Thit Jensen med sin bror Johannes V. Jensen, fotograferet ca. 1893. De to søskende var nære venner, men et kompliceret forløb af stridigheder førte til et endeligt brud i 1901, bl.a. foranlediget af deres forskellige syn på og praksis i erotiske forhold uden for ægteskabet. I nøgleromanen Familien Storm (1904) karakteriserer heltinden sin bror som „et omvandrende Stivkrampefantom“. Også litterært gik de hver sine veje, men mødes i deres historiske værker, der har Jylland – nærmere bestemt Himmerland – som verdens centrum.

.

Pigeopdragelse i begyndelsen af 1900-tallet sigtede med stor præcision mod kvalificering af pigerne til hustruer, husmødre og mødre. I 1897 blev undervisning i skolekøkken indført i København, og i 1910 omfattede undervisningen 1300 kommuneskolepiger. Thit Jensen taler for denne traditionelle kvindevej i sine foredrag og samtidig imod den gennem sine flertydige romaner og sit eget liv.

.

Thit Jensen debuterer med romanen To Søstre (1903), inden da var flere blevet afvist, blandt andet Fru Astrid Grib (1901, trykt 1991), en guvernantehistorie i naturalismens dobbeltskrue, hvor drift, moral, socialitet og kynisme spiller sammen om ødelæggelsen af kvinden på 30 år. Da Astrids drift ikke kan forløses ideelt og romantisk, gifter hun sig kynisk, bedrager sin mand, dræber sit åndssvage barn og begår sluttelig selvmord i overgivelsen til sine egne indre onde magter. Her er splittelsesmotivet stadig 1800-tallets, men moderne er fastholdelsen af kvindens viden om og anerkendelse af sine egne erotiske behov. Det bliver et motiv og en gåde for Thit Jensen – som for Agnes Henningsen, Karin Michaëlis og Gyrithe Lemche – at de nye tider på én gang åbner for kvinders uafhængighed af manden gennem arbejdet og for indsigten i det kvindelige begær. Både Thit Jensen og Agnes Henningsen foreslår en prioriteringsliste, hvor de sætter arbejdet og selvstændigheden over erotikken – det er forstanden, der skal styre de seksuelle lyster, som de forstår som naturlig trang, der ikke må blive fatal skæbne. Naturalismens fortællinger lader seksualitet og sociale forhold vinde over den frie vilje og fornuften, og det rimer meget dårligt med de unge forfatteres krav på friheden både i politisk og privat sammenhæng. De vil emancipationen, og de vil den på en måde, der hverken benægter sociale eller erotiske kræfter, men insisterer på at forandre deres betydning, helt konkret at ændre lovgivningen, give kvinder myndighed og selvstændighed, give seksualiteten sin egen plads i det nye regimente og kvinden mulighed for at regulere fødslerne.

Centralt i Thit Jensens nutidsromaner er spørgsmålet om den kvindelige karakter; i debutromanen står de to søstre som kontraster over for hinanden: Johanne Marie bevæger sig fra en „demonstrativ Energi“, og replikken „jeg vil, jeg vil, jeg vil!“ mod stadig større passivitet og selvopgivelse. Hun har med et moderne begreb ingen autonom identitet, men bliver en refleks af omgivelsernes stemning og er endog ude af stand til at forbinde sig erotisk med omverdenen, men er „ene endogsaa med sin Drift – for den har hun selv tilfredsstillet saa langt hun huskede tilbage i sin Barndom“. I modsætning til hende vokser den sære søster Agda i flid og viljestyrke og gifter sig til slut borgerligt, dvs. uden for konventionerne. Romanen er en psykologisk, gotisk studie i en uhyggelig og uforklarlig opløsning af en identitet, en fin de siècle-skildring af det svage jeg. Men den er også en studie i den fatale kvindelige passivitet og gennem sit modbillede af Agda et forslag til en ny, energisk og stærk strategi for kvinders selvdannelse. Til det nye århundredes kvindeliv hører det nye århundredes kvinde, og det er også hende, Thit Jensen skriver på i 1900-tallets første tiår.

Det projekt kulminerer, afsluttes – og opgives i de to bøger om Gerd Palludan: Gerd. Det tyvende Aarhundredes Kvinde (1918) og Aphrodite fra Fuur. Den moderne Kvindes Udviklingshistorie (1925). Der er ikke mindre end fire kvinder på færde i de to titler, og det peger i sig selv på det vanskelige projekt, at samle den nye kvinde i ét billede.

Første bog handler om præstedatteren Gerd på Fur, der rejser fra øen og fra frieren, der hedder Bull og er faderens kapellan. Hun rejser med den eksplicitte hensigt at blive til en mand, og næste bog starter i beretningen om folketingsmanden Gerd Palludan, der holder jomfrutale om mødre. Men romanen med gudindetitlen bliver samtidig en beretning om, hvordan Gerd bliver til en kvinde og i romanens slutbillede tager imod sin elskedes kys. Gerd vil laurbærrene, men transformeres til en rose, der vugger „saa saligt paa sin vege Stængel“. Og her slutter den moderne kvindes historie i Thit Jensens forfatterskab, idet hun nu delte sig i en agitation for frivilligt moderskab og en produktion af historiske romaner.

Gerd giver i Aphrodite-bogen selv sin fortolkning af kvindens skæbne i den moderne brydningstid: „hvordan skulle vi undgaa, at det bryder i os selv. Vi staar med Fødderne i det nye Land, men med Hjertet tilbage i det tabte“. Brydning og splittelse præger også romanernes form, der svinger mellem psykologisk og social realisme og en mytologisk og metafysisk metaforik, der underminerer holdbarheden i den realistiske tilgang. De stilistiske svingture bliver ekstreme i Aphroditebogen, der starter med et billede af Gerd som den nye tids heltinde placeret oppe på Folketingets talerstol. Forventningen om at høre mere til hendes politiske karriere indfries ikke, i stedet går fortællingen i stå og i ring, mens Gerd og romanen kommer i splid med sig selv. Gerd rejser frem og tilbage mellem København og Fur i klædedragter, der snart er mandlige, snart kvindelige, og den politiske tale forstummer, mens hun giver sig til at skrive en række breve, som aldrig bliver afsendt, til sin gifte elsker. Han er statsminister og fra et politisk parti, hun er i opposition til, og repræsenterer en mandlig magtposition, der på samme tid tiltrækker og frastøder. Så hun samlet og sejrende ud på talerstolen, så taler brevene om en dramatisk fragmentering af identiteten. Afsenderen er ikke Gerd, men sytten dele af hende, der refererer til 'Chefen', der kunne være den samlede episke fortæller, der ikke længere holder sammen på psyke og skrift. Det opløste jeg er ikke passivt som Johanne Marie, men ganske enkelt mangfoldigt og mangestemmigt, et kaos af viljer, stemmer og drifter.

I romanerne optræder hun som kvinde, som mand og som selve den guddommelige Aphrodite, der i første bind romantisk beskrives som vandfødt gudinde, der er ét med Furs natur, og over for hende står mændene. Den verdsligt politiske statsminister bliver kun til en halvmand sammenlignet med Gerds virkelige elskede, præsten Bull (tyr!), der optræder på et portræt med alle ekspressionismens kendemærker: „i sorte og lergule Farver, et skummelt Tibetaneransigt i Halvprofil (…) Den tykke optrukne Overlæbe var smuk i sin Form, men blodfuld og grusom. – Resten af Billedet flød ud i hvidt og grønt og det okkergule Stof, det var malet paa“.

Gerd læser billedet som et sjæleportræt af en hersker og en mulig pave og peger på Bull som sin kommende mand, og slutningens kys lukker munden på alle spørgsmål, som romanen rejser om de krydsende fortolkninger og former, der er på færde i brydningstiden. Den besvarer ikke spørgsmålene, men lader dem i sin brudte og hybride form stå som det nye århundredes gåder om køn, identitet, politik, religion, sjæl, krop og sanselighed. Splittelsen, åbenheden og det brede formmæssige register peger mod modernismen, som Thit Jensen er i pagt med, med eller mod sin egen vilje, der gerne hævder det tvivlløse, der er i kontrast til hele modernitetens ambivalens.

I Den erotiske Hamster. Nutidsroman (1919) går den nagelfaste identitet også i stykker i en voldsom sjælelig hvirvelvind. Romanen kan læses som en lidenskabelig vredesakt i kølvandet på et forlist ægteskab. Thit Jensen var i 1912 blevet gift med maleren Gustav Fenger, som hun havde kendt siden 1908, og de blev skilt i 1918. Vreden er i romanen rettet mod den anden kvinde, elskerinden, der med sin træskhed lokker manden ud af det ideale ægteskab med Dina. Det er historien: Hustruen er ideel, elskerinden afskyelig, manden et pjokket offer. En triviel konstruktion, men i sin udførelse et mærkeligt og oprivende forløb, en sjælenes kamp, hvor det er selve Dinas sjæl, der er hovedpersonen, som forvandles radikalt fra at være himmelvendt til at blive djævelsk – og gå under. 'Dinas Sjæl sank' hedder slutkapitlet, hvor hun endegyldigt mister sin mand, men også sin Gud og sig selv. Romanen handler ikke om kroppe og erotik, elskerindens ydre skildres (ondt) som langt fra attråværdigt, det er gennem sin overtalelse, sin djævelske argumentation, hun forfører Dinas mand, der omvendt forsøger – med romanens ord – at „suggestionere“ sin hustru til at tage sit liv. I Thit Jensens version af hjernernes kamp taber hustruen med al sin fornuft og høje moral i arbejde og erotik til den træske kvindes viljestyrke, der invaderer hendes labile mand.

For spiritisten Thit Jensen er det sjælelige en aktivt virkende kraft i og mellem mennesker, en form for blanding af metafysik og psykologi, der skaber en særlig suggestiv labilitet i tekstens forløb, hvor den realistiske ramme, ægteskabet mellem forfatteren og maleren og relationen til den bedrageriske tandlæge Susanne, er ren kulisse for et ekspressionistisk sjæledrama, der viderefører den Nietzsche-inspirerede viljernes og hjernernes kamp, som ikke mindst August Strindberg udfoldede i sin dramatik, fx i Fadren (1887) og enakteren Den starkara (1888). Det tyvende århundredes kvinde er hos Thit Jensen en genrehybrid, der trækker snart på den realistiske roman, snart på den lyriske og dramatiske ekspressionisme. Her er en konsekvent sammenhæng mellem den bevægelige form og dens motiv, den hybride kvinde, der snart er rose, snart mand, snart hero, snart offer, men aldrig til at fange i det moderne frigørelsesprojekt. Thit Jensen er enig med sig selv om, at kvinderne og litteraturen skal kæmpes og skrives fri af 1800-tallet, men spørgsmålet om hvorhen kan ikke besvares endegyldigt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Det tyvende århundredes kvinde - nutidsromaner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig