I besættelsens tidlige fase havde den almindelige holdning været national og traditionshenvisende. Det var en tolkning og forståelsesform, som bevarede sin dominans gennem alle besættelsesår og under retsopgøret. Den foragt, danske nazister blev mødt med, var snarere begrundet i, at de optrådte som landsforrædere, end i, at de var antidemokrater. Men samlingen om det nationale var kun en af de måder, protesten manifesterede sig på; modstanden mod det tyske overherredømme kom også til udtryk i en voldsom interesse for amerikansk og engelsk kultur.

Blandt de unge gjaldt interessen ikke mindst jazzen. Om den skulle opfattes som en bevidst protest kunne og kan stadig diskuteres, og mange ældre så jazzinteressen som udslag af ungdommelig ufornuft, men med sit rytmiske, kropslige udtryk var jazzen et praktisk dementi af nazismens monumentale kulturidealer, og det var ingen tilfældighed, at Frikorps Danmark-soldater på orlov fra Østfronten i efteråret 1942 opsøgte jazzrestauranterne for at slås med „swingpjatterne“, unge mennesker, som dansede jitterbug og også med deres udfordrende påklædning demonstrerede deres Amerika-begejstring og antiautoritære sindelag.

Journalisten Kate Fleron udgav 1943 debatbogen Vi er Ungdommen, hvor hun interviewede unge, som var mere optaget af erotik og andre fornøjelser end af arbejdslivet. Bogen vakte opsigt og affødte voldsomme protester fra kristelige ungdomsledere. Blandt de interviewede var flere swingpjatter, bl.a. den 19-årige Ola Trøing, medlem af Swingklubben Moonlight. Han er langhåret, og det skal, forklarer han Fleron, forstås som en reaktion „mod alt det, der er kort her i Tilværelsen“. Ola uddyber: „Der kan være mægtigt swing i en Haarbund. Hemmeligheden ved at danse god swing, er, at man ikke maa sanse, hvad der sker uden om en, man maa lægge alle Hæmninger paa Hylden, ellers bliver det daarligt Arbejde. Det kræver Menneskets hele Anspændelse.“

De fem mørkelagte år blev en guldalder for dansk jazz, som først nu, hvor den var isoleret fra aktuelle strømninger i jazzens fædreland, fandt sin egen stemme. Musikken fik politisk signalværdi. Pianisten Leo Mathisen efterlignede i sin fremtræden (hat, overskæg og stor cigar) den sorte amerikaner Willie „The Lion“ Smith, og Leo og hans trompetist Erik Parker sang amerikansk på et tidspunkt, hvor det ikke var ufarligt. Bassisten og sangeren Freddy Albeck viste sit sindelag ved at optræde i et opsigtsvækkende dress holdt i de forbudte Royal Air Force-farver. Og violinisten Svend Asmussen, dansk jazz' førstemand, blev taget af tyskerne og sad i en periode fængslet i Berlin.

Også i andre besatte lande blev jazzen opfattet som en kulturel modstandsform. I Frankrig narrede jazzfans censuren ved at udgive „St. Louis Blues“ på plade og kalde den „La tristesse de Saint Louis“, og det lykkedes på forunderlig vis Europas førende jazzmusiker, guitaristen Django Reinhardt, som var sigøjner og altså tilhørte en „mindreværdig“ race, at sno sig uden om sine forfølgere og spille i Paris gennem alle besættelsesårene. Men jazzen kunne også bruges som afledning fra det, der i tyskernes øjne var værre: I Danmark sørgede besættelsesmagten for, at Københavns Radio spillede jazz på de tidspunkter, hvor BBC sendte nyheder.

Trods den massive import af tysk kultur og propaganda blev forbindelseslinjerne til de allierede landes kultur aldrig kappet helt. Indtil USA indtrådte i krigen, kunne amerikanske bøger udkomme, og andre blev siden smuglet ind i forlagenes udgivelser eller udkom illegalt. Nogle af de hårdkogte amerikanere forelå allerede oversat inden besættelsen, bl.a. James M. Cains Postbudet ringer altid to gange (1934, da. 1939), som i øvrigt blev filmatiseret 1942 – i det fascistiske Italien – af instruktøren Luchino Visconti under titlen Ossessione („Besættelse“). I Danmark udkom oversættelser af Hemingways Hvem ringer klokkerne for? (1940, da. 1941) om den spanske borgerkrig, mere Cain, Thornton Wilder, sydstatsforfatterne Erskine Caldwell og William Faulkner; og William Saroyans stykke Livet er jo dejligt (1939, da. 1942) blev opført på Riddersalen så sent som 1943-44.

Den litterære „Amerika-bølge“ havde allerede været undervejs i 30'erne i romaner af bl.a. Jens Gielstrup og Hans Severinsen (1900-56). Severinsen, der havde en fortid som steward på englands- og frankrigsbådene og tjener på Storebæltsfærgen, var en af tidens litterære autodidakter. Hans trilogi Besættelse, Begær og Drift (1942-44) var skrevet på en nihilistisk vitalisme, og som valget af titler til overmål viser, handler romanerne om mennesker i deres seksuelle drifters vold.

Severinsens grelle, men effektive skildringer af dyret i mennesket var et dansk modstykke til James M. Cain. Finn Gerdes (1914-95) lagde sig efter Hemingway. Gerdes kendte ham og andre samtidige amerikanere så godt, at han kunne parodiere dem, hvad han gjorde i Politikens „At tænke sig“. Han debuterede i bogform i eget navn med to bind short stories, De blaa Gardiner (1943) og Sorte Engle (1945). Det er scenisk og stram fortællekunst af høj karat, som med virtuos udnyttelse af Hemingways isbjerg-teknik lader det afgørende være usagt. Historierne handler om outsidere, der udsættes for mobning, eller psykopater, der snylter på deres godtroende omgivelser, som i mesterstykket „Søn af Huset“ fra De blaa Gardiner. Der var ingen direkte politiske budskaber i Gerdes' short stories, men en bunden varme under den nøgterne facade og en afvisning af de svulstige følelsesudtryk, som tiden var så rig på. At han på linje med andre unge forfattere opdyrkede den knappe og faktuelt registrerende form, var der også en pointe i: Tiden var ikke inde til de samlede statusopgørelser, man måtte være tro mod oplevelsen af at leve i en provisorisk, uafklaret situation. Med sine bedste noveller foregreb Gerdes tendenser i den tidlige efterkrigsprosa, som han selv bidrog til, men også 1960'ernes nyrealisme og, endnu længere fremme, den minimalisme, der opstod sidst i århundredet.

Under besættelsen opstod ingen nye litterære ismer, og det var småt med fornyelser af den slags, der sætter skel i litteraturhistorien. En vis konservatisme i formsprog og temavalg var et uundgåeligt ledsagefænomen til den nationale vækkelse, men enkelte lyrikere og prosaister eksperimenterede med udtryksformer, som pegede frem mod efterkrigstidens litteratur. Samme vej pegede interessen for USA og England, som blev mere udtalt i de sidste besættelsesår, til trods for at forbindelseslinjerne til aktuel angelsaksisk kultur ellers blev svagere. Også i sit fravær gjorde USA sig gældende som leverandør af drømmebilleder af frihed og velstand, af længslen efter en tilværelse uden repressalier, restriktioner og rationeringsmærker.

En sådan fremtid drømte mange om. Blandt dem var en gruppe unge tegnere, der i det sidste krigsår arbejdede på det, der skulle blive den første lange danske tegnefilm, bygget over H.C. Andersens „Fyrtøiet“ og instrueret af Svend Methling. Filmen, som var i farver, fik premiere i 1946. Emnet kunne dårligt være mere dansk, men visualiseringen af Andersens univers var præget af Hollywood, bl.a. Walt Disney og hans konkurrenter Max og Dave Fleischer. Filmskaberne forholdt sig temmelig frit til forlægget og havde indlagt en scene, hvor soldaten synger for gæsterne på et værtshus. Sangen er ikke spor tilfældigt Andersens fordanskning af en Walter Scott-tekst: „Skade, at Amerika ligge skal saa langt herfra“. Efterkrigstidens europæiske mentalitets- og (populær)kulturhistorie er ikke mindst beretningen om krigstrætte befolkningers længsel efter the American way of life og om kulturmødet, da afstanden mellem Danmark og Amerika omsider skrumpede ind.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Drømmen om Amerika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig