Dyd og verdslig evighed - mindedigtet

Den historiske realitet bag digtets symbolske forening af stænderne var, at det nye styre åbnede adgang for alle til som embedsmænd at deltage i statens styrelse. I adelsvældens tid havde dette været forbeholdt de gamle slægter, personer af „adelig naissance, blod og byrd“, men med statens selvstændiggørelse blev slægtshensynet ved embedsbesættelser sat i parentes for i stedet „langt mere at åbne enhver af vore kære og tro undersåtter, efter deres meriter og capacitet, døren endog til de højeste charger og bestillinger“, som Christian 5. formulerede det i sit politiske testamente. Rangforordningen af 1671 formaliserede dette princip ved at placere fortjenstfulde borgere i en ny adelsstand. Griffenfeld, vinhandlersønnen, der avancerede til førsteminister, blev det lysende eksempel. Kingo modtog selv denne gunstbevisning. Hermed var skabt en ny social menneskevurdering, der imidlertid hvilede på et religiøst fundament. Kongedømmet legitimerer den magt, det erobrede ved politiske greb, ved at henvise til Guds skabelsesorden. I lighed hermed løftes i det nye menneskebillede sjælens guddommelige kerne ud af det jordiske forkrænkelige. Denne apoteose kan iagttages i Kingos mange mindedigte.

Hvor konventionelle mindedigtene fra et litterært synspunkt end kan forekomme, er genren som en af tidens store tekstinstitutioner interessant ved at uddestillere et ikke tidligere set personlighedsbillede. Mindedigtet fungerede som en poetisk parallel til ligprædikenen. De to teksttyper blev ofte trykt og udgivet samlet, da emne og anledning var den samme. I deres forkyndelse peger de derimod i forskellig retning. Ligprædikenen handler om et hinsides og tilsiger på luthersk vis salighed ved tro; mindedigtet vender blikket mod verden og lover afdøde at omveksle dyd til et evigt ry. Begrebet dyd sammenfatter personlighedens karakter og heroiske vilje til at udfolde den i moralsk handling. I overensstemmelse med regimets teokratiske selvforståelse blev det muligt at indfolde et religiøst perspektiv i mindedigtets sociale rum.

Den mulighed for, at en borger på grund af „meriter og capacitet“ kunne manifestere sig offentligt, betød imidlertid ikke, at vedkommende kunne fremtræde i fuld individualitet. Det er ofte kritisk blevet påpeget, at mindedigtningen ikke tegner individuelle portrætter, men genbruger de samme stereotype karakteristika fra digt til digt. Det skyldtes de filtre, der bestemte, både hvem og hvad der kunne komme med. For det første kan mindedigtningen kun beskæftige sig med „offentligt velfortjente“ mænd, som Wandal anfører. En borger, der alene virker i sin private sfære, kan under den tidlige enevælde ikke påkalde sig offentlig opmærksomhed. For det andet drejer det sig om at udskille de mindeværdige egenskaber, hvormed de „gavner menneskeslægten“. Mindedigtets hensigt er ikke at gengive en person med alle dennes facetter.

Døden er ikke kun digtets anledning, men overhovedet dets synsvinkel på livet. „Vi fødis til at døe“, fastslås det med et dictum, der gennem mere end halvdelen af digtet udfoldes i en kaskade af billeder på forgængelighed: skibsforlis, løvfald, sygdom, forrådnelse, kar der revner, timeglas der rinder ud, og lys der brænder ned. Døden er vort grundvilkår, ikke kun som livsafslutning, men en sygdom, der gennemtrænger vor af arvesynden fordærvede natur.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Dyd og verdslig evighed - mindedigtet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig