen vågner til bevidsthed om sig selv.

I Christensens digtning fremstår naturen både som dét, mennesket er indfældet i og del af, og som dét, det er udenfor, fordi den er uforståelig og fremmed med sin mangel på menneskelig hensigt og retning. I naturen er mennesket uden for lands lov og ret. Men det er også dette naturgrundlag, som det er opgaven at sætte sig i forbindelse og samklang med, sådan som den romantiske organismetænkning har foreskrevet det siden begyndelsen af 1800-tallet. Det må man gøre for af få en slags sjælefred, idet man „afrealiserer“ sig selv, med et begreb Christensen bragte til verden på et tidspunkt (1979), hvor man ellers talte om, at man skulle realisere sig selv for enhver pris. Og det må man gøre for ikke at ødelægge den natur, hvis bevidsthed man er, og som man dermed har ansvar for. I „Fred“ (1963) hedder det således med en gådefuld formulering, der med et typisk paradoksalt udtryk både fastholder tanken om individets udødelighed og lader det forsvinde i et biologisk kredsløb: „Duerne gror på marken / Af jord skal du igen opstå“.

Efter den på alle måder store digtsamling det fulgte den mindre prætentiøse, Brev i april (1979), der fungerer som en optakt til det næste lyriske hovedværk alfabet (1981). Samlingen er ligesom det og også Sommerfugledalen (1991) komponeret efter et særligt talsystem. alfabet kombinerer således alfabetet med Fibonaccis talrække (1,2,3,5,8,13 …). Denne kombinatorik får digtet til at svulme op med nærmest eksponentiel vækst og tenderer mod det uendelige og uoverskuelige. I begyndelsen er systemet godt, fordi det gør det muligt at sige noget, senere kræver det, at der siges for meget, og systemet forlades af digteren ved bogstavet n.

Systemet er i en vis forstand en tilfældighed ligesom alfabetets rækkefølge af bogstaver, men det refererer også til en naturlig orden, som både ligger hinsides tilfældigheden og det enkelte subjekts vilje. Når Christensen således integrerer systemer i sin digtning, er de en del af værkets mening. Dels peger de på en naturlig orden, som hendes ord indskrives i, dels peger de på en destruktiv orden, som mennesket kan blive underlagt – fx når det udvikler først a- og b-bomber og med destruktiv systemtvang kan se frem til c- og d-bomber, fanget som det er af sit eget system.

alfabets struktur åbner for inddragelsen af alle mulige temaer og motiver. Der lægges ud med en forundringsvækkende konstatering af at „abrikostræerne findes, abrikostræerne findes“. De findes både uden for sproget og i det, og ordene står som det formidlende led mellem tingene og vores bevidsthed om dem. De skaber forbindelsen. I alfabet vises en verden, der ligger og er skabt før sproget, og som bevidsthedsmæssigt bliver til i og med sproget. Det gælder alt lige fra alverdens organiske og anorganiske ting til noget så dagligdags som at stå og kigge ud ad køkkenvinduet, mens man skræller kartofler. Der er og skal være plads til både hverdagens foreteelser og til det universelle og mytiske perspektiv. alfabet er ligesom det en samling, der rækker ud efter det hele, vel vidende, at det hele selvfølgelig ikke kan være i et digt. Men digtet som del af helheden får en slags repræsentativ karakter. Det er en model af verden, men en model, som er del af og har del i verden og altså ikke bare er en tilfældig model. Her er både labyrint og arabesk, fordi disse former hører naturen til.

Med Sommerfugledalen. Et requiem skrev Christensen en klassisk sonetkrans, dvs. i alt 15 sonetter, hvor den afsluttende verslinje i første sonet danner første verslinje i den efterfølgende og så fremdeles indtil den 15. sonet, mestersonetten, der udgøres af første verslinje fra de øvrige 14. Sonetterne kombinerer en lang række navne på alverdens sommerfugle. Den prøvede kunstform kalder på centrallyriske temaer som livet og døden, erindring og glemsel, drøm og virkelighed, som her behandles med en blanding af tung alvor og sommerfuglelet og virtuos musikalitet. Med dette værk skrev Christensen sig ind i nobelprisklassen. Hun er ofte nævnt som dansk kandidat til prisen, men har endnu måttet nøjes med den såkaldt lille nobelpris: Svenska Akademiens Nordiska Priset, som hun fik i 1994.

I Sommerfugledalen viser Christensens helhedstænkende tendens sig, når det lyriske jeg „sammensmelter ord og fænomen“ og „leger perlemåler for at bringe / alverdens leveformer ind i én“. Men det er med en smertelig og melankolsk bevidsthed om, at helheden, genopstandelsen og det evige liv, som der tales om, kun er noget, hun leger – altså forestiller sig og fantaserer sig til. Døden er den centrale partner, som ses i øjnene, og som ser hende an, og det er med hendes skaberevne spændt op mod dødens tilintetgørelse, at hendes møde med verden oplades med energi og „fortrylles“. Men det er døden, som får det sidste blik i Sommerfugledalen, der nok kan få sprog og liv til at lette, men som ingen frelse kender, og som derfor til slut overlader det lyriske jeg til tilintetgørelsen:

De stiger op, planetens sommerfuglei Brajčinodalens middagshede luft,op fra den underjordisk bitre hule,som bjergbuskadset dækker med sin duft.Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,som påfugløje flagrer de omkringog foregøgler universets tåbeet liv der ikke dør som ingenting.Hvem er det der fortryller dette mødemed strejf af sjælefred og søde løgneog sommersyner af forsvundne døde?Mit øre svarer med sin døve ringen:Det er døden som med egne øjneser dig an fra sommerfuglevingen.