En digter bliver skjald

Alfred Schmidt Den frygtelige Jysk-Amerikaner i det satiriske ugeblad Klods-Hans 21. april 1911. I 1911 udgav Johannes V. Jensen essaysamlingen Nordisk Aand. Heri langer han ud efter den akademiske litteraturkritik, og litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen får særlig på puklen for sine biografiske studier, som Jensen afskyede. Jensen definerede sig selv som modstander af de københavnske akademiske intellektuelle – blandt andre filosoffen Harald Høffding og litteraturkritikeren Valdemar Vedel. Overfor dem stillede han forestillingen om nogle djærve jyske karakteregenskaber og den amerikanske vitalitet. Han plæderede desuden for et darwinistisk virkelighedssyn og anså mennesket for at være i familie med primaterne. Derfor er han her fremstillet i abelignende karikatur.

.

I 1906 skulle det være slut med salonfæhig fin de siècle-holdning og den evindelige sjælegranskning. I Digte 1906 findes ved siden af de kraftfulde, men subjektive og selvkredsende digte en anden slags, som der skulle komme flere af i årene fremover. I lejlighedssangen „Sønner af de Slagne“ til Studentersamfundets udflugt i 1904 tales en ungdommelig og positiv livsånd frem: „Kloge af at bede / til den døve Gud“ kalder Jensen fællesskabet til aktion i den verden, hvor „Ungdom er at handle / uden Tradition, / uden falske Veksler / paa en død Nation“. Det bliver indledningen til den ungdomsdyrkelse, som store dele af det følgende forfatterskab udfolder. Opgøret retter sig imod med taber-ånden fra 1864, og håbet er, at en ny generation finder sine egne ben og kraft. Med en manende salut lyder de sidste ord i sangen: „Borte er det syge, / lykkeløse Kuld – / Sønner af de Slagne / se, I staar paa Muld!“

Jensen afskrev den gamle digterrolle og indtog en ny, hvor han gik i oplysningens og fremskridtets tjeneste. Han ville sætte al sin digteriske kraft ind på at bringe tiden på ideologisk udviklingshøjde med sig selv og fandt inspirationen i Charles Darwins udviklingsteori. Den tolkede han positivt og mente, at udviklingen, trods omveje som ikke mindst 1. Verdenskrig, gik fra gru til glæde. Verden blev vundet ind, og den energi, man før havde anvendt på en fjern gud, skulle vendes mod den velsignede jord. Det skete gennem en verdslig salmedigtning, som han gav med Aarets Højtider (1925), hvor han synger julen ind med en solhvervssang som „Vor Sol er bleven kold“ og lægger folk til hvile med „Baalfærdssang“. Livs- og dødsbevidsthed interfererede stadig, når Jensen var bedst. Hans senere digte er især minde- og naturdigte, heriblandt fine digte som fx „Solsorten“, der står som håbets fugl midt i den kolde vinter. Han skrev gerne norrøne strofer, og selve livsfølelsen og skrøbeligheden fangede han i enkle vers som

Nu breder Hyldende svale Hændermod Sommermaanen.

At han selv som voksen alvorsmand – sådan fremstod han oftest i offentligheden – havde en skæv humor intakt, ser man i erindringsdigtet „Som Dreng skar jeg Skibe“ (1931), hvori han skælmsk udtrykker ønske om engang selv at være „et Fruentimmer“, være vakker og blive „krøllet uigenkendeligt af et Karlfolk“.

Bedst kendt af Jensens sene digte er „Danmarkssangen“ (1925) – eller „Hvor smiler fager den danske Kyst“ – som er en hyldest til landet, dets natur og historie. Også her er Jensen ude i opbyggeligt ærinde, men har med ideologisk konsekvens udeladt de gamle fædrelandssanges hyldest til gud og konge. Fortiden og dens spor manes frem og besværges: „Henfarne Slægter / i Landets Marv / sig ej fornægter. / Bevar din Arv!“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En digter bliver skjald.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig