William Heinesens Laterna magica fra 1985 med et af forfatterens papirklip på omslaget og i en bogklubudgave fra 1987. Siden 1960'ernes begyndelse har bogklubberne sammen med billigbøgerne bidraget væsentligt til litteraturens udbredelse i Danmark.

.

Portrættet viser Peter Seeberg i Viborgs fortrolige byrum, men novellen „Orinoco-Amazon“ i Rejsen til Ribe viser, at tre sønderjyske drenge – inspireret af Jules Verne, Sir William Faulkner og Senor Dali – med lige så stor fortrolighed kunne besejle Sydamerikas store floder.

.

Den tanke kan melde sig, at Madsen gør en fetich af fortællingen, når han ophøjer den til den inderste kerne i samfundet, ligesom den tanke kan melde sig, at andre „symbolfortolkeres“ ophøjelse af fortællingen til forklaringsmodel bunder i det forhold, at de professionelt altovervejende arbejder med fortællemediet. En mulig forklaring på renæssancen for store og små fortællinger kunne tværtimod være, at forfattere og læsere i fortællingen søgte det, som var hastigt på vej ud af det virkelige liv. I det nye Danmark af tilflyttere til endeløse parcelhuskvarterer og enorme betonbyggerier, rejst på bar mark af præfabrikerede elementer, var manglen på historisk forankring og manglen på fælles fortællinger et vilkår. Men et vilkår, som meget vel kunne begrunde en intens længsel efter historie og fortællinger.

At drage fra Gellerupplanen i Svend Åge Madsens Århus til Gråskallebryggen i William Heinesens Thorshavn er at drage fra en fortidsløs verden konstrueret af papir til en fortidsbundet verden skabt af fortællinger. „Vær så god at træde ind“, siger en af fortællerne i Heinesens sidste novellesamling, Laterna magica (1985), og læseren inviteres indenfor som en fortrolig bekendt af fortælleren. Rammen om fortællingerne er, som det fremgår af åbningsnovellen, en „Promenade i aftendæmringen“, og målet for promenaden er Gråskallebryggen, hvor færgemanden som en færøsk Charon venter i sin båd.

I den tradition, der netop har fortællingen som sit medium, rækker alt hånd til hinanden: liv og død, fortid og nutid, natur og kultur, alvor og humor, fortæller og tilhører. Som fortælleren siger, er døden ikke definitiv. Færgemanden „har nok tændt sin pibe, skal du se, og sidder og hygger sig i sin grå ulvepels mens han med befarne øjne skuer ud i dybet, hvor begyndelse og ende mødes og rækker hinanden hånden mens mørket falder på.“ Og promenaden gennem „en tusindårig stad med mange krinkelkroge og blindgyder“ giver fortælleren god tid til at forhale mødet med døden:

Vi skynder os ikke, og vi vil på denne vor sene vandring heller ikke tage for tungt på ting som kronologi og kausalitet. Vi har det ligesom de aftenkåde børn, som nødigt vil hjem og i seng så længe der endnu er lys i luften og den skønne dag ikke er helt forbi.

I novellen „De stumme gæster“ slår fortællingen over i en regulær myte. I nordisk mytologi spindes skæbnens tråde af skæbnegudinderne, de tre norner, og Heinesen lader her sin fortæller berette om tre døvstumme søstre, som i en spindestue „helt udenfor tiden“ holder verdenshjulet i gang.

Heinesen havde med sin særlige baggrund lige siden 1930'erne kunnet opdyrke den fabulerende fortælling (se Hymner, humor og harmsang – William Heinesen). Men forfattere, som med et andet udgangspunkt i 1950'erne og 1960'erne havde markeret sig med uhyre skrabede fortællinger, fik i slutningen af 1970'erne øje for den fabulerende fortællings muligheder. Blandt disse forfattere finder man Peter Seeberg og Poul Vad (1927-2003).

Som helt ung førte læsning af Nietzsche Seeberg ud i en sort nihilisme, der ikke levnede meget plads for fortællelyst, men læsning af Wittgenstein førte ham tilbage til fortællingen: sproget stod ikke afmægtigt over for virkeligheden; tværtimod blev forskellige virkeligheder indkredset gennem forskellige sprogspil. I en forfattersamtale med Poul Vad, trykt i Indfaldsvinkler (1998), fortalte Seeberg, at han efter læsningen af Wittgenstein havde erkendt, at „Det gælder altså ikke om at støde frem imod et eneste punkt, men det drejer sig nu om at afdække i alle mulige retninger.“ I samlingerne Dinosaurusens sene eftermiddag (1974), Argumenter for benådning (1976), Om fjorten dage (1981), Rejsen til Ribe (1990) og Halvdelen af natten (1997) sporede Seeberg sig ind på disse sprogspil gennem det, han kaldte „vulgærsproglige“ tekster: breve, domme, slægtstavler, nekrologer, vejrudsigter mv.

Poul Vad har i sit forfatterskab fulgt en linje, der ligner Seebergs, og han har ligesom Seeberg taget springet fra modernistisk jeg-fordybelse til et engagement i verden hele horisonten rundt. I samtalen mellem de to forfattere erklærede Vad, at han ikke længere ville nøjes med beskrivelser, men ville udfolde sig i fortællingens medium, hvor man ikke fortaber sig i skildringer af, hvordan kaffekopper bliver stillet væk, og hvordan asken drysser ned i askebægeret.

Den nye ødselt fabulerende linje i forfatterskabet manifesterede sig allerede i 1972 i romanen Rubruk, men det virkelige gennembrud kom med den groteske og fantastiske, 600 sider store bog, Kattens anatomi (1978), hvor titelordet anatomi placerer den inden for en romantradition, der kendes allerede i antikken, men som nåede sit højdepunkt med renæssanceforfatteren François Rabelais' Gargantua og Pantagruel (1532-34). I anatomien kædes nært og fjernt, virkelighed og fantastik sammen i billeder og situationer, der typisk har centrum i de mest groteske udvekslinger mellem kroppen og omverdenen. Selv om det anatomiske snit antyder et videnskabeligt perspektiv, gennemføres snittet i en ånd, der ligger lysår fra laboratoriets sterile beskyttelsesrum.

Rammen om den store roman er ellers ganske ligetil og ligeud: en times togtur fra Silkeborg til Hammerum, hvor optikeren Elias Lønn skal overdrage sin siameserkat Spinoza til en konservator for at få den aflivet og udstoppet. Men i kupeen møder den tilbageholdende Lønn den helt anderledes fandenivoldske Skøieren, og i selskab med ham og efterhånden en hel del andre tager den ene fortælling den anden, og ikke en af fortællingerne følger den korteste vej hen til pointen. Selv om Danmark karakteriseres som „et land uden afveje“, danner afveje, omsvøb, svinkeærinder et grundmønster for fortællerne i denne roman, og en af dem indrømmer da også, at han smører tykt på og med største fornøjelse lyver, hvis han „kan gøre en historie bedre på den måde“.

Selv om den enkelte fortælling kan ligne en myte, så er helheden en anti-myte, fordi fortællingerne dementerer hinanden. Som Poul Vad selv har gjort opmærksom på, er Elias Lønns læremester Spinoza, der mente, at hvert enkelt menneske som en monade dannede en lukket verden, men Lønn bliver til sidst, ved en tilfældighed, sprængt i luften af en håndgranat.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fabulanter - William Heinesen, Peter Seeberg, Poul Vad.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig