Ditte Menneskebarn

Ditte Menneskebarn (1917-21) blev efter novellesamlingerne det næste store værk, Nexø udsendte. Romanen udkom ligesom Pelle Erobreren, og som det var normalt for større romaner på den tid, i flere selvstændige bøger. Der kom således fem bind i alt, der blev til Ditte Menneskebarn, og titlerne er som i romanen om menneskesønnen Pelle manende: En Barndom (1917), Lillemor (1919), Syndefaldet (1919), Skærsilden (1920) og Mod Stjærnerne (1921). Romanen om menneskedatteren Ditte er fra Nexøs side tænkt og tilrettelagt som et kvindeligt spejlbillede til Pelle. De er begge født på landet i de allermest fattige og ydmyge vilkår; de vokser begge op med kun én forælder, Pelle med Lassefar, Ditte primært hos Sørine. De kommer begge til at følge tidens tykke strøm af vandrere fra fattige kår på landet til et proletarliv i byen. Men hvor Pelle former en erobrer- og sejrshistorie, der bliver Dittes liv én lang vej nedad gennem fornedrelser, udnyttelser og til en tidlig død. Hun er „Blot en af de navnløse mange – Menneskebarnet, hvis Kendetegn er, at dets Hænder altid er skrubbede“.

Der ligger i denne forskel på den sejrende Pelle og den lidende Ditte en solid forskel i synet på kønnene fra Nexøs side. Det er egentlig mærkeligt, for gennem sit eget liv erfarede Martin Andersen Nexø gang på gang, at handlekraftige kvinder bragte hans liv videre, men i sin kunst og sine politiske visioner har han svært ved at gøre kvinder til helte, specielt underklassens kvinder, som også de to smukke piger i Arken i Pelle Erobreren, Marie og Hanne, der nok kortvarigt kan lyse som stjerner, men aldrig løfte sig op i solen. Kvinderne spalter sig i Nexøs fiktion mellem madonnaer og driftsbestemte væsner, der enten forføres eller selv lader sig trække ned i dyndet af den farlige seksualitet og dens frygtelige følger, graviditeten.

Ditte er ikke som Pelle født i sejrsskjorte, derimod i de yderste kår uden for ægteskab som et udskud, en horeunge. Hun bliver efterladt hos mormoderen, Bedste, som hun elsker og holder af, men da hun er gammel nok til at gøre lidt nytte, hentes hun af Sørine, moderen, der bor sammen med den godmodige og tålmodige rakker Lars Peter, der på flere punkter ligner tossegode Lassefar i Pelle Erobreren.

Lars Peter vil have tingene til at gå, mens Sørine er gjort hård af de nederlag, hun har haft så mange af i sit glædesløse liv. Hun blev i sin tid forlokket af en rig gårdmandssøn, hvis far købte ham fri af det uægte barn, Ditte, som blev resultatet. Sørine skildres af Nexø ganske uden forsonende træk; hun kræver umenneskeligt slid af den lille Ditte, der derfor kommer for sent i skole, hvilket medfører frygtelig hån fra kammeraterne. Ditte udvikler et snydesystem over for Sørine ved at omstille uret for at komme tids nok i skole. Det opdager Sørine imidlertid og aflønner det med forfærdelige tæsk: „Ditte havde nok faaet Tjat nu og da, naar hun var uartet, men dette var første Gang hun rigtig fik Prygl. Hun blev helt vild, sparkede, bed og hvinede, saa det var alt det, Moderen kunde tumle hende. De tre smaa skreg omkap med hende“.

Tæskescenen er i sin helhed en af dansk litteraturs stærkeste og mest forfærdelige skildringer af vanvittige tæsk og deres følger for den stakkels ydmygede. Det er en skildring, skrevet af én, som har følt og erfaret det netop sådan: Som det værste, et lille menneske kan udsættes for! Efter den omgang spærrer Sørine Ditte inde i brændeskuret, hvorfra hun i afmægtigt trods og fortvivlelse undslipper. Først finder hun dog lidt trøst i Mis, der smyger sig om den ulykkelige, ligesom hun kalder på sin elskede Bedste. Det er også længslen efter Bedste, der får hende til at bryde ud af skuret og begive sig ud i den kolde vinternat i tyndt tøj og dårlige sko:

Ditte løb udad i Mørket, det var koldt og blæsende, Regnen slog hende i Ansigtet. Hun havde ingen Benklæder paa – dem havde Moderen taget fra hende til de mindre, sammen med den gode Bul [undertrøje] Bedste havde strikket – den vaade Kant af Kjolen skar hende paa Benene, der var tykke efter Slagene af Birkeriset. Men den silende Regn gjorde godt. Med ét fløj noget op til Siden for hende; hun hørte Lyden af Siv der stod og rokkede i Vand – og vidste at hun var kommet bort fra Vejen. Og med det samme kunde hun ikke mere. Hun krøb ned under noget Purr og laa dér, sammenrullet som en syg Hvalp, og rystede.

Her, hvor Ditte ligger på det yderste, stopper rakkerens hest, Storeklavs, op i vintermørket, og Lars Peter samler det forslåede og halvdøde barn op. Det får Lars Peter til at sætte Sørine på plads i hjemmet, og Ditte får noget, der ligner tålelige vilkår et stykke tid. Sørine forsøger i øvrigt at få fat i resterne af de penge, der er sat af fra gårdmanden i afbigt for Ditte, men Sørine kommer i klammeri med sin mor og kvæler hende i afmægtigt raseri. Under Sørines efterfølgende fængselsstraf bliver Ditte til Lillemor med ansvar for føde og pleje af de mange småsøskende hos rakkeren. Barndommen er slut uden nogensinde rigtigt at være begyndt for proletartøsen Ditte.

Da Ditte efter konfirmationen flyver fra Skadereden, har hun ikke bare lidt skade, men hun er også allerede som 14-årig og fæstet på en større gård en slags fortidlig-voksen, der søger de glimt af lykkefølelse, som måtte byde sig til. Og de byder sig til! Ditte gentager moderens 'fejl', at være til fals for smiskende ord og kærlighedslængsel, så også hun brænder sig på en gårdmandssøn, der lover hende guld og grønne skove, men det bliver ved en tur i sengen. For da Ditte, som i sin tid Sørine, er med barn, er der ingen nåde fra gårdejerens side. Ditte må forlade gården omgående, og hun må aflevere sit barn til adoption. Hun hutler sig frem som amme på en fødeklinik, status er nærmest malkeko, hvor hun må gennemleve de frygteligste kvaler i savnet efter sit eget barn. Da Ditte en dag finder et spædbarn, som er dræbt med nåle i fontanellen, ombragt af sit eget ulykkelige modervæsen, flygter hun derfra og søger ind i en fattigkaserne på Christianshavn, der ligner det Arken, som blev Pelles udgangspunkt for sin erobrerhistorie.

Ditte Menneskebarn lever æstetisk og fortællemæssigt af den medfølelse, Nexø lægger ind i sin persontegning, der ofte er tilbøjelig til at blive næsten rørstrømsk og sentimental, hvilket skyldes, at Nexø ikke ser et håb for denne kvinde fra bunden af det kapitalistiske samfunds morads. Hun spejler også her Pelle, men som en negativ udgave af proletarens gang på jorden. Det er klart de første dele af Ditte Menneskebarn, som påkalder sig størst kunstnerisk interesse, mens de sidste dele rummer en vis forudsigelighed i skildringen af den voksne kvindes hurtige ældning under de vilkår, der bydes hende, og som hun byder sig selv i mangel på håb for fremtiden.

Det er som om den store drivkraft i skildringen i de første dele af romanen er borte her hen mod slutningen, nemlig den drivkraft, der hedder det forslåede barns erfaringer og den voksne Nexøs enorme medfølelse med det barn, der lider. Den voksne Ditte glider hastigt ned ad en social glidebane, ned i de underste kar af storbyens slambeholdere. Hun dør, ældet og nedslidt, som 25-årig.

Barnet og barneskildringen står meget centralt, ikke bare hos Nexø, men hos de fleste af de forfattere, som skriver på deres voldsomme erfaringer fra en opvækst på landet eller i proletariatet i byen før og omkring århundredeskiftet. Det var ikke et land for børn! Det er måske Nexøs største fortjeneste, at han førte samtidens læsere ind i dette land uden nåde. Fra dette land kunne menneskesønnen Pelle nok rejse til lysets sale, fordi han kunne rette sine drifter ud som forandrende kræfter og krav til omverden, mens menneskedatteren Ditte aldrig kunne frigøre sig fra de lidelsens lænker, hun var påført af opvækst og af egne indre drifter.