Set med nutidens øjne er det forbløffende så mange norske forfattere, der i 1800-tallets sidste årtier lod deres nye bøger trykke og udgive i København og derfra distribuere til den norske og danske læseverden. Amalie Skram var dansk gift og boede og arbejdede her; hun er derfor også en del af dansk litteraturs historie. I 1890'erne boede fx Sigbjørn Obstfelder og Knut Hamsun nogle år i København, og deres nye bøger kom i disse perioder på danske forlag. En prestigefyldt og lukrativ triumf var det, da forlæggerfamilien Hegel fra 1860'erne udgav Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons nye bøger på Gyldendal, ligesom også de nye bøger af fx Jonas Lie og Alexander Kielland. Blandt forklaringerne er både, at skriftsproget lå nær på dansk, og at København i disse årtier havde stor betydning som europæisk metropol for mange nordmænd, som i Norges personalunion med Sverige (indtil 1905) følte stærkere mental og historisk tilknytning til Danmark.

.

Det moderne gennembruds litteratur og samfundskritik, 1860'ernes omfattende debat om livssyn og værdier var måske grunden til, at Brandes undervurderede den modstand, hans første universitetsforelæsninger ville vække. Han valgte en skarpt konfrontatorisk retorik, selv om hans angreb på den nationalromantiske kulturarv kom på et tidspunkt, hvor højrefløjen følte sig truet af et kommende venstrefløjsflertal i Folketinget, skræmmende rapporter fra kommunardopstanden i Paris og Pios held med at sprede de socialistiske ideer i Danmark.

Blandt Brandes' tidlige forbundsfæller var Holger Drachmann, som under et ophold i London havde mødt socialismen og de flygtede kommunarder. Det satte sig spor i hans første samling Digte (1872), som han dedicerede til Georg Brandes, og som var præget af både realisme og problemdebat. Digtet „Engelske Socialister“ beskriver malende en flok havnearbejdere, der efter at have losset kul sidder „Omkring et Kulbaals ulmende Gløder“ med „Rapsede Varer derhenne fra Krogen“. Øllet går på omgang, og én holder en flammende revolutionær tale for de begejstrede kammerater: „Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive, / Vor Løn vil vi have i levende Live. (…) Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen / Og dømme, – og Dommen skal hedde Kommunen!“ Flere „Kulmænd“ kommer til og henter ham ind i deres beværtning, hvor han „tager Ordet / Derinde bag Skjænken oppe paa Bordet: / Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; – / Saa ryddes Kneipen af Politiet!“ Digtet blev optrykt i Socialisten. Fra samme samling er „Den 28de November 1871“ et hyldestdigt til de henrettede kommunarder: „Der faldt tre Mænd; saa modige Sjæle, / Som nogensinde led Martyrdøden; / Der laa tre Lig ved de splintrede Pæle, – / De skulde sone Kommunebrøden!“

„King mob“ fra samme samling giver et truende billede af underklassen som „“Verdens“ tro Parodi“, der engang vil rejse sig som „en Kjæmpe med vældig Krop, / Og „Verden“ er Fader til Barnet. (…) King mob ligger stille, forhaster sig ei, / Til Tidens Fylde han venter.“

Bjørnstjerne Bjørnson, der havde mindst lige så mange læsere i Danmark som i hjemlandet Norge, førte samtidig med Brandes' første forelæsninger en intens politisk kamp for demokrati, men med rødder i det grundtvigianske syn på folkelig frihed. Alligevel modtog Brandes hans samtidsdramaer Redaktøren (1874) og En fallit (1875) med begejstring.

Det første var et angreb på den kyniske borgerlige presse, som producerer smudsartikler om folk, der støtter venstrefløjens krav om demokrati. Det andet en kritik af en falleret grosserer, der vægrer sig ved at se realiteterne i øjnene. „Endelig! – Endelig synes det, som staa vi ogsaa i Norden i Begreb med at faa en Cyklus af Dramer, i hvilke de to Stormagter Nutiden og Virkeligheden respekteres og komme til deres Ret,“ skrev han i sin anmeldelse af de to stykker i Det nittende Aarhundrede.

I højere grad end sin landsmand delte Henrik Ibsen med sin internationale orientering Brandes' syn på samfundet og litteraturens opgave. Inspireret af Brandes dramatiserede han i løbet af få år det moderne gennembruds politiske program. Forretningslivets kræmmermoral blev afsløret i Samfundets støtter (1877), kvindespørgsmålet analyseret i Et dukkehjem (1879), borgerskabets hykleriske kønsmoral udstillet i Gengangere (1881) og forholdet mellem individ og samfund konfronteret i En folkefiende (1882). Brandes opmuntrede også andre norske forfattere. Alexander Kielland skrev de samfundssatiriske Novelletter (1879) og en skarp kritik af skoleundervisningen i Gift (1883). Jonas Lie kritiserede i Livsslaven (1883) det illegitime barns skæbne. Alle disse nordmænds bøger udkom i København.

I dansk litteratur var Vilhelm Topsøes Jason med det gyldne Skind (1875) den første realistiske roman med en moderne hovedperson, en jernbaneingeniør, der har tjent en formue i Indien, men som knækkes af en romantisk ungdomskærlighed. Sophus Schandorph forsøgte mest loyalt at opfylde Brandes' program. I Fra Provinsen (1876) skildrede han købstadslivet med satirisk brod mod lokalsamfundets autoriteter, særlig præsten, og sympati med de jævne mennesker. I Thomas Fris's Historie (1881) får 1850'ernes nationalliberale kulturpolitik sin bekomst. Et Aar i Embede (1883) skildrer provisorieårenes holdningstyranni, og Smaafolk (1883) handler om storbyens farer for unge tjenestepiger fra landet. Karl Gjellerup indlagde hyldestdigte til Brandes i samlingen Rødtjørn (1881) og beskrev i Germanernes Lærling (1882) valgmøder på landet med godsejere, embedsmænd og bønderne, der efter mødet diskuterer tekniske og økonomiske landbrugsspørgsmål på kroen. Romanens hovedperson begynder som nationalliberal, læser teologi, mister troen efter mødet med den tyske bibelkritik og slutter som folketingsmand for Venstre. Erik Skram forfægtede i Gertrude Coldbjørnsen (1879) kvindens ret til at følge sin natur og erotiske drift.

Edvard Brandes skrev ved siden af sin omfattende journalistiske, politiske og litteraturkritiske virksomhed flere skuespil. Lægemidler (1881) modstiller lægevidenskab og kvaksalveri. Paa gyngende Grund (1882) skildrer den politiske modsætning mellem højre og venstre, og Et Besøg (1882) er en mere dristig forløber for Bjørnsons En hanske (1883), som udløste 1880'ernes heftige debat om køn og seksualitet, den såkaldte sædelighedsfejde. I Et Besøg viser hustruen sig at have haft et erotisk forhold før ægteskabet, hvilket devaluerer hende i ægtemandens øjne. I En hanske slår kvinden op med sin forlovede, da hun erfarer om hans allerede indhøstede erotiske erfaringer. Begge stykker angreb dobbeltmoralen, der tillod den ugifte mand at løbe hornene af sig og krævede uskyld af den ugifte kvinde, men hvor Edv. Brandes kritiserede ægtemandens intolerance, kritiserede Bjørnson mændenes liberale seksualpraksis.

I midten af 1880'erne ebbede interessen for problemdebat og social indignation imidlertid ud. Forfatterne blev mere optaget af psykologi og litterær form. J.P. Jacobsen havde fra begyndelsen orienteret sig i den retning. Han var botaniker af fag, skrev sine tidlige digte og noveller samtidig med, at han studerede ferskvandsalger og populariserede Darwin. Som den første føjede han en naturalistisk menneskeopfattelse til realismen. I novellen „Mogens“ (1872) opgiver hovedpersonen sin tro på en højere mening med livet, da hans elskede meningsløst omkommer ved en brand. I stedet forsones han gennem et nyt kærlighedsforhold med naturens love. Fru Marie Grubbe (1876) analyserer en kvindelig psykologi og driftsstruktur, der spænder over de modsætninger mellem sanselig og sublimeret kærlighed, som den romantiske kvindefremstilling fordelte på flere forskellige kvindefigurer. I Niels Lyhne (1880) blev ateismen et hovedtema, men det er samtidig en desillusionsroman: Niels' håb om, at menneskeheden vil blive 'adlet', „naar den frit kan leve sit Liv og dø sin Død, uden Frygt for Helvede eller Haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med Haab til sig selv“, skuffes. Georg Brandes var stærkt utilfreds med, at romanen knytter ateisme og fantasteri sammen, og valgte i sin anmeldelse at betragte Niels Lyhne som en forløber for det moderne gennembrud, en bedrøvelig skikkelse, „ikke engang rigtig interessant“.

Det naturalistiske livssyn og desillusionen prægede i forskellig grad periodens øvrige forfattere. I slutningen af 1870'erne blev Émile Zola oversat til dansk, og hans forening af naturalisme og samfundskritik inspirerede bl.a. Schandorph. Herman Bang, der som den første udviklede realismens poetik i Realisme og Realister (1879), understregede derimod, at „Realismen er en Form, ikke en Tendens“, det er „en Methode“, som består i at „samle Iagttagelser med en Videnskabsmands Iver, ordne dem med en Videnskabsmands Troskab“. Den realistiske roman var efter Bangs mening en samling „løsrevne Blade af den menneskelige Sjæls store Bog, en Bog, Ingen har læst tilende, og hvis Opløsning derfor Ingen kjender.“ Den realistiske forfatter viger tilbage for magtfuldkomment at sammenfatte sine iagtagelser til en helhed, han undlader at tage stilling og søger så vidt muligt at forsvinde bag sit billede, hvilket forklarer realismens tilsyneladende mangel på moral.

Henrik Pontoppidan debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede Vinger. Den efterfulgtes af samlingerne Landsbybilleder (1883), Fra Hytterne (1887) og Skyer (1890) og romanerne Sandinge Menighed (1883) og Isbjørnen (1887), som med deres skarpe kritik af det politiske system, klassemodsætningerne og de velbjergedes forlorne dannelse fuldt ud indløste Brandes' program for en kritisk realisme, men kritikken var ikke understøttet af nogen lys fremskridtstro.

Der havde fra 1870'ernes begyndelse været flere tilløb til en alliance mellem det politiske og det litterære venstre. Bjørnson havde skrevet i Sofus Høgsbros grundtvigianske Dansk Folketidende 1872-77, og Edv. Brandes var anmelder ved Morgenbladet 1871-77, men alliancen blev først fasttømret, efter at den moderate gruppe i Venstre havde sluttet forlig med regeringen om en foreløbig finanslov i 1877. Som modtræk dannede Berg og Hørup den radikale gruppe, der i 1880 fik Edv. Brandes valgt ind i Folketinget. Han tilførte Morgenbladet ny kapital og overtog redaktionen sammen med Hørup. Samtidig slog realismen og den samfundskritiske tendens igennem i litteraturen. Hørup havde håbet, at det store venstreflertal i befolkningen ville kræve at se repræsentanter fra egne rækker i regeringen, men måtte erkende, at Venstre ikke kunne klare sig uden egne intellektuelle. „Dannelsen var os stadig paa Nakken. Dannelsen maatte splittes og vindes. Vi havde en Krig mere med en Kultur end med et Parti“, skrev han i et tilbageblik. I den situation var Georg Brandes' opgør med de nationalliberale „som en Himlens Manna“, der faldt ned i Venstres intellektuelle „Ørk“. Brandes' moderne gennembrud blev den ideologiske og æstetiske overbygning, som gjorde den radikale del af venstre til et parti. Dets internationale orientering gav det tilnavnet „det europæiske Venstre“ i modsætning til det nationalt orienterede grundtvigianske Venstre.

Selv om flertallet af forfatterne snart faldt fra under større eller mindre afstandtagen til venstreradikalismen, forblev den en stærk kulturpolitisk position med udgangspunkt i Politiken. Avisen blev grundlagt af Edv. Brandes og Viggo Hørup, da Berg lukkede Morgenbladet for Edv. Brandes. Den udkom fra 1. oktober 1884 som „Midtpunktet for Hovedstadens og Landets oppositionelle Bevægelser i Politik, Økonomi, Literatur og Kunst“ og som „Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk“, som der stod i forhåndsreklamen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det moderne gennembruds litteratur og samfundskritik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig