Eksistens og romaneksperiment

Verden er ingen roman mere, hævdede Johannes V. Jensen i 1923. Han mente nemlig, at verden og mennesket ikke kunne opfattes og beskrives i den form, som den naturalistiske udviklingsroman havde for vane at bruge. Personkarakteristik, miljøbeskrivelse, scenisk fremstilling og møjsommelig lineær fremadskriden duede ikke mere til beskrivelse af den moderne komplicerede verden, hvor individet og dets nære miljø kun er en forsvindende del af noget langt større i både tid og rum. Jensen fremhævede selv sin egen myteskrivning som et alternativ, men i samme moment må man også nævne navne som Franz Kafka, James Joyce og Virginia Woolf, der brød med den vante roman og udviklede andre fremstillings- og kompositionsformer.

Afviklingen af den naturalistiske roman har imidlertid været en træg affære, og den er trods alle profetier og aflivningsforsøg stadigvæk i fuld vigør. Men den kritik af romanen, som tog fart med modernismen i første del af 1900-tallet, er løbende blevet fulgt op og suppleret. Som en pendant til Torben Brostrøms udfordring af lyrikken i „Det umådelige mådehold“ (1959) kan man se den århusianske kritiker og litterat Niels Egebaks opsang til prosaisterne i Eumeniderne. Betragtninger over modernisme (1960).

Egebak mente, at danske digtere måtte tage ved lære af de eksperimenterende franske romanforfattere og deres „mod til at bryde ned og begynde igen fra grunden“. „Vi har,“ skrev han, „alt for længe næret en tyrkertro på, at den gamle roman kunne være god nok, når bare man friskede den op med lidt Joyce'sk bevidsthedsstrøm og lidt Hemingway'sk behaviorisme og „tough talk“ og så i øvrigt satte sin lid til den umiddelbare følelse og naturtalentet. Vi har trukket veksler på den hæderkronede danske realistiske fortællekunst så længe, at vi har været ved at slå den ihjel med artistisk tomgang og spinden ender.“ Nye former må derfor afprøves, og der må eksperimenteres for at holde traditionen i live. Ifølge Egebak skal man ikke „være bange for at søge det nye for det nyes skyld“, for uden fornyelse dør traditionen i epigoneri.

Vejen til fornyelse af den danske roman gik ifølge Egebak over den ny franske roman, som de færreste danske forfattere i 1960 kendte noget til. Et hold franske eller fransksprogede forfattere som Alain Robbe-Grillet, Michel Butor, Nathalie Sarraute og Samuel Beckett havde med stor konsekvens og selvbevidsthed skrevet en ny og anderledes prosa, der engang midt i 1950'erne blev døbt „den ny roman“. I en række artikler skrevet mellem 1953 og 1963 og udgivet under den fælles titel Pour un nouveau roman (1963, da. På vej mod en ny roman, 1965), skrev Alain Robbe-Grillet en slags manifest og poetik for et opgør med den naturalistiske fortællemåde og med den tragiske humanisme, som absurdismen var udtryk for. Når verden forekommer absurd, beror det på den antagelse, at den skulle, burde eller kunne blive meningsfuld. Men, hævder Robbe-Grillet, „verden er nu engang hverken betydningsfuld eller absurd. Den er der, simpelthen. Det er i hvert fald det mest bemærkelsesværdige ved den.“ Derfor er der ingen grund til at lide af ulykkelig bevidsthed om verdens skammelige beskaffenhed, hvad også Hans-Jørgen Nielsen kom til at plædere for med sin attituderelativisme.

Vi lever i et afsjælet univers, og det univers er det ikke litteraturens og kunstens opgave at besjæle gennem projektioner af egne drømme og meninger. Verden er ikke dyb, sådan som Friedrich Nietzsche proklamerede i Also sprach Zarathustra (1883-85). Den sandhed er det til gengæld litteraturens opgave at fastholde for ikke at stikke folk blår i øjnene. „Rundt om os, spottende vore dynger af besjælende eller praktisk-betonede adjektiver, er tingene,“ skriver Robbe-Grillet. Verden er – som den også var det for Klaus Rifbjerg – saligt tom for andet end ting. Men til forskel fra Rifbjerg og hans meningsfæller, så er mennesket også tomt, og den psykologi, man kender fra den borgerlige roman, passé. Den ny roman, eller bredere: den ny prosa, sender Freud, Jung og de andre psykoanalytikere hjem til deres egen tid, idet den hævder at repræsentere det ikke bare sjælløse, men også afpsykologiserede menneske.

Forfatterne til den ny roman udgør ifølge Egebak en „forkastelsens skole“. De forkaster et humanistisk verdensbillede, samtidig med at de forkaster den traditionelle romans grundelementer: handling, personkarakteristik og et etisk engagement, der gør beretningen til andet end underholdning og nyfigenhed. Som mennesket er nedskrevet til et indifferent nulpunkt, skal den gamle roman også afmonteres med det formål at gøre plads for en ny slags roman og dens verdensbillede. Med vekslende grader af radikalitet bidrog navne som Per Kirkeby, Inger Christensen, Per Højholt, Vagn Lundbye og Hans-Jørgen Nielsen til opløsningen af de traditionelle romanformer. Det var imidlertid Svend Åge Madsen, der som en af de første og mest konsekvente tog den fransk-egebakske udfordring op.