Ekspressionisme og moderne teaterkritik - Svend Borberg

Dramatikeren og teaterkritikeren Svend Borberg (1888-1947) var en dynamisk og indflydelsesrig kraft i dansk kulturliv. Han blev 1920'ernes mest interessante dramatiker og samtidig den, der grundlagde en egentlig moderne dansk teaterkritik.

Borberg debuterede som lyriker, men det var som dramatiker og teaterkritiker, han slog sit navn fast. Samtidig nåede han at udfolde sig i mange andre genrer, fra kulturfilosofiske værker over journalistik til filmmanuskripter. Det sidste under pseudonym – som mange andre af tidens seriøse forfattere så han sin fordel i ikke at få sit navn forbundet med det lidt foragtede nye massemedie.

Svend Borberg havde et enestående personligt netværk, som omfattede europæiske forfattere, videnskabsmænd og kulturpersonligheder, han beherskede mange sprog, og han var et vigtigt kulturelt forbindelsesled mellem Danmark og udlandet. Hans skuespil opførtes med succes, ikke mindst i Tyskland, men hans kultursamarbejde med den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig bragte ham i miskredit. Under retsopgøret blev Borberg anklaget for angiveri. Ganske vist blev han frikendt af landsretten, men samarbejdet med tyskerne både i Danmark og Tyskland havde overskredet det alment acceptable. Han døde to år efter besættelsen som en glemt mand, persona non grata.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Ekspressionisme og moderne teaterkritik - Svend Borberg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig