Drømmen om et folkeligt fællesskab - Fiskerne

Chodowieckis stik til Ewalds Fiskerne fra Samtlige Skrifter (1787). Den skibbrudne engelske kaptajn bringes i land, og kvinderne tager – som der står – „paa det kierligste“ over.

.

Med omvendelsen havde Ewald gjort sig fortjent til at komme tilbage til København, hvor han levede de sidste fire år, stadig mere nedbrudt og krumbøjet, men også genstand for stigende anerkendelse og beundring. Sine største triumfer kom han til at fejre med opførelsen af Balders Død på Hofteatret (1778) og af det nationale syngespil Fiskerne (1779) på Kongens Nytorv, begge med musik af Johann Ernst Hartmann.

Med Guldberg-styret fra 1772 var kongen og hoffet blevet genindsat i deres gamle rettigheder, og samtidig fik det nye styre en udtalt national profil, hvad der affødte en række projekter, som åndslivet og dermed også Ewald blev inddraget i. Et af hans bidrag er Fiskerne, der blev til på bestilling, og det er da også tydeligt, at de ideologiske krav har været vigtigere end de indre dramatiske. Som drama kan Fiskerne næppe kaldes vellykket – dertil har konflikterne for meget karakter af påskud for den tynde handling, men som syngespil rummer stykket en række glimrende optrin og sange, blandt de sidste først og fremmest kongesangen, men også folkevisepastichen „Liden Gunver“ om pigen, der forføres af en havmand, og med omkvædet „O, vogt dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!“

Som emne for handlingen valgte Ewald en af fortællingerne i Ove Mallings nyudkomne Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holsteenere (1777), en autentisk beretning om nogle Hornbækfiskeres heltemodige redning af en engelsk kaptajn, hvis skib var grundstødt under en voldsom storm. Redningsdåden var sket i 1774, så historien var endnu i frisk erindring, og til førsteopførelsen, der fandt sted på kongens fødselsdag, var redningsmændene selv til stede og blev hyldet i deres loge.

Stykket er i ét og alt lagt an på at fremhæve fiskernes ædle og gæve sindelag. Især én af dem, Knud, rager op ved sin uforfærdethed, sit aldrig svigtende håb på de nødstedtes vegne og sin urokkelige danskhed. At være dansk eller „Dannemand“ er for ham som for stykket et adelsmærke, der indebærer en forpligtelse til at lade hånt om egen velfærd, når det gælder andres.

Med sammenføjningen af danskhed og sømandskab kan stykket åbne sig mod det større nationale perspektiv og i en drøm om „Herrefærd til Orlogs“ lade Knud synge om Christian 4. og de andre danske søhelte, inden han selv giver sig i kast med Kattegats bølger. Også til Knud sigter derfor den sidste strofe:

Du Danskes Vei til Roes og Magt, Sortladne Hav!Modtag din Ven, som uforsagtTør møde Faren med Foragt,Saa stolt, som du, mod Stormens Magt, Sortladne Hav!Og rask igiennem Larm og Spil,Og Kamp og Seier føer mig til Min Grav.

I Fiskerne indløser Ewald sin nationale forpligtelse, men – som det kan høres i hver linje af kongesangen, Ewalds mest storladne hyldestdigt – på en måde, så han samtidig kan have sit brusende hjerte med i det. Gennem det idealiserede billede af de nordsjællandske fiskere kan han formulere sin drøm om et folkeligt fællesskab, der ikke ekskluderer, men inkluderer. Da kvinderne med henvisning til skibets engelske oprindelse søger at holde mændene tilbage ved at sige, at det kun er „en fremmed Røst“ der „raaber om Hielp og Trøst“, svarer de, at „det gielder om Menneskers dyre Liv!“ Humaniteten er overordnet det nationale.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Drømmen om et folkeligt fællesskab - Fiskerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig