Det interessante

Over for den poetiske realisme står begrebet om det interessante. Den første, æstetisk afgørende formulering af begrebet stammer fra den tyske æstetiker og filosof Friedrich Schlegel, som i sin store afhandling Über das Studium der Griechischen Poesie (Om studiet af den græske poesi) fra 1795-97 brugte begrebet til at beskrive forskellen på den klassiske og den moderne kunst.

Den klassiske kunst er ordnet i en balance, der er karakteriseret ved sin naturlighed, sin skønhed, sin harmoni og sin universalitet, og derved bliver den objektiv. Over for dette er den moderne kunst interessant. Den er i emnevalg og form kunstig, manieret, splittet, individuel og dermed subjektiv. Schlegels forståelse af begrebet er historiefilosofisk. At kunsten i samtiden er interessant, viser, at menneskeheden befinder sig i en krise eller en overgangsfase, hvor den i mangel af et meningsgivende centrum i sin verdensanskuelse i stedet fortaber sig i manierede enkeltheder. Schlegel forudser derfor, at krisen enten vil overvindes i en fornyet harmonisk og objektiv verdensanskuelse, der kan danne grundlaget for en ny kunst på højde med den antikke, eller vil udvikle sig yderligere til det punkt, hvor mennesket fortaber sig i en endeløs, nyfigen appetit på det pirrende og det aparte.

I Danmark bliver „det interessante“ først et centralt begreb fra omkring 1840, men det fænomen, begrebet beskriver, er til stede i såvel kunsten som den æstetiske debat langt tidligere. Blichers novelle „Sildig Opvaagnen“ fra 1828 kredser om splittelsen mellem en pæn og socialt acceptabel overflade og en skjult og skandaløs lidenskabelighed, og i Heibergs berømte anmeldelse af Oehlenschlägers Væringerne i Miklagaard fra 1827 bebrejder han den klassisk orienterede Oehlenschläger, at hans dramatiske teknik er overtydelig. Han forfalder til at lade sin hovedperson forklare sig i monologens form i stedet for „at lade en Character udvikle sig i den blotte Samtale, hvori der saa sjelden er Leilighed til at udtale sig heelt, ja hvor Tilbageholdenhed og selv Forstillelse ofte er betingede.“ Den dramatiske kunst består netop i „at lade os fatte det Hele igjennem det som forties, og Sandheden gennem dens Fordreielse.“ Da Oehlenschläger i alderdomsværket Dina fra 1842 levede op til kravet om en persontegning, der lod tilskueren ane en dybde, der kun i glimt eller dele blev synlig på værkets overflade, hyldede Heiberg følgerigtigt hans værk som interessant, moderne og fuldt på højde med de gamle mestre. I disse eksempler samler opmærksomheden sig om forholdet imellem det åbenlyse og det skjulte. De rummer en bevidsthed om en afvigende lidenskabelighed og en indre virkelighed, der ikke kan forenes med den sociale og samfundsmæssige sammenhæng, hvori individet indgår, og som derfor kun bliver synlig for andre i dækket eller forvrænget form og ofte kun i korte glimt.

Schlegel opfattede det interessante i kunsten som et krisetegn og kritiserede kunstpublikummets dragning imod det som dekadent, ja nærmest sygelig. Men som vi møder begrebet igen i biedermeierperioden, har vurderingen forskudt sig. Det interessante er fortsat det, som adskiller det moderne fra det klassiske, men det forstås nu som en kvalitet, der giver værket selvstændig værdi over for det klassiske. I Dina-anmeldelsen fremhæver Heiberg således, at det klassiske dramas figurer nok er fuldendte skikkelser, men at netop deri ligger også deres begrænsning. Figurerne i det interessante drama rummer derimod psykologisk kompleksitet og dybde og kan derfor på en helt anden måde udvikle sig i dramaets løb.

Det interessante antager mange former igennem perioden, men et af de berømteste eksempler er Kierkegaards „Forførerens Dagbog“ (fra Enten-Eller, 1843). Den fiktive dagbogsforfatter, Johannes, er helt igennem en interessant figur. For det første lever han alene for at opsøge og nyde den særligt raffinerede pirring. For det andet er hans sjæleliv manieret og subjektivt på grænsen til det afvigende. For det tredje lever han vedblivende i spillet mellem den borgerlige overfladeverden, han bevæger sig i, sine egne skjulte lidenskaber og sin køligt-ironiske betragtning af samme lidenskaber. I en af dagbogens berømteste optegnelser beskriver han det selv således:

Neppe kjender jeg mig selv. Mit Sind bruser som et oprørt Hav for Lidenskabens Storme. Dersom en Anden kunde see min Sjæl i denne Tilstand, vilde det synes ham, at den som en Jolle borede sig med Spidsen ned i Havet, som om den i sin rædsomme Fart maatte styre ned i Afgrundens Dyb. Han seer ikke, at oppe i Masten sidder der en Matros paa Udkig. Brus op I vilde Kræfter, rører Eder Lidenskabens Magter, om Eders Bølgeslag end kaster Skummet mod Skyerne, I formaae dog ikke at optaarne Eder over mit Hoved; jeg sidder rolig som Klintekongen.

Johannes' nydelse består i et æstetisk reflekteret spil med sine egne lidenskaber, som han på én gang bemestrer og er slave af. Skønt hans følelse er lige så stærk, er han ikke udleveret til den, men har i stedet sin fornøjelse af at betragte sin egen lidenskabelighed, og det er i denne betragten, i dens skjulthed og i dens udmærkelse af ham som person, at hans lidenskaber egentlig er at finde. Det interessante grundtema om forholdet mellem ydre skinvirkelighed og indre passion optræder her i dobbelt potens. Ikke alene er Johannes' lidenskabelighed af en skjult, perverteret og socialt forkastelig karakter, han selv står også skjult i forhold til sin lidenskab som dens hemmelighedsfulde betragter.

En mere forsonende beskrivelse af det interessante gav senere F.C. Sibbern, der i sit „Foredrag over almindelig Æsthetik og Poetik – niende Foredrag: Om de elementære æsthetisk-poetiske Grundvirkninger“ (1853) rettede sit fokus imod, hvad der ubevidst vakte læserens interesse ved mødet med et kunstværk.

I et sindrigt, æstetisk hierarki kategoriserer F.C. Sibbern det interessante som den nødvendige bevægelse i det æstetisk ordnede helhedsbillede. For Sibbern fremkommer den æstetiske totalstemning igennem en proces, hvor det mangfoldige bliver til helhed, det indre og dybere bliver udadvendt og konkret, og det bevægelige finder hvile. Denne bevægelighed genfinder man i romantikken, men den interessante, bevægende virkning er dog en helt anden end den romantiske. For det romantiske gælder det, at fantasien og den dybere følelse udvider sig, hvorimod det ved den interessante virkning er forstanden, som sættes i bevægelse. Sibberns definition af det interessante er omsiggribende, men han fastholder, at det interessantes utallige forekomster er underordnet den æstetiske totalvirkning, hvor det bevægelige og mangfoldige finder et mere roligt udtryk. Det bevægelige ligger så at sige gemt i det ordnede værk, men er nærværende for beskueren.

Den pirrende æstetiske og psykologiske hypersensibilitet, der ytrede sig i det interessante, lod sig dog ikke således tæmme, og afgørende træk fra den genfindes i senere generationers impressionistiske og dekadente litteratur.