Dramatikeren Leif Panduro

Den første danske forfatter, der var på teaterscenen med absurd dramatik, var ikke uventet Leif Panduro. Alléscenen havde i 1961 med stor succes spillet Ionescos Næsehornet og bad Panduro om at levere et skuespil i samme genre. Han fandt to små stykker frem, som egentlig var tiltænkt henholdsvis Radio- og Tv-teatret, og stillede dem sammen: Kufferten og Kannibaler i kælderen. I det første slæber en ung mand på sin kuffert af fortid, i det andet rumsterer de fortrængte drifter i kælderen hos et midaldrende ægtepar. Selv om de rummer personlige temaer, var de på bastant vis skrevet på inspiration af Ionesco og Beckett. Og forestillingen blev da heller ingen succes.

Den oplevede Panduro til gengæld med manuskriptet til sin første spillefilm, Harry og kammertjeneren (1961), instrueret af Bent Christensen. Og i den har inspirationen fra Godot fået en langt lykkeligere og overraskende udformning, måske fordi Panduro på den ene side trækker på den absurde humor, men på den anden skriver op imod Becketts livssyn. Her er to randeksistenser, men deres ubevidste venten på hinanden viser sig ikke at have været forgæves. Harry, der bor i et skur på en bilkirkegård, arver lidt penge og realiserer sin drøm ved at ansætte en butler. Fabricius med bowler og jaket er ikke kun nobel af udseende og manerer, men også af sind. Hvis den mystiske hr. Godot hos Beckett skal forstås som meningen med tilværelsen, så møder Harry og Fabricius ham begge, i og med at de møder hinanden. Harrys ønske om én, der vil tage sig af ham og give ham omsorg, går i opfyldelse, ikke fordi han har penge, men fordi han er et elsk-værdigt menneske. Harry og Fabricius deler nok hinandens selskab, men er ikke bundet til det. Omkring dem er et broget persongalleri, som efterhånden ved Harrys mellemkomst udfolder det bedste i deres væsen – og da Harrys penge er sluppet op, vælger Fabricius at blive hos ham.

Påvirkningen fra den absurde dramatik er også tydelig i Panduros første opgave for det nyetablerede tv-teater, hvor han arbejdede sammen med Palle Kjærulff-Schmidt. Den 6. marts 1963 blev En af dagene udsendt, og det blev, som det første stykke dansk hverdagsdramatik på tv, modtaget med en overvældende opmærksomhed og debat.

Spillet starter hjemme hos Tom, hvor vi følger hans ugidelige og lettere komiske opvågnen, akkompagneret af konens stemme, der fortrinsvis udsteder ordrer. Han klør sig på maven, bytter om på sine sko, brænder sig på cigaretten, leder på alle fire efter en hullet sok, får skæg i øjnene, river tråde ud af ærmet. Og selvfølgelig har han også et slips, der bliver lagt om halsen og knuden strammet. Det er en adfærd, der giver mindelser om de beckettske klovne, og de følgende seks scener, der alle udspiller sig på kontoret, er ligeledes præget af en venten. Måske en udnævnelse, måske en afsløring, måske en handling – vi får det ikke at vide. Titlen En af dagene angiver et ubestemt og måske aldrig indtræffende tidspunkt.

Men det er nu en anden absurd dramatiker, som i endnu højere grad har inspireret både forfatter og instruktør, nemlig Harold Pinter. Hvor Beckett og Ionesco demonstrerede, at menneskene ikke forstod deres omgivelser og derfor talte forbi hinanden, så hævdede Pinter, at vi taler forbi hinanden af frygt for at blive forstået. Som noget helt nyt skrev han sine dramaer direkte for tv, og hans En tur i byen havde været på skærmen, instrueret af netop Palle Kjærulff-Schmidt. Panduro havde set det og desuden læst ham. Pinter dyrker det lukkede rum, hvori der udspiller sig mere eller mindre skjulte magtkampe, som kommer til udtryk gennem sproglige spilfægterier. Bag den tilsyneladende realisme gemmer absurditeten sig, der tales og henvises til fænomener og begivenheder, som man ikke får indsigt i, og dæmonien lurer. Noget er på spil, men det er svært at sige hvad.

Denne stemning og fornemmelse af uvished præger også livet på Panduros kontor. Papirbunker flyttes formålsløst fra det ene bord til det andet, mens man følger hinanden med øjnene, ambitioner, aggressioner og undertrykt seksualitet rumsterer bag replikkerne. Tom er omgivet af den stræbsomme, men mystiske, ugifte og kleptomane Normann og den snakkende, pigeglade, alkoholiserede og impotente Carl, der har haft en affære med telefondamen Lillian. Og man skiftes til at vende og dreje ordene for at trænge ind på hinanden.

Carl: Du'e, Tom … jeg … jeg syn's du er så …Tom: Så hvad?Carl: Er der noget i vejen?Tom: Næ...Carl: Jeg syn's du er sådan … så underlig …Tom: Jeg er ikke en skid underlig …Carl: De andre si'r osse du er underlig …Tom: De andre … hvem …?

Hensigten er ikke forståelse, men afsløring af den andens hemmeligheder, det er den diskrete terror, der huserer mellem kontorets glasvægge.

Med En af dagene havde Panduro for alvor opdaget mediets kraft og muligheder – og mediet havde opdaget ham. Fra da af og frem til sin død var han den helt centrale tv-dramatiker i Danmark. Fra at være den provokerende Lorte-Leif – som nogle skrev med henvisning til Øgledage – udviklede han sig lidt efter lidt til at blive hele kongerigets elskede psykiater. Uden brug af hverken excentrisk påklædning eller ekstravagant livsførelse blev han nærmest mod sin vilje en mediefigur, og da han i 1977 døde af en hjertelammelse, føltes det som et nationalt tab.