Gustav Wieds kunst er ikke antydningens. Derfor ligger dramaet godt for ham med dets sceniske nærvær, direkte udsigelse, deklamatoriske hujen og overdrevne gebærder. Så godt, at Wied i lighed med Ibsen i Norge og Strindberg i Sverige fornyer genren. Hos Wied sker det ikke mindst med hans såkaldte satyrspil, hvor han, som autoritativ fortæller med troldsplinten i øjet, trækker på erfaringerne fra 1890'ernes eksperimenter med montage- og collageformen hos eksempelvis Sophus Claussen og Ernesto Dalgas. Det genreopløsende værk, hvor digte, noveller og proklamationer blandes til en stor episk fortælling, fører hos Wied til en slags cut up-teknik, længe før pop-kunsten i 1900-tallet lancerede fænomenet. I Wieds satyrspil bruges montageformen til at blande den dramatiske tekst med novellelignende regibemærkninger, indlagte breve, hyppige sceneskift og en mildt sagt hørligt sufflerende fortællerstemme. Blandformen gør hans satyrspil til egentlige læsedramaer, hvor det fulde udbytte ikke ligger i en udsigelse af de dramatiske dialoger, men i en indoptagelse af kommentaren som helhed.

Genren – og Wieds mesterskab inden for den – kulminerer med Dansemus i 1905, men inden da opøver han talentet i Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde og Det svage Køn, der gennemspiller henholdsvis rigets stænder og kvindekønnets forføreriske strategier med diabolsk ironi. Det regulære drama, klassikeren Skærmydsler, rykker ind i det borgerlige interiør, der er halvfemsernes rum. Her lever de to søstre Hertha og Clara som et gammelt ægtepar. De er komplementære skikkelser, der på en gang udelukker hinanden, er dybt afhængige af og spejler hinanden i deres i princippet endeløse og meningsløse skærmydsler. Den dominante Clara – der afslutter en diskussion med replikken, der er blevet bare ét af Wieds mange bonmoter i dansk litteratur: „Maanen har den Farve, Maaner skal ha!“ – og den nervebetonede Hertha er genkommende figurer i forfatterskabet, den ene stejl og den anden skræmt, uforsonligt stængt af fra verden udenfor i en form for psykisk kværn.

I Dansemus bliver kværnen eller den „højere Lirekasse“ det gennemgående billede på verdens indretning og menneskets vilkår. Det originalt overdådige satyrspil er bygget over et gennemgående billede: En af satyrspillets nøglepersoner, filosoffen og reformatoren Edmund Melling har et bur i sin stue med ti hvide mus, der løber rundt i et hjul, som kun standser, når musene „æder og parres“. Når de får unger, æder de også dem: „Ak, om vore Forældre havde været ligesaa fornuftige“, som den Schopenhauer'ske stoiker Melling siger. Denne moulin veneris – kønsmølle – bliver stykkets allegori på menneskets konforme og deterministiske liv, hvor det er slave af begæret og dyrisk søger begærets tvangsmæssige bekræftelse: „Dansen synes ikke at more dem, men de kan ikke andet – Soli deo Gloria!“

Alle i satyrens spil danser „efter en højere Lirekasse“, der ikke drejes af Gud eller er underlagt hans forsyn, men alene hvirvler rundt i kraft menneskenes futile ambitioner og hvileløse seksuelle drift. „Fader, se i Naade ned, til den hele Red'lighed“, lyder det fra rådhusets klokketårn i Absalonia i kongeriget Rugmelien. Den københavnske sædeskildring, hvor selv ikke vejret er, hvad det foregiver – „det fingerer at være Foraar“ – tager sin begyndelse, da kirkeministeren anklages for at have været på bordel, en anklage, Gustav Wied allerede under pseudonymet Peter Idealist fremsatte mod kultusminister Jacob Scavenius i 1887 i skriftet „Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge af Peter Idealist“. Nu indgår denne autentiske hændelse i Dansemus' marionetteater, hvor alle er underkastet kønnets tvang og ambitionernes vilje til magt og ære. I samfundets top er magthaverne kyniske og korrupte, og blandt de radikale bohemer i gadernes flydende verden har den intellektuelle fallit for længst indfundet sig. Mændene er brunstige, grænseløst forfængelige, halvkriminelle og dekadent halvkønnede; kvinderne er liderlige og skamløst koketterende hetærer, bortset fra den opofrende digterhustru Klara Halling og den frodige naturkraft Adelheid Mürer (formet over Agnes Henningsen), der i sit erindringsbind Letsindighedens Gave (1943) pointerede, at Wied „skrev ejendommeligere end nogen af os andre i Kjøbenhavn“. En sandhed, der i denne vittigt-onde og ironiske skildring af den menneskelige tragedie bekræfter, at et mærkeligere og mere grotesk skuespil er ikke skrevet på dansk). Den eneste „positive“ skikkelse i stykket er Edmund Melling. Fordi han er kynisk klartskuende, nihilistisk. Han er – metapoetisk – selv ved at skrive et „verdensdrama“ med titlen „Dansemus“, opkaldt efter hans evigt hjulende mus i trædemøllen, der alene synes at give ham et sandfærdigt billede af menneskene og samfundet. Hans illusionsløse stoicisme brydes for et øjeblik, da han under et gadeopløb ser en slagter redde en fortvivlet kvinde fra at drukne sig. Dette spontane udbrud af næstekærlighed og barmhjertighed viser Melling med foragt fra sig: „Det er raat, at et Menneske ikke kan faa Lov at dø“. Som Nietzsche ser Melling sig som en ny frelser, en tvillingebroder til Jesus, hvis frelse ligger i instinktets amoral og frigjorte aristokratiske radikalisme. Dyret skal dø, selv når det er et menneske.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet En højere lirekasse - Wieds dramatik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig