Dagmarteatret blev indviet 7.3. 1883, og 18.3. bragte Illustreret Tidende billedet af den overdådigt udstyrede foyer. Busten forestiller Christian 9.s datter Dagmar, som teatret var opkaldt efter, og som var blevet kejserinde i Rusland i 1881, da byggeriet blev påbegyndt. Det var tegnet af Ove Petersen som en lystspillets pendant til Det Kgl. Teater, der også var hans værk (sammen med arkitektkollegaen Vilhelm Dahlerup). Bygherren, Hans Hansen, kaldet 'Hellig-Hansen', der gik fallit, inspirerede Herman Bang til romanen Stuk.

.

I 1903 optog Peter Elfelt den første danske spillefilm Henrettelsen. Den varede kun syv minutter. Der gik nogle år, før filmenes længde tillod udfoldelsen af en mere kompliceret handling og psykologi, men den 38 minutter lange Afgrunden (1910), der var skrevet og instrueret af Urban Gad, gav Asta Nielsen plads til at vise sit dramatiske talent. Hendes gauchodans, der skal forføre den utro elsker, spillet af Poul Reumert, og mordet på ham, da det ikke lykkes, bjergtog og henrykkede publikum.

.

Tre måneder efter at Ny Jord havde bragt Vedels artikel „Moderne Digtning“, kunne man samme sted i november 1888 læse et uddrag af den norske forfatter Knut Hamsuns debutroman Sult (1890). Den videreførte naturalismens og realismens interesse for objektiv virkelighedsiagttagelse, men ud fra en ny menneskeopfattelse. Sult handler om en forfatters daglige kamp for at skaffe penge til mad og husly i Kristiania ved at skrive artikler og føljetoner til dagbladene. Teksten består af de iagttagelser, følelser og fantasier, der gennemstrømmer ham i mødet med byens mennesker og natur over nogle få dage. En frodig, inspireret lyrisk prosa gengiver hans hastigt vekslende stemninger af fortvivlelse, henrykkelse, raseri og taknemmelighed, når han mod forventning får eller ikke får sine behov for mad, kærlighed og anerkendelse opfyldt. Han lider fysisk nød, men udtrykker ingen social indignation. Sulten gælder den kunstneriske udfoldelse, dét at finde et sprog for de indre syner. I kritisk opposition til realismens faste karakterer skildrede Hamsun de indtryksmodtagelige subjekter i stadig udvikling, som han havde mødt i Dostojevskijs og Strindbergs fortællinger, og det ubevidste sjæleliv, som han havde studeret i Eduard v. Hartmanns Philosophie des Unbewussten (1869, Det ubevidstes filosofi). Da det ikke interesserede ham at forklare de sociale mønstre, der skaber individernes livsbetingelser, fører selviagttagelsen til en nærmest psykotisk spaltning mellem bevidsthed og krop, som når fortælleren pludselig får øje på pulsslagenes bevægelse i sine fødder:

Jeg rejser mig halvt op og ser ned paa mine Fødder, og jeg gennemgaar i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver, som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene paa mine Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller faaet en løsreven Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine Sandser, Taarerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en sagte susende Tone imod mig.

Politisk kritik og moralsk indignation var ikke Hamsuns sag. Han brugte sprogets over- og undertoner til at beskrive psykens skjulte bevægelser og foregreb med sin 'bevidsthedsstrøm' 1920'ernes modernistiske litteratur.

Den psykologiske interesse voksede i det hele taget på det politiske engagements bekostning. Bang og Pontoppidan, som hørte til 1880'er-nes mest læste forfattere, var begge født i 1857 og havde debuteret efter realismens og naturalismens sejr. De tilsluttede sig det moderne livssyn og skildrede det nye borgerlige samfunds klasser i den dynamiske storby og randeksistenserne i de hengemte provinsmiljøer, men de blev samtidig opmærksomme på, at uafhængigheden af de traditionelle religiøse og patriarkalske normer gjorde individet identitetsløst og skabte en ny afhængighed af de anonyme, samfundsmæssige kræfter og af kroppens behov. Efterhånden dannede deres realistiske karakter- og miljøbeskrivelser mest baggrund for de eksistentielle konflikter, som det moderne liv skabte.

Herman Bang begyndte som journalist i 1878. Han skrev „Smaabreve fra Kjøbenhavn“ til Jyllands-Posten og i de næste år føljetoner i Ferslews Nationaltidende under overskriften „Vekslende Themaer“. Føljetonen var en fransk genre, der havde åbnet avisen for andre stofområder end de politiske og økonomiske forhold, som den oprindeligt orienterede læserne om. Under en tydelig streg på forsiden bragte føljetonen reportager og causerier om kulturelle begivenheder og efterhånden også fortællinger. Fra midten af 1800-tallet stiftede danske læsere ofte bekendtskab med udenlandske forfattere i avisernes føljetoner. Bang udviklede føljetonen både emnemæssigt og stilistisk. Han skrev om københavnerlivet i de nye stormagasiner og forlystelsesetablissementer som Magasin du Nord og Tivoli, om strandvejslivet i sommersæsonen og teaterlivet om vinteren, om modens skiften og om hoffet, syersker og sigøjnere. I en let tone præget af både fortroligt nærvær og blasert distance blandede han subjektive indtryk med situationsbeskrivelser. En føljetonist, skrev Bang i føljetonen „Magasin du Nord“ (1880), behøver hverken at studere eller tænke meget, „han maa kun bestandig se meget“, han må kunne se „det, som vi alle se, og som ingen ser, det, der ligger os saa nær, at vi hver Dag løbe Panden mod det, og som vi aldrig have gidet høre noget om, fordi vi høre om det hver Dag“.

En række af de impressionistiske træk, der siden blev kendetegnende for hans skønlitterære forfatterskab, dukkede først op i hans journalistik. Den panoramiske beskrivelse afløses af sceniske optrin, fortællersynsvinklen går på skift mellem personerne, og den indre monolog breder sig.

I sit skønlitterære forfatterskab skildrede Bang dels det mondæne livs marginaliserede personer som i de tre Excentriske Noveller (1885), der handler om luksushotellets tjener og forlystelseslivets berider og vidunderbarn. Dels de stille eksistenser i den danske provins som Katinka Bai i „Ved Vejen“ fra Stille Eksistenser (1886), der sygner hen i skuffelse over, at samlivet med provinsbyens prosaiske stationsforstander ikke rummer den poesi og kærlighed, hun længes efter. Eller danselærerinden i „Irene Holm“ fra novellesamlingen Under Aaget (1890), hvis høje kunstneriske idealer siden ungdommen ved den kongelige ballet kun fremkalder latter under afdansningsballet i provinsbyen, hvor hun underviser for at opretholde livet på eksistensminimum. Hovedpersonerne i romanerne Tine (1889) og Ludvigsbakke (1896) er tilsvarende stilfærdige, selvopofrende kvinder, der er fanget af krigen, klassesamfundet eller provinsbyen, men i lige så høj grad af deres drømme og fantasier. Ligesom i debutromanen Haabløse Slægter (1880) er det den psykologiske forståelse af følelseslivet, Bang interesserede sig for.

Impressionismen kom til Danmark med maleren P.S. Krøyer, der på rejser til de europæiske hovedstæder og på Léon Bonnats malerskole i Paris 1877-79 havde tilegnet sig naturalismens og impressionismens kunstsyn. Billedet Italienske Landsbyhattemagere (1880), der viser en udslidt, snavset og svedende håndværker i sit værksted, hvor desuden to smådrenge er sat i arbejde, vakte opsigt som det første hovedværk i dansk naturalistisk maleri. Hans senere billeder var ofte friluftsscenerier malet med skitseagtig penselføring og interesse for farvernes 'valør', deres farvetone og lysstyrke. I 1882 sluttede Krøyer sig til Michael og Anna Ancher på Skagen og blev midtpunktet i den kunstnerkoloni, der i nogle år samlede en række af Skandinaviens betydeligste malere og digtere.

Sommeren 1883 blev Henrik Pontoppidan optaget i Krøyers 'akademi' og portrætteret af Michael Ancher og den svenske maler Oscar Björck. Bagefter skrev han ironisk i Ude og Hjemme om malernes invasion af fiskerbyen og deres 'renæssanceliv' med fester uden ophold. Når fiskerne om morgenen kom ned til stranden for at sætte deres både i vandet og fandt dem fyldt med flasker og knuste glas, forstod de, at kunstnerne var kommet. „Ved Stranden, paa Klitterne, i Gaderne, ja helt op paa den anden øde Kirkegaard sidder de med deres Malerkasser og sluger med Øjnene. Hele Byen er ét stort Atelier“.

Ironien var karakteristisk for Pontoppidan, der var splittet mellem opgøret med sin patriarkalske præsteslægts snævre moralske normer og kritikken af den egoisme og principløshed, som det moderne gennembruds frisættelse af individet medførte. Han havde valgt ingeniørstudiet i stedet for teologien, bosat sig på landet og giftet sig med en kvinde fra den bondebefolkning, hvis forhold han skildrede i de realistiske novellesamlinger fra 1880'erne. Men den psykologiske interesse for motiverne bag personernes handlinger fik snart overvægt over det politiske engagement. I de to store romaner Det forjættede Land (1891-95) og Lykke-Per (1898-1904) vendte han blikket indad mod de personlige konflikter, som den politiske idealisme og teknologiske fremskridtsbegejstring dækkede over. Det er naturalistiske dannelsesromaner, der ligesom J.P. Jacobsens Niels Lyhne ender i desillusion, isolation og mentalt sammenbrud, mens rækken af 'små romaner' fra den samme periode udfoldede forskellige sider af modsætningen mellem magt og kærlighed, autoritet og frigørelse, samfundsliv og driftsliv. Kernen i det storslåede samfundspanorama, som forfatterskabet oprullede, var intense skildringer af det moderne livs psykiske problemer.

Tilsvarende afdækkede de kvindelige forfatteres realistiske skildringer af kvindeundertrykkelsen i samfundet og ægteskabet ofte, at også træk i heltindernes karakter som en narcissistisk og passiv driftsstruktur bidrog til at reducere dem til erotiske objekter for mændene og hindre dem i at søge en anden livsskæbne end den at tiltrække en ægtemand og underordne sig hans vilje og behov. Det romantiske kvindeideal, som middelklassens døtre endnu blev opdraget efter, udelukkede ikke kun de kundskaber, der var nødvendige for at blive selverhvervende og deltage i det offentlige liv, det gjorde dem også uvidende om deres egen psykiske og erotiske natur. I Olivia Levisons novellesamling Gjæringstid (1881) giver frigørelsen heltinderne en pinlig erkendelse af, at deres eneste livsmål er at blive genstand for en mands kærlighed. Adda Ravnkildes Judith Fürste (1884) handler om den kønskamp, ægteskabet udvikler sig til, når kvinden ikke vil affinde sig med den passive kvinderolle, og et hovedtema i Amalie Skrams ægteskabsromaner, særlig i Fru Ines (1891), er heltindernes forsøg på at forstå og beherske deres egen seksualitet. Til det moderne gennembruds opgør med patriarkatet, religionen og seksualmoralen føjede forfatterinderne kritikken af det nye menneskebilledes manglende kvindelige sider.

De moderne temaer gled også ind i den mere underholdende del af litteraturen. Emma Gad og Gustav Esmann satte familiens konflikter på scenen, Peter Nansens og Agnes Henningsens fortællinger udfoldede det erotiske frisind, mens Gustav Wied skildrede alle tidens modsatrettede strømninger i en grotesk humoristisk form.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det moderne sjæleliv under lup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig