En satiredigter fødes

Ved hjemkomsten til København kom Holbergs akademiske karriere på skinner. Naturretten blev udgivet 1716, og året efter fulgte en udnævnelse til professor, ganske vist i metafysik, et fag, han foragtede, men embedet sikrede ham økonomisk. At han få år senere satte denne løbebane på spil ved at træde frem som digter til et komisk forfatterskab, er en gåde, der er skjult i mandens sind. Holbergs egen forklaring på miraklet lyder – i den korte version – at han blev grebet af en poetisk raptus; i en længere beretter han om en polemik, som han lod sig inddrage i.

Den udløsende faktor blev en anden ung stræber, Andreas Hojer, senere kendt som historiker og jurist, der i 1718 udsendte en på tysk skrevet danmarkshistorie (Kurtzgefasste Dännemärkische Geschichte) og kort efter en latinsk afhandling om ægteskab mellem nærbeslægtede. Disse skrifter fik Holbergs galde til at flyde; generelt fordi han i Hojer så en konkurrent, specielt fordi danmarkshistorien indeholdt en nedladende bemærkning om Holbergs eget forsøg på området. Holberg svarede igen med to afhandlinger, der foregiver at være forfattet af i byen bekendte fallerede studenter. Den pseudonyme form frisatte en skånselsløst injurierende tone og slusede Holberg ind i et fiktionsunivers. I Første Levnedsbrev udlægger han episoden således: „I det jeg spidsede min Pen imod Satyrer, blev jeg selv en Satyricus, og erfarede den samme, om ikke slettere Skiæbne; thi det gaaer til, som Ordsproget lyder: Løn, som forskyldt“. Men polemikken gav ikke kun Holberg en udtryksform, men også mønstret for komisk karakterskildring.

Mens Holberg i polemikken om danmarkshistorien fægter for sin anseelse, afdækker afhandlingen om ægteskab mellem nærbeslægtede den position, hans satiriske forfatterskab er skrevet fra. Hojers ærinde havde været at plædere for en mere human domspraksis i sådanne sager ved at vise, at Moselovens krav om dødsstraf ikke gælder for kristne, og at heller ikke naturretten giver basis for sådanne domme, men det preller helt af på Holberg. Han ser i Hojer en nar, der „bilder sig ind, at det er tegn paa stor begavelse, (…) naar man holder sig paa afstand af gængs opfattelse“, og som afsked falder trumfen, at Hojer ønsker „at ligge i krig med hele den lærde verden, for at kappes med den tapre Don Quixote de la Mancha, ridder af den bedrøvelige skikkelse, som ikke betænkte sig paa at udæske al verdens kæmper“. Med Hojer i rollen som en indbildsk fantast har Holberg sin narremodel klar. Begrebet „indbilde“ betyder ifølge Holbergordbogen at „danne sig en fejlagtig forestilling“ med tilføjelsen: „spec. mht. forestilling som vidner om selvovervurdering“. I denne sammenfletning af forfængelighed og vrangforestilling ligger skabelonen for Holbergs forfatterskabs lange række af bedragere og selvbedragere.

Den polemiske rus satte Holberg i gang med sin første satire, Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig, inspireret af den romerske digter Juvenal, der selv havde hævdet, at vreden inspirerede ham. Men længere kom Holberg i første omgang heller ikke.