Engleflokke

I 1960'erne brød den første generation af modernister med den religiøse patos hos Heretica-generationen, hvorefter den anden generation brød med den eksistentielle patos hos Rifbjerg og kompagni. Med 1970'ernes rapporter fra gulvspanden og andre sider af arbejdets virkelighed befæstede dette horisontale perspektiv sig. Men i 1980'erne drejede litteraturen 180 grader. Man – eller i hvert fald mange – forlod det horisontale, det populære og det profane til fordel for det vertikale, det elitære og det sakrale. Og himlen blev igen et stærkt befærdet område i dansk litteratur. Kirsten Thorups roman Himmel og helvede (1982), Svend Åge Madsens novellesamling Mellem himmel og jord (1990) og Ebbe Kløvedal Reichs monstrøse „rejseeventyr“ Himlene og Jorden (2003) betegner stationer på vejen under denne udforskning af de himmelske regioner; med Salmer og begyndelser til 1980'erne (1981) havde Ole Sarvig åbnet for brugen af genrer, der passede til det nye perspektiv.

Under kortlægningen af alt det, der befinder sig mellem himmel og jord, kunne forfatterne ikke undgå at støde ind i fænomenet engle. Disse havde ellers været sjældne gæster siden midten af 1800-tallet, da realisterne med Gustave Courbet måtte spørge, hvordan man dog skulle kunne male en engel, når man aldrig havde set en sådan. Men Engle eksisterer skam, som maleren Michael Kvium kaldte en serie på syv raderinger udstillet i 1987.

Englene er budbringere mellem det guddommelige og det menneskelige, og i den moderne verden med telegrafer og telefoner syntes den metafysiske verden, hvor englenes ordener hører hjemme, at forsvinde. Men i den verden, som man allerede i 1960'erne begyndte at kalde postmoderne, kunne englene hentes frem fra de poetiske billedarkiver. Anything goes! Og engle kan flyve.

En af de første engle, der lettede, var Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen (1979), men tusind fulgte under opgøret med 1970'ernes materialisme og totalpolitisering af livet. I 1981 portrætterede Claus Bohm den nye digtergeneration i filmen Nattens engel, og de fleste medlemmer af denne generation væbnede sig ligesom Michael Strunge med vinger for at digte om engle, om faldne og faldende engle, om coma- og siliconeengle, men også om blivende engle.

Blandt de ældre forfattere var der enkelte, som rent metaforisk hægtede sig på englebølgen, bl.a. Christian Kampmann med Engle (1984) og Klaus Rifbjerg med Engel (1987).

I titelfortællingen i Per Højholts Salamanderen og andre blindgyder (1986) konstaterer fortælleren, at det ligger i kunstnerens natur at ønske sig vinger, og at med tiden vil „ethvert lødigt gemyt mærke, at der under hans specifikke natur dølger sig en engels mere generelle“, og at dette misforhold virker som en spore for himmelstormeri.

For Ebbe Kløvedal Reich var det, som man ser i En engels vinger (1990), helt selvfølgeligt, at den jordiske verden stod i forbindelse med en overjordisk verden.

I Engle i sneen (2000) beskriver kritikeren Erik Skyum-Nielsen englene som et anliggende for 1990'ernes lyrik og prosa, men allerede i 1980'erne blev det nærmest en regel, at engle skulle indgå i værkerne, snart som metafor, snart som motiv. Englene vidnede om en metafysisk nysgerrighed.

I Solvej Balles debutroman Lyrefugl (1986) begynder englene for alvor at sætte sig spor. I denne rejseroman strander Freja, en kvindelig Robinson Crusoe, efter et flystyrt på en ø i Stillehavet. Her rekonstruerer hun sin verden, og det viser sig, at hun må supplere sin encyklopædiske viden med inderlig tro, og hen imod slutningen af romanen spores hun ind på fænomenet engle. Nok overvejer hun rationelt, om flybilletten endnu er gyldig, så hun kan komme hjem, men for alle tilfældes skyld supplerer hun med mere magiske handlinger: Hun lægger sig på ryggen, bevæger sine arme og ben op og ned langs jordoverfladen og danner derved „et billede af en engel i den tørre jord.“

Første kapitel i Jørgen Christian Hansens Den kolde ild (1986) åbner med, at de to søskende Sanne og Samuel i bogstaveligste forstand tager på himmelflugt fra hverdagen. I bedste Peter Pan-stil tager de hinanden på en flyvetur op mod Stjerneland, og undervejs møder de selvfølgelig engle, alle himlens engle, der i tusindvis med deres hvide vinger kommer flyvende hen til dem.

Englene fløj videre ind i 1990'ernes litteratur og inden for alle genrer. Som metaforiske engle kan nævnes Hans Otto Jørgensens Molly. Historien om en engel (2000) og Mette Thomsens Af en superhelts bekendelser (1994), mens Naja Marie Aidt indrammer novellesamlingen Vandmærket (1993) med fortællinger om det tvetydige samliv med engle, og Astrid Saalbach skrev i stykket Det velsignede barn (1996) om en figur, der udviklede vinger. Peter Laugesen brød sig ikke om den højstemte tone. I 1998 udsendte han digtsamlingen Når engle bøvser jazz.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Engleflokke.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig