Siden Vilhelm Hammershøi i 1900 malede Støvkornenes dans i solstrålerne, har lysindfald gennem et vindue været et privilegeret felt for æstetisk refleksion. I nyere dansk litteratur er Jens Christian Grøndahl den, der har bidraget stærkest til den litterære udforskning af dette felt. Midt i 1990'erne ændrede han stil i retning af en mere traditionel episk form i en række romaner, der handler om kærlighedens vanskelige vilkår i det moderne liv. Fotografiet er taget i 2002 i forbindelse med udgivelsen af Et andet lys.

.

Jens Christian Grøndahl (f. 1959) indledte sit forfatterskab i en slags parløb med Jens-Martin Eriksen. Begge kredser således om forholdet mellem fortælling og fællesskab, ligesom de også begge søger forbindelsen mellem den indre erfaring og den ydre virkelighed. Men lige så store lighederne er, lige så store er forskellene. I Eriksens forfatterskab sker der en masse, i Grøndahls næsten ingenting, Eriksen zoomer direkte ind på had og vold, mens Grøndahl i næsten uendelige sætninger panorerer hen over kærlighedsforhold og kærlighedsforlis med deres kontekst af møbler, værelser, lyde, tøj, alt det, Per Højholt har kaldt „kærlighedens løsøre“. Og mens stemningerne hos Eriksen svinger mellem desperation og entusiasme, gerne akkompagneret af jazz eller punkmusik, dyrker Grøndahl en døsig melankoli, med kunsthistorien som trofast ledsager.

Grøndahl indledte sit forfatterskab med en række eksperimenterende romaner, bl.a. Kvinden i midten (1985), Syd for floden (1986) og Rejsens bevægelser (1988). De efterfulgtes i 1994 af Indian Summer, der blev lanceret som „et skift i forfatterskabet, væk fra den enigmatiske og hermetiske skriftorienterede prosa, henimod en lettere tilgængelig form“. Herefter fulgte så en stribe mere traditionelt fortalte kærlighedsromaner, bl.a. Tavshed i oktober (1996), Lucca (1998), Hjertelyd (1999), Virginia (2001) og Et andet lys (2002).

Blandt de eksperimenterende romaner finder man Rejsens bevægelser, om hvilken Carsten Jensen skrev, at den betegner det „mest radikale forsøg på at gennemleve fortællingens ophør“. Under den avancerede montage af tekststykker gemmer sig både et trekantsdrama og en barndomshistorie, som antyder en forklaring på den voksnes dilemmaer.

Helt radikal er Det indre blik (1990), hvor allerede omslagets montage af fire billeder røber, at sideordning her gør det ud for sammenhæng: Jacques-Louis Davids billede af Marat i badekarret, Albrecht Durers stik af en ridder, død og djævel, Hokusais træsnit af et elskende par og et foto af grenværk foran en brandmur er lige gyldige indfaldsvinkler til denne roman. Med et verbalt perlestikkeri, der bringer J.P. Jacobsen i erindring, omsætter fortælleren sine registreringer i en prosa, hvor iagttagelserne blot synes et påskud for ordmusik. Eller som det et sted udtrykkes: „Sætningerne glider sammen i bløde kadencer (…)“ Optakten til den lille roman – eller snarere tekst – består i en minutiøs skildring af den skygge, som en flue kaster gennem et snavset ateliervindue. Men fluens pansrede krop associerer til ridderen i Durers stik, ligesom det spindelvævslignende snavs associerer til grenværket foran brandmuren, og forholdet mellem flue og edderkop associerer diskret til Hokusais træsnit, hvor manden holdes fanget mellem kvindens ben, og til J.-L. Davids billede af Marat, der efter Charlotte Cordays knivstikkeri forbløder i badekarret. Inde bag dette net- og fletværk af associationer antydes en historie, der handler om et kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde, en historie skanderet i tre afsnit: samleje, adskillelse, telefonisk meddelelse om, at manden skal være far.

Der er altså en historie, men den forsvinder bag de lange guirlander af ord, hvor fortælleren som et kameraøje redegør for bevægelser, positioner, farver, former, men lige så konsekvent undlader at redegøre for følelser, hensigter, vurderinger. Ateliervinduet karakteriseres ved sine „vertikale sprosser i aflange strimler“, dets skygge bestemmes som „trapezformet“, lærredet på staffeliet er et „rektangel“, hvis grynede overflade af fibre danner „et fint raster af skygger“, folderne i lagenet på sengen „danner en stjerne af konvergerende linier“ osv. Da personerne endelig dukker op i dette univers af ting placeret i geometriske og kromatiske relationer, ser de sig selv som ting: „Hendes øjne betragter længe ansigtet, de sidder i.“ Og samlejet kulminerer i en undfangelse, hvor alt sprog lades ude: „Som om hun vil sprænges, ikke af ham, men af dette, flået ud af hans krop, hvidt, anonymt og uden form, umuligt at forestille sig.“

Selv om titlen henviser til det „indre blik“, er det i eminent grad det ydre blik, der dominerer romanen. Kun i forvandlingen af Durer-stikket til et levende billede over forfald og forgængelighed omtales det indre blik og da som alle syners ophør: Uanfægtet af døden, der fremviser et timeglas, fortsætter ridderen hånligt sin færd ind i klitten, hvor hunden, hesten og til sidst han selv forsvinder i sandet, og mens sandet finder vej om bag øjeæblerne, passerer hele hans ridderliv revy, indtil det „fortoner sig til løsrevne og gådefulde brudstykker, der ét for ét begraves for hans indre blik i en blodrød tåge.“

Det indre blik fører ind bag det liv, der leves på overfladen, og ud over det liv, der leves i øjeblikket. Den dybe og inderlige historie er det genkommende tema i de romaner, som har sikret Jens Christian Grøndahl et stort publikum, og i den største af hans romansucces'er, Lucca, åbnes vejen til det indre blik meget kontant: Skuespillerinden Lucca mister efter en trafikulykke synet. På hospitalet kommer hun i behandling hos lægen Robert. Både Lucca og Robert er blevet svigtet af deres tidligere partnere, og mens Robert for længst har erstattet erotik med musik og dermed overflade med dybde, skal Lucca, den succesfulde unge skuespillerinde, først nu finde ind til sit indre blik.

Romanen er i bogstaveligste forstand en lægeroman, og undervejs i Roberts og Luccas udveksling af deres historier reflekterer den over det banales betydning. En tamburindansende sigøjnerkvinde på en cigaretpakke er et gennemgående motiv, og Robert bemærker et sted, at det selvfølgelig var banalt, „men så meget desto mere virkningsfuldt“, ligesom den berømte teaterinstruktør, som Lucca på et tidspunkt har et forhold til, konstaterer, at „Det mest banale, det mest mondæne er ofte det mest interessante.“ Det ligner således en tanke, når den musikdyrkende Robert til sidst lader Lucca vælge musik, og „den tankeløse popmusik blev ét med hans underlige, på én gang afslappede og melankolske humør“. Det banale, som det her beskrives, er interessant, fordi det ligesom blindheden fører ud af en skinverden. Lucca behøver ikke at se byen Lucca, da hun, som hun selv siger, er Lucca, og romanen slutter „en almindelig aften i Lucca, hvor der ikke skulle ske noget.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det indre blik - Jens Christian Grøndahl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig