Ewalds baggrund

Johannes Ewald (1743-81) er født i Vajsenhuset på Nytorv, hvor faderen Enevold Ewald var præst og en fremtrædende repræsentant for pietismen. I 1754 døde faderen, og den 11-årige dreng blev sendt til Slesvig, hjemby for den ewaldske slægt, for at gå på den stedlige latinskole. Han boede hos rektoren frem til sin studentereksamen i 1758, hvorefter han begyndte at studere teologi ved Københavns Universitet. I mellemtiden var moderen blevet gift igen med købmanden Peder Huulegaard, hvis eneste kvalitet i stedsønnens øjne var hans brordatter, Arendse Huulegaard, som Ewald efter sin hjemkomst forelskede sig i. For at gøre sig fortjent til hende – hun var allerede lovet væk til en hørkræmmer – fattede han den skæbnesvangre beslutning at blive lejesoldat i Den Preussiske Syvårskrig, som han deltog i, først på preussisk, senere på østrigsk side, uden dog at nå videre end at blive trommeslager og få grundlagt den gigtlidelse, som sammen med alkoholen invaliderede ham i en tidlig alder.

Eventyret endte i Prag, hvorfra moderen halvandet år efter fik ham hentet hjem til Danmark, hvor han genoptog det afbrudte studium. I 1763 blev han teologisk kandidat med højeste karakter og udstyret med et 5-årigt stipendium til Valkendorfs Kollegium. Året efter, 1764, blev Arendse bortgiftet til hørkræmmeren, samme år, som Ewald debuterede med allegorien Lykkens Tempel. En Drøm – som en bogstavelig opfyldelse af ordet om, at man bliver digter ved den pige, man ikke får.