Det folkelige gennembrud

Der er hos en dominerende gruppe af forfattere, som entrer den danske, litterære scene omkring 1900, en tydelig opfattelse af at være nået frem til et punkt i historien, hvorfra de kan se frem og tilbage med samme optimistiske ret. I deres værker henviser disse forfattere til opvæksterfaringer i befolkningslag, som ikke tilhører borgerskabet i købstæderne eller hovedstaden. Derfor er denne forfattergruppe, deres værker og deres virke da også ofte med et samlende begreb blevet kaldt for det folkelige gennembrud i dansk litteratur.

Nu var det ikke helt nyt at skrive om de sociale erfaringer fra et liv på landet, det havde eksempelvis Henrik Pontoppidan for længst gjort i Fra Hytterne (1887) og Det forjættede Land (1892-95). Ligeledes havde en gruppe af formidlere af almuelivet, de såkaldte skolelærerforfattere, udsendt deres fortællinger i 1860'erne og 70'erne, hvori de ofte i moralske eller belærende genrer skildrer sider af landlivet med dets udfordringer (se Litterære livsmanualer) . Det nye ved de forfattere, der træder ind på scenen omkring 1900, er imidlertid den selvbevidsthed og selvfølelse, hvormed de peger på forudsætninger og vilkår i den danske provins og det jyske i særdeleshed, eller på de gærende kræfter i den arbejderklasse, som vokser frem først og fremmest i København. Det er ikke mindst Martin Andersen Nexø, der skildrer byproletarens lod og liv med baggrund i egne erfaringer fra Bornholm og Christianshavn. Gruppen af nye forfattere omfatter i første række derudover Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg , Marie Bregendahl og Thøger Larsen, der alle debuterer lige omkring århundredskiftet. Der er ikke tale om nogen fast defineret gruppering. Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø indledte fx deres forfatterskaber som dekadente halvfemserprosaister (se Dekadencedigtningens kulmination). Og Jakob Knudsen og Knud Hjortø opfattes ofte som en del af det folkelige gennembrud pga. deres jyske bondebaggrund, men deres forfatterskaber videreførte snarere symbolismens psykologiske granskninger.

Men disse meget forskellige forfattere har en levet historie til fælles, der handler om erfaringer med og fra etableringen af det såkaldt folkelige Danmark. Sammen med malere som Johannes Larsen, Fritz Syberg, Peter Hansen og Niels Larsen Stevns samt komponisten Carl Nielsen er denne forfattergeneration født og vokset op med et rungende ekko fra den største nationale og politiske katastrofe, Danmark havde været udsat for i nyere tid, nemlig krigsnederlaget i april 1864, da den preussiske hær løb skanserne ved Dybbøl over ende. Heltemod var ikke nok for den talmæssigt mindre og udstyrsmæssigt ringere stillede danske hær. Danmark tabte den korte og heftige krig og dermed hertugdømmerne Holsten, Slesvig og Lauenborg med blandt andet byerne Kiel, Sønderborg, Flensborg, Tønder, Aabenraa og Haderslev. Det danske monarki blev derved reduceret med to femtedele af sit område fra 58.000 til 39.000 kvadratkilometer og måtte dermed afgive omkring 800.000 af sine hidtidige indbyggere. Havnebyen Altona, hvorfra der udskibedes herregårdssmør og andre varer for det engelske marked, var tabt. „Saarfeberen fra Dybbøl“, som Herman Bang kaldte de nationale katastrofevirkninger i romanen Tine (1889), stank og pinte længe efter og forsvandt først ved Genforeningen i 1920, da det nordslesvigske område efter en internationalt foranstaltet folkeafstemning atter blev dansk.

Alt dette har den generation af forfattere, vi her taler om, ikke lod og del i, men de vokser op i den forslåede eftertid og udgør en del af den efterslægt, der måtte finde en måde at rejse sig på. Det omfattende nederlag til Preussen var en tragedie af enorme dimensioner, men den betød samtidig en ny tids begyndelse. For det første gav tabet af det velhavende Holsten og Slesvig visse nye muligheder for landbruget i det tilbageværende land. For det andet formåede det samme landbrug ved en historisk kraftanstrengelse og et heldigt samspil af forskellige omstændigheder at omstille sin produktion fra overvejende korn til overvejende animalske varer som flæsk og smør for det engelske og tyske marked. Det førte til afgørende materielle forbedringer og et økonomisk kæmpespring frem mod en genrejsning af den nationale selvbevidsthed og økonomien.

Nederlaget ved Dybbøl virkede således som et vendepunkt for udviklingen af en ny national selvbesindelse. Uafhængigt af den famøse krig havde landbefolkningen op gennem 1800-tallet undergået en oplysning og bevidstgørelse, som nu fik betydning. Den folkelige vækkelse, der havde nogle rødder og forudsætninger i de religiøse fællesskaber i første halvdel af århundredet, antog nu helt nye former i forbindelse med folkehøjskolernes udbredelse.

Fra og med 1880'erne bliver resultaterne af udviklingskræfterne for alvor synlige, ikke mindst gennem betydelige ændringer af landskaberne, der skal kompensere for landets formindskede areal: Store dele af den jyske hede opdyrkes, vandige områder afvandes og læhegn skyder op sammen med nye gran- og fyrreplantager. Dampdragen, som H.C. Andersen havde kaldt lokomotivet, trak sine vogne ad hundredvis af kilometer spor, der var trukket gennem det danske landskab. Jernbanerne havde ikke bare forvandlet det indre af landet, ikke mindst Jylland, men lukket det op med en helt ny og konkurrencedygtig måde at fragte landbrugets produkter på. De store hedeopdyrkninger og andre landindvindinger ved dræning og mergling betød storproduktion af foder til kreaturer og svin, som leverede råvarer til de mejerier og slagterier, der nu rejste deres knejsende, stolte skorstene i de nye bydannelser ved jernbanelinjerne. Disse såkaldte stationsbyer blev ofte hjemsteder netop for de nye mejerier, slagterier og andre forarbejdningssteder. Dernæst kunne jernbanelinjen transportere varerne til den nye havneby syd for Ho Bugt, Esbjerg, som meget hurtigt blev landets betydeligste havn for udskibning mod England.

Hele denne udvikling betød, at den gamle almue- eller bondekultur var i opbrud og under hastig opløsning, indgående skildret af især Marie Bregendahl. De her omtalte forfattere og andre kunstnere har det tilfælles, at de i barndommen havde stiftet bekendtskab med sider af de gamle rytmer, mens de voksede op sammen med det nye, produktive mosaiklandskab, som andelslandbruget med sine videnskabeligt baserede sædskifter havde skabt på rekordtid. Den ny forfattergenerations medlemmer er også oftest præget af sider af den grundtvigske skole og folkeoplysning, der sammen med andelsbevægelsen var med til forme en særlig moderniseret udgave af en bondekultur, der var båret af en meget betydelig selvfølelse. Det var de større og mellemstore selvejerbønder, gårdmandsklassen, der især erobrede en stærk position både økonomisk, socialt og kulturelt. Bag sig eller under sig efterlod den ny tids andelsbonde således en relativ forhutlet eller i hvert fald afhængig klasse af landproletariat eller husmænd, som ikke var kommet med i opdriften og som betalte prisen for de store hartkorns løft.

Denne klassekonflikt og dette sociale skel udgør et væsentligt tema for flere af det nye gennembruds forfattere; ikke mindst Martin Andersen Nexø, Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg skildrer resultaterne og vender sig stærkt kritisk mod den udvikling, de så suse af sted på kapitalismens og udviklingens vinger. Men trods dybe skel og proletarisering derude på landet, så rejste der sig samlet set en sejrsstemning efter opgøret med Estrup og Provisorietiden i 1880'erne og 90'erne. Det lykkedes for bønderne, de nye driftige selvejere, at vende udviklingen og vinde den politiske magt, og den 24. januar 1901 fuldbyrdedes det folkeliges sejr, da ministeriet J.H. Deuntzer tiltrådte og indførte parlamentarismen, så de Estrup'ske provisorier – de midlertidige finanslove mod folketingsflertallets vilje – ikke længere blev en lovlig mulighed.

Folket havde sejret, sådan blev det i al fald tolket og oplevet. Det folkelige Danmark foldede sig ud her ved indgangen til 1900-tallet med forsamlingshuse, forenings- og kirkeliv og en velkonsolideret lokalpresse. Det var bønderne, den agrare offentlighed og kraft, der ikke mindst i egen selvforståelse havde sejret og indført et folkeligt-parlamentarisk demokrati, som omfattede alle sider af menneskelivet, fx også folkekirken, som fik sin ordning med forankring i sogne og folkeligt valgte menighedsråd ved forordning af 1903. 'Ude på landet' var blevet det centrale område for den økonomiske og kulturelle udvikling. Her boede også rundt regnet 62% af den samlede befolkning på 2,5 mio., mens der i hovedstaden og provinsbyerne boede henholdsvis 18 og 20%. Der fandt ganske vist en enorm folkevandring sted fra land til by og især til hovedstaden. København sprængte sine gamle rammer og var på godt og ondt ved at vokse til en europæisk storbys format. Det var ikke selvejerbønderne, men småfolkene, tyende, proletarer, der udgjorde første bølge af fraflyttere fra land til by. Titusinder valgte dog mere radikale flytninger og emigrerede til fjerne kontinenter, især USA og Canada, men også Argentina, Australien og New Zealand.

Det forhindrede ikke en ny selvsikkerhed i at lyse ud af de tusinder af unge bønderbørn, der havde erfaret livets og åndens muligheder på et eller flere højskoleophold. De unge mænd viste det frem gennem en rankere holdning og pointerede meninger om åndelige, politiske og samfundsmæssig spørgsmål, mens de unge kvinder med den grundtvigske sølvpil fæstnet i en sirligt opsat frisure gennem gymnastikken og samtalerne havde fået adgang til deres egen, kvindelige deloffentlighed, som måske ikke i første omgang gav dem adgang til sogneråd, men som lod dem prøve kræfter i foreningernes bestyrelser.

Der er således ved indgangen til 1900-tallet etableret et nyt mentalt og fysisk landskab, hvor almue og sædvaner før herskede. Det nye landskab er præget af stærke symboler, som ofte er reproduceret i tegninger, xylografier, fotografier og skildringer ude fra landet i den flora af almanakker og blade, som nu falbydes, og blandt disse symboler er henholdsvis gården og landsbyen de mest centrale. Gården er ikke en hvilken som helst rønne, nej, det er en flerlænget, grundmuret gård, gerne i skønvirkestil, hvor orden hersker ude og inde. Gården er nu symbolet på verdens midte og på det ordentlige liv, hvor familie, arbejde og liv går op i en højere enhed. Et andet af de store symboler er landsbyen, der i prospekter og skildringer ofte typologiseres med kirken, forsamlingshuset, kroen, håndværkerne, skolen, arbejdet, der alt sammen indgår i en samdrægtighed, der ikke sådan lader sig forstyrre af den fjerne bys industrimaskiner og buldren.

Den gruppe af forfattere og kunstnere, som litteraturhistorikeren Sven Møller Kristensen har kaldt for 'den store generation', er ofte blevet karakteriseret som hjemstavnsdigtere. Det er en problematisk etikette, for nok udnytter de ofte stof og materiale fra det liv og de steder, de kender fra deres egne udgangspunkter, men de er samtidig alle stærkt inspirerede af og forbundet med internationale strømninger inden for kunst, videnskab og ideologi, som præger deres værker. Alle synes de dog optaget af at skildre den kraft eller de kræfter, der skal bære tilværelsen og kulturen videre ind i 1900-tallet. Flere af dem skildrer den båndlagte værdighed hos småfolk som den ressource, der bør sættes fri, ligesom de skildrer de strømmende kræfter i naturen og i arbejdet som fremtidsvendte muligheder. Johannes V. Jensen går et skridt videre i sin hyldest til maskinerne og teknikken som den kraft, der kan skabe befrielse fra en forældet morals tunge åg.